22 ngo’er i opråb: Lad ikke klimaministermødet i København blive endnu en forspildt mulighed
Ministermødet May Ministerial samler 40 klimaministre i København, der skal diskutere fremtidens løsninger på klimaforandringerne. Det giver håb om, at klimaløfterne endelig skal omsættes til konkrete handlinger, skriver en række ngo'er.
Torsdag byder Dan Jørgensen 40 ministerkollegaer velkommen til Købehavn til et klimamøde, de færreste danskere har hørt om. Med under seks måneder til klimatopmødet COP27 i Egypten skal klimaministrene diskutere, hvordan det går med implementeringen af aftalerne fra sidste års COP26 samt lægge trædesten frem mod COP27 i Egypten.
Tidligere erfaringer viser, at der er mindre sandsynlighed for, at klimaforhandlingerne går i hårdknude, og at verdens ledere hviler på laurbærrene, hvis der i det forgangne år bliver skubbet på for handling. Når klimaministrene nu mødes i København til May Ministerial, giver det derfor håb for, at klimaløfterne omsættes til konkret handling.
Sidste gang, så mange klimaministre mødtes i København, var i 2009 til COP15. Det møde gik over i historien som en forspildt chance. Klimamødet, der starter torsdag, kan blive betydningsfuldt for resultaterne i Egypten, men det er også en ny mulighed for, at København huskes for grønt lederskab, løsninger og høje klimaambitioner.
I håb om at få det bedste ud af mødet – ikke mindst i forhold til de afgørende dagsordener om at sikre 1) finansiering til omfattende og nødvendige klimatiltag i verdens mest klimaudsatte områder, 2) kompensation for tab og skader samt 3) klimatilpasning udover CO2-reduktion, kommer hermed de vigtigste anbefalinger fra civilsamfundet, som vi håber, at Dan Jørgensen vil tage med.
Man skal holde, hvad man lover
Et afgørende sted at rette op er det løfte om klimafinansiering, der først kom på tale ved COP15 i København, og som nu tolv år efter endnu ikke er indfriet. Historisk set har de rige lande stået for langt størstedelen af udledningerne af klimagasser.
Det er den politiske vilje, der er utilstrækkelig.
Rasmus Stuhr Jakobsen, Tim Whyte m.fl., se faktaboks
Alligevel viser FN’s videnskabelige klimapanel IPCC, at det er de fattigste lande, der rammes først og hårdest af klimaforandringer. Dette er indbegrebet af klimauretfærdighed. I et forsøg på at sikre velvilje til forhandlingerne blev man i 2009 enige om, at verdens rige lande fra 2020 hvert år skulle yde 100 milliarder amerikanske dollar om året i klimafinansiering til verdens mest klimaudsatte lande.
Denne målsætning afspejlede ikke, hvad der reelt er behov for, men hvad der var politisk vilje til. Alligevel har de rige lande her to år efter, at målet skulle være nået, ikke leveret på det løfte. Der er blot skaffet 80 milliarder af de 100 milliarder, og det er på trods af, at revl og krat er talt med – for eksempel lån, der skal tilbagebetales, samt finansiering til projekter, der har meget lidt med klima at gøre.
Dette er så meget desto mere skuffende, når for eksempel landes subsidiering af fossilindustrien samt de seneste års corona hjælpepakker viser, at pengene findes. Det er den politiske vilje, der er utilstrækkelig.
Danmark som forgangsland
Til COP27 i november indledes nye forhandlinger om nye finansieringsmål. FN’s miljøorganisation UNEP varsler, at behovet i fremtiden vil blive langt højere end de 100 milliarder om året.
Særligt det faktum, at udviklingslandenes krav om en finansieringsmekanisme ikke nåede med i den endelige aftale, var årsag til megen skuffelse og utilfredshed.
Rasmus Stuhr Jakobsen, Tim Whyte m.fl., se faktaboks
Derfor er det et afsindigt dårligt udgangspunkt for konstruktive forhandlinger, at de rige lande endnu ikke har betalt de 100 milliarder om året, de skylder udviklingslandene.
Vi anbefaler derfor, at Danmark går forrest som det gode eksempel og til klimamødet selv melder ud, hvornår og hvordan vi agter at betale vores del af klimagælden. Danmark skal derefter frem mod COP27 lægge pres på, at resten af de rige lande indfrier løftet om de 100 milliarder om året – det vil sige 600 milliarder samlet over seks år, da et brudt løfte naturligvis ikke skal give rabat.
Tab og skader skal finansieres
Mens klimaministrene mødes i de komfortable gemakker i Moltkes Palæ, er situationen en ganske anden mange andre steder på kloden. I Indien og Pakistan tester de varmeste temperaturer nogensinde målt i disse dage grænserne for menneskelig overlevelse, og fordi hedebølgen er opstået så tidligt, slår store dele af høsten nu fejl.
Over 400 mennesker mistede livet i april, da Sydafrika blev ramt af oversvømmelser og jordskred. 12.000 mennesker er fortsat fordrevet fra deres hjem som følge af den supertyfon, der ramte Filippinerne i december 2021. Fra Arktis til Amazonas-skoven er oprindelige folk ekstra sårbare og lider ikke kun økonomisk, men også uoprettelig kulturelle og spirituelle tab.
Afghanistans kriseramte befolkning oplever netop nu den værste tørke i 27 år. Og på Afrikas Horn udfolder en sultkatastrofe sig, hvor børnene rammes aller hårdest og mister deres fremtidsudsigter, hvis ikke der mobiliseres politisk vilje og finansiering til at håndtere klimaforandringernes konsekvenser.