COP28-aftalen, der blev vedtaget i Dubai den 13. december, er blevet kaldt historisk, men hvor god var den egentlig for klimaet? Det var meget positivt, at man lykkedes med at få vedtaget en topmødeerklæring, der opfordrer landene til at omstille væk fra fossil energi, at accelerere udfasningen af kul, at nedbringe metanudslip og at sætte fart på omstillingen til nul- og lav emissions vejtransport. Og frem mod 2030 vil man tredoble den vedvarende energi og den årlige rate for energieffektiviseringer skal fordobles.

Takket være en stor indsats fra den danske minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen, den danske og europæiske forhandlingsdelegation lykkedes det at få skrottet et meget dårligt første udkast fra COP28-mødets formand, Sultan Al Jaber, hvor der blot stod, at medlemslandene kan gøre noget – f.eks. at tredoble den vedvarende energi. Og der stod intet om at omstille væk fra den fossile energi. Den vedtagne COP28-erklæring er meget tydeligere om, hvad retningen bør være. Men i sin essens er det i sidste ende blot ord, og landene har fået et tag-selv-bord med mange forskellige klimaretter, som de kan vælge at spise eller lade ligge.

Der er heller ingen FN-myndighed, der kan forpligte nationalstaterne til at gøre noget bestemt. Risikoen er, at den næste globale opgørelse af landenes ”Nationally Determined Contributions”, der skal ske på COP30-topmødet i Brasilien i 2025, vil vise, at mange lande slet ikke har løftet deres del af ansvaret.

De sidste otte år siden den historiske vedtagelse ved FN´s klimatopmøde i Paris har foreløbig været spildt, og verden har med den førte politik kurs mod 2,9 grader Celsius i dette århundrede. De globale drivhusgasudledninger er steget, fordi afbrændingen af fossile brændsler og fast træbiomasse er øget. Land- og skovbrugssektorens metangasudledninger er steget. Mareridtet er ved at indfinde sig, for forskerne advarer om, at vi er ved at overskride fem kritiske klima tipping points.

Den fossile lobby jubler

Det er dramatisk, at regeringerne med den førte politik fortsat øger deres olie-, gas- og kulforbrug frem mod 2030. Og selv om Det Internationale Energiagentur, IEA håber på, at det topper der, så er der slet ikke nogen garanti for det. OPEC-landene har ikke tænkt sig at skrue ned for blusset, og flere andre lande som bl.a. USA, Storbritannien og Norge planlægger også flere boringer efter fossile brændsler. Lige nu er prognosen, at olie- og gasproduktionen måske øges helt frem til 2050 – se figuren.

Hvis der også er efterspørgsel efter så meget mere olie og gas i de næste årtier, ender det i et mareridtsscenarie for vores børn og børnebørn. Så kigger vi næppe ind i blot 2,9 graders temperaturstigninger, men måske nok nærmere 4 grader eller mere. Kloden vil komme til at koge, og vi vil helt miste grebet om vores fremtid. Faktisk bør der slet ikke udvindes nye fossile felter, hvis vi skal have en fair chance for at holde os tæt på 1,5 graders målet fra Paris-topmødet for otte år siden.

COP28 topmødet var ledet af oliechefen fra en oliestat, som på det foregående topmøde og det næste. Det siger ret meget. Og der var mere end 2400 fossile lobbyister i Dubai. Nogle af dem var endda med i de officielle forhandlingsdelegationer. De fik udvandet COP28-aftalen, der – hvis den skulle være tro mod klimavidenskaben – burde have krævet håndfast udfasning af fossil energi og en slutdato for udvindingen. Det er meget sigende, at den amerikanske olieindustris stærke lobbygruppe, American Petroleum Institute efter topmødet jublede, fordi det var lykkedes af stoppe forslagene om en fuldstændig udfasning af fossile brændsler.

En række fremtrædende klimaforskere var derimod nedslået over resultatet. Professor Michael Mann fra University of Pennsylvania sagde, “at omstille væk fra fossile brændsler i bedste fald er en tynd kop te. Det svarer til, at man lover sin læge at omstille væk fra doughnuts efter at have fået en diabetes diagnose.”

At erstatte ordet udfasning med den blødere formulering omstilling væk fra er ikke det samme.

Klimavidenskaben er helt klar. Fossilerne skal væk. Vi har brug for en hård og hurtig udfasning. Det vil sige en dyb transformation af den måde, vi producerer og forbruger energi på, hvor de fossile kilder pålægges ekstra høje skatter – og/eller CO2-afgifter – mens der bør investeres i stor skala i de rene vedvarende energikilder, energieffektiviseringer, batteriteknologi, geotermi og andre rene grønne teknologier, som kan bringe os hurtigere, sikrere og billigere til nettonul udledninger.

Sol, vind og batterier rykker

Den gode nyhed er, at sol- og vindenergi allerede er billigere end den fossile energi målt på livslange omkostninger. Prisen på solceller og batterier er faldet med hele 80 pct. i det sidste årti, og prisen på offshore vind er faldet med 73 pct. og landvind med 57 pct. I de sidste ti år er den årlige udbygning med solenergi steget seks gange, og vindenergien er steget med over tre gange. Derfor er COP28 målet om en tredobling af vedvarende energi frem til 2030 faktisk i underkanten af business as usual, hvilket er ret tankevækkende. Kina men også i stigende grad EU-landene har med en offensiv strategi for vedvarende energi været med til at sætte udbygningen op i gear. Andre lande stritter i den modsatte regning eller er bange for at udfordre de gamle fossile interesser. Men det kan meget vel være en tabt kamp.

Sol- og vindenergi er ligesom batterierne granulære teknologier, der er præget af masseindustrialisering og hastigt faldende priser. Så hvis markedet alene bestemte, ville de fossile brændsler og petrostaterne formodentlig have en dyster fremtid. Desuden er mange af de gamle olie- og gasfelter ret udpinte. I de senere år har den langt dyrere og langt mere klimaskadelige udvinding af skifergas og skiferolie – herunder i USA – været med til at øge produktionen af fossile brændsler, men dette fossile after party er også snart ved at løbe ud. Fortjenesten på den energi, der investeres i at trække energi ud undergrunden, er faldende.

Hvis USA skifergas- og skiferolie eventyr er ved at peake, som flere og flere seriøse analytikere siger, så kan det i en periode give OPEC-landene og Rusland langt større indflydelse på den makroøkonomiske udvikling i lande, som er stærkt afhængige af olieimport. Det gælder mange EU-lande. Både af geopolitiske og klimapolitiske årsager har vi ekstremt travlt med at frigøre os fra fossilerne. Men forhåbentlig lysner det. I de sidste otte år har de globale investeringer i vedvarende energi da også været større end de fossile investeringer, og i 2023 viser IEA´s tal, at der er investeret 70 pct. mere i den rene energi frem for den fossile energi.

I det lys virker det ekstremt konservativt, ja ligefrem pessimistisk at nøjes med at stræbe efter en global tredobling af vedvarende energi frem til 2030, sådan som det anbefales i COP28-aftalen. En tredobling svarer til business as usual i de sidste ti år, så hvorfor har man ikke sat ambitionsniveauet endnu højere? Årsagen er nok, at de stærke og magtfulde økonomiske interesser i olie- og gasindustrien har strittet imod. Men det kan også være, at mange vestlige regeringer mangler forestillingskraft og lederskab til aktivt at udfordre den fossile æras indlejrede økonomiske interesser, eller at de frygter tilbageslag fra vælgergrupper, som har svært ved eller har dårligt råd til at udskifte fossilbilen eller olie- og gasfyret med et rent elektrisk alternativ. Er politikerne klar til at tage de hårde fravalg og vise en ny retning?

En risiko er, at tredoblingen af den vedvarende energi vil ske samtidig med, at de olieproducerende lande fortsætter med at øge deres produktion, og at den ekstra energi sluges i ekstra økonomisk vækst med et stigende samlet energiforbrug. Det hjælper ikke klimaet. Kun via en acceleration af grøn energi, der sker samtidig med en udfasning af fossile brændsler, kan vi opnå reelle fremskridt til gavn for klimaet.

Verdens lande har nu fået hjemmeopgaver for, hvis de skal levere på COP28 anbefalingerne. Selv Danmark, der ellers normalt ser sig selv som et grønt foregangsland, skal oppe sig. Følger man Energistyrelsens fremskrivning for sol og vind i frem til 2030, har Danmark i den nuværende politik faktisk kun kurs mod en fordobling frem til 2030. Skal vi nå COP28-aftalens målsætning, kræver det, at politikerne kommer op i gear og får leveret på deres løfter om at firedoble sol- og vindenergien på land frem mod 2030.

Danmark skal oppe sig på energieffektivitet

Danmark er også udfordret i forhold til COP-aftalens mål om at øge den årlige energieffektiviseringsrate fra 2 til 4 pct. I de seneste år er Danmark faldet ned i midterfeltet blandt EU-landene, hvor vi tidligere var en af topperformerne, hvad angår forbedring af energieffektiviteten. Klima- og energiministeren har i år sagt, at man i de offentlige bygninger igen kan skrue op for varmen til 23 grader, hvor vi under energikrisen i 2022 var i stand til at skrue ned for varmen til 19 grader i de fleste offentlige bygninger. Den slags skiftende meldinger skaber usikkerhed om energisparepolitikken. I maj 2023 stemte regeringen imod et beslutningsforslag i Folketinget om at lave en ambitiøs strategi for energieffektiviseringer og energibesparelser i Danmark frem mod 2030, fordi man ville vente på, at EU fik lavet en endelig aftale om revisionerne af Energieffektivitets- og Bygningsdirektiverne.

De er nu faldet på plads, så i foråret 2024 har regeringen lovet at komme med udspil til en national implementering af EU-direktiverne. I lyset af COP28-aftalen vil det være rimeligt, hvis dette udspil som minimum sikrer en forbedring af energieffektiviteten med 4 pct. om året. Danmark har en række virksomheder som bl.a. Danfoss og Grundfos, der er klar til at levere de energieffektive teknologier løsninger, og de har også reageret meget positivt på, at COP28-aftalen satte et mål om at fordoble energieffektiviseringsraten. Nu er det op til regeringen at levere på den del, og der er ingen tid at spilde.

Energieffektiviseringer og energibesparelser er en meget vigtig forudsætning for, at alle de store ligninger kan gå op i omstillingen til et fossilfrit energisystem. Og Danmark har muligheden for at blive et laboratorium for fremtidens energiløsninger, hvis politikerne tør sætte ambitiøse mål og handle hurtigt på dem med skrappe og fremsynede reguleringer. I den forbindelse kan man også finansiere noget af omstillingen ved at fjerne alle statslige subsidier til fossile brændsler og afbrænding af fast træbiomasse, der med kunstig statsstøtte konkurrerer med de rene vedvarende energiløsninger. Her vil det være logisk at forhøje dieselafgiften til det tyske niveau og at fjerne landbrugets fritagelse fra dieselafgiften.

Det ville også være rettidig omhu at fjerne statsstøtten til afbrænding af fast træbiomasse, der i kraftvarmeværkerne konverteres til el. Og man kunne passende lade de fossile selskaber betale en større del af regningen for udbygningen af det nedslidte danske elnet, så man ikke pålægger udviklere af sol- og vindenergiprojekter en ekstra stor regning via forhøjede distributions- og transmissionsafgifter.

Fossile subsidier truer klimaet

Det er ikke bare Danmark, der bør gå i gang med at ændre alle incitamentsstrukturer, så fossile brændsler frem over får lov til at betale den fulde regning for de klima-, miljø- og sundhedsskader, de påfører natur og mennesker. Samtidig bør man gøre det endnu mere attraktivt at investere i energieffektive løsninger og ren vedvarende energi, så man kan accelerere omstillingen.

Ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, udgør de direkte og indirekte fossile subsidier i dag 7000 mia. dollar. Det svarer til ikke mindre end 7,1 pct. af det globale bruttonationalprodukt, og det er svimlende mange penge at bruge på noget, der forværrer de globale klimaproblemer. Endnu mere dramatisk er det, at subsidierne ventes at stige til 8200 mia. dollar i 2030.

COP28 burde have givet en klar og utvetydig opfordring til at lave en hurtig udfasning af denne form for statsstøtte. Men i aftalen opfordrer man kun landene til at udfase “ineffektive” subsidier, sådan som man også gjorde på COP26 topmødet i Glasgow.

Kun den fossile lobby kan juble over sådan noget sludder. Formuleringen åbner en ladeport for fortolkninger og klimafarlig adfærd. Ingen fossile subsidier er effektive, men kun med til at forværre klimakrisen og forsinke omstillingen til de rene vedvarende energikilder, der på livslange omkostninger er billigere end fossile brændsler.

Den fossile lobby kan også juble over at man vil accelerere omstillingen til CO2-fangst- og lagring og til lavemissions hydrogen. Det sidste er til at le af, hvis det ikke var tragisk. I dag fremstilles globalt kun 110.000 tons grøn brint via vedvarende energi. Det er usandsynligt, at man i 2030 kan skalere grøn brint – og lavemissions brint med CO2-fangstanlæg – op til 90 mio. tons, som blev drøftet på sidste års brint ministermøde i Japan, for der fremstilles kun 0,7 mio. tons i dag. Og det er komplet urealistisk at nå op på de 180 mio. tons, som Sultan Al Jaber talte om før COP28-mødet. Hovedproblemet er omkostningerne. Iflg. energieksperten Michael Liebreich vil man næppe kunne fremstille mere end 15 mio. tons i 2030, da det kræver mindst 2-3 dollars i statsstøtte pr. kg at gøre grøn brint konkurrencedygtig med brint fremstillet af gas.

Lobbyisternes hede drøm

COP28-topmødet blev et politisk gennembrud for de kræfter, der lobbyet hårdt for at få meget mere CO2-fangst. På de to foregående COP-topmøder var CO2-fangst (CCS) ikke nævnt i sluterklæringerne, men det blev den i Dubai. Ikke mindst olie- og gasindustrien har presset hårdt på for at få regeringerne til at satse mere på CCS, for de håber, at man dermed kan holde fast i business as usual. Også COP28-formanden Sultan Al Jaber har før topmødet slået varmt til lyd for meget mere CCS, så man ikke behøver at reducere produktionen af fossile brændsler, men blot kan stile efter at reducere emissionerne. Det er olie- og gasindustriens hede drøm.

Men chefen for IEA, Fatih Birol, var helt klar, da han i november lancerede energiagenturets rapport om, hvordan olie- og gasindustrien kan bidrage til omstillingen til en netto-nul fremtid: ”De skal give slip på illusionen om, at usandsynligt store mængder CO2-fangst er løsningen.”

I sit netto-nul scenarie regner IEA med, at der skal fanges omkring 7,5 mia. tons CO2 i 2050. Men hvis olie- og gasforbruget stiger så meget, som det fremgår af den allerede vedtagne politik, og man samtidig skal holde sig på 1,5 grader Celsius, vil det iflg. IEA kræve ”et helt utænkeligt” niveau på 32 milliarder tons fanget carbon, herunder 23 mia. tons fanget via Direct Air Capture. ”Den mængde elektricitet, der skal bruges til disse teknologier, vil svare til mere end verdens samlede elektricitetsforbrug,” fremgår det af IEA-rapporten, der anslår, at det vil kræve investeringer på imindre end 3200 mia. dollar hvert eneste år frem til 2050, hvis man skal skalere så kraftigt op med CO2-fangst i et scenarie, hvor olie- og gasproduktionen fastholdes, og man satser på at fange CO2´en for enden af skorstenen. Det er slet ikke realistisk.

I dag investeres der globalt cirka 4 mia. dollar om året i at bygge nye CCS, men pt. er der kun 41 fungerende værker, og der fanges cirka 47 mio. tons CO2 globalt. Det er ikke sådan, at Fatih Birol og IEA er imod CO2-fangst generelt, så han kritiserer blot den fossile industris håb om at kunne fortsætte business as usual med CO2-fangst anlæg for enden af skorsten.

CO2-fangst på biomasseanlæg er en blindgyde

Da IEA offentliggjorde sin seneste World Energy Outlook rapport i oktober, lagde agenturet op til, at man kan gerne skal fange op imod 350 mio. tons CO2 i 2030. Men det er spørgsmålet om det er realistisk, for i de sidste otte år har kapaciteten på verdens fangstanlæg ikke øget, og mange projekter er gået i sig selv igen. Fatih Birol sagde da også ved WEO-lanceringen dog også, at ”CCS har været historien om en stor skuffelse.” Sagen er, at den aldrig har leveret op til de meget hypede fremtidsmålsætninger. Det er stadig en meget umoden teknologi til at fange CO2 på industriens og kraftværkernes punktkilder. Rådet for Grøn Omstilling har her i efteråret udgivet et notat om de hidtidige internationale erfaringer, og vores vurdering er, at de stærkt hypede forestillinger om, hvor meget CO2-fangst verden skal have de næste årtier, kan meget snart blive ramt af et realitetschok. CO2-fangstanlæg er ekstremt dyrt på industrielle punktkilder, de kræver enorme mængder statsstøtte, de har indtil nu vist sig meget svære at skalere og de giver en stor ekstra energiregning.

Danmark var på COP28-topmødet med til at søsætte en global alliance for negative emissioner – der meget sigende er forkortet til (GONE). Hvis alliancen kun fokuserede på skovrejsning ville det være rigtig positivt, for det naturlige optag i skovene bør øges markant i de kommende år. Men GONE-alliancen vil også promovere mere CO2-fangst i et håb om, at man kan levere negative emissioner ad teknologisk og kemisk vej. Alliancen er bl.a. fortaler for, at CO2-fangst på biomasseanlæg (BECCS) er en del af løsningen. Det virker måske logisk, at den danske regering – hvor man allerede har givet Ørsted 8,2 mia. i statsstøtte for at fange CO2 på deres biomasseanlæg – går ind i en sådan alliance. Men risikoen er, at man kommer til at spilde en masse penge på en teknologi, der er dyr og svær at skalere op. Energiforbruget på biomassekraftværkerne vil med stige med op til 50-55 pct., når der laves CO2-fangst, og det vil øge energiregningen, hvor vi burde spare på energien.

Værre er, at BECCS anlæg først får en nettopositiv effekt på klimaet efter cirka 30 års drift. For det tager lang tid at regenerere det tabte biologiske lager i skovene, hvor træet hentes fra, og først efter mange år vil de genplantede skove kunne opsuge den samme mængde CO2, som forsvinder fra de fældede træer til kraftvarmeovnene. At skalere BECCS risikerer at ende i en aktiv politik for øget afskovning. Den vil også lægge beslag på enorme mængde landarealer. Hvis man globalt skal skalere BECCS teknologien op til at fange mellem 2-3 gigatons CO2e i 2050 ville det kræve, at man bruger et landareal svarende til hele Indien med skov, der konstant skal fældes for at holde værkerne i sving. Oveni skal der investeres meget store midler i den tilstødende infrastruktur. Skal man fange, transportere og lagre 3 Gigatons vil det kræve en lige så stor infrastruktur, som den globale olieindustri er afhængig af. Sammenlignet med den hurtige skalering og de store prisfald på verdensmarkedet af sol- og vindenergi og nye generationer af højtydende batterier, er en skalering med BECCS-anlæg verden over ikke en særlig attraktiv løsning. Lad os håbe den snart er gone.

Det ville give en meget hurtigere og sikrere klimaeffekt, hvis vi i stedet for at investere i fangstanlæg for enden af skorstenene, lagde en plan for udfasning af fossile brændsler og den omfattende fyring med fast træbiomasse i Danmarks og andre landes kraftværker. Det vil rent klimamæssigt og energiøkonomisk være langt bedre at elektrificere varmeforsyningen, og det er allerede teknologisk muligt. I stedet er risikoen, at man store statslige investeringer i CO2-fangst i de kommende år ender med at levetidsforlænge både de fossile brændsler og fyring med fast træbiomasse.