Regeringen sætter stor lid til teknologiske løsninger i deres klimapolitik, også selvom effekten ikke altid er god nok. Det er vigtigt at den kommende handlingsplan for brun bioraffinering ser på, hvor meget biokul og pyrolyse egentlig kan bidrage til grøn omstilling i 2030, og ikke ender med at blive endnu en romance med teknologiske løsninger.

I 2021 indgik en bred samling af folketingets partier ”Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug”. Aftalen skal sikre, at landbruget kan nå i mål med klimamålsætningerne. I aftalen arbejdes med en række udviklingstiltag, der skal sikre tekniske reduktionspotentialer for 5 mio. ton CO2e ud af de 8 mio. ton CO2e, der skal reduceres i hele skov- og landbrugssektoren i 20301. Et af disse udviklingstiltag er støtte til brun bioraffinering, som aftaleparterne har vurderet, kan bidrage med at lagre 2 mio. ton CO2e i landbrugsjorden i 2030.
Brun bioraffinering består hovedsageligt af teknologien pyrolyse. Ved pyrolyse opvarmes en biomasse, for eksempel halm eller spildevandsslam under iltfri forhold, hvormed der produceres en energiholdig gas eller olie, og der sker en forkulning af en del af biomassen, kaldet biokul. Biokul kan udbringes på marker, hvor det danner et relativt stabilt CO2-lager. Dermed kan biokul være med til at sikre, at landbruget kan leve op til sine klimaforpligtelser.

Det lyder jo meget godt, men realistisk set bliver det meget svært at gøre til virkelighed inden 2030. I Danmark har vi nemlig kun ét fuldskala pyrolyseanlæg, som er under etablering, mens Energistyrelsen har vurderet, at der skal være bygget og idriftsat mellem 80 og 370 pyrolyseanlæg inden 2030 for at nå målsætningen2. Der er altså et godt stykke vej, inden teknologien kan bidrage med 2 mio. ton CO2e. Klimarådet har tidligere vurderet, at der er høj risiko forbundet med pyrolyse som klimavirkemiddel3. Biokuls langsigtede effekt på jord, drikkevand og fødevareproduktionen på markerne er heller ikke undersøgt endnu.

Derudover er et af de store problemer ved pyrolyse, at vi har en begrænset mængde biomasse som med klimamæssige fordele kan puttes i pyrolyseanlæggene. Ifølge Energistyrelsen består det danske biomassegrundlag bl.a. af halm, husdyrgødning, fiberrester fra biogasanlæg, spildevandsslam og træ fra danske skove og træaffald4. Det er vigtigt, at der bruges restprodukter der har en kort rådnetid, da f.eks. træ og træaffald, som har en lang rådnetid vil give en dårligere klimaeffekt når det pyrolyseres.

Vi skal bruge biomasse til mange forskellige funktioner, når vi går væk fra at bruge fossil olie til vores produkter. Halm er f.eks. efterspurgt til foder, biogas og anden energi, det kan bruges som byggemateriale, men har også en jordforbedrende og CO2-lagrende effekt, hvis det får lov at blive på marken. Træ er der efterspørgsel på til blandt andet byggeri, emballager, tøjindustrien og energisektoren, men hverken halm eller træ er ubegrænsede ressourcer. Derfor er det vigtigt, at vi bruger biomasse hvor den giver størst gavn – og ikke blindt hælder det i pyrolyseanlæg.

Danmarks forbrug af træ til energi ligger allerede tre gange over det FN’s klimapanel anser for at være bæredygtigt og to tredjedele af træet importeres5. Alene derfor er det vigtigt at undgå yderligere import af biomasse fra udlandet – herunder især træ. Desuden vælter øget import af biomasse reelt klimaregningen over på eksportlandene. Hvis der fældes træ i andre lande, som eksporteres til Danmark, vil det tælle negativt i eksportlandets klimaregnskab. Det kan ikke være en holdbar løsning for at nå Danmarks klimamål.

Pyrolyse er ikke i sig selv en uklog teknologi, men det er vigtigt, at vi ikke hænger vores klimahandling op på en teknologi, der muligvis ikke kan levere de nødvendige CO2-reduktioner i tide. Men hvad skal vi så gøre i stedet?

Hvis der lægges en afgift på træenergi, der svarer til klimapåvirkningen, vil vi hurtigt opnå en væsentlig klimaeffekt. Den nuværende afgiftsfritagelse skævvrider markedet, og gør afbrænding af træ mere attraktivt end andre, mindre klimabelastende energiformer.

En anden løsning, der er værd at fokusere på, er skovrejsning. I regeringsgrundlaget står en målsætning om at etablere 250.000 ha skov i Danmark. Skov kan fungere som en naturbaseret CO2-lagring, der samtidig kan øge biodiversiteten og fungere som kvælstofindsats. Derudover vil en hurtig udmelding om- og implementering af den varslede klimaafgift på landbruget, kunne bidrage til hurtigere omstilling af sektoren.

Regeringen og vores politikere er med andre ord nødt til at være realistiske med de virkemidler, der satses på, så vi er sikre på at kunne nå klimamålene for 2030, og så vi bruger vores biomasse, hvor det giver bedst mening.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 26. januar 2024.