Pyrolyse og biokul – For stort et sats for klima og miljø
Den grønne treparts forslag om at afsætte 10 milliarder kroner til pyrolyse for at nå landbrugets klimamål i 2030 er et for stort sats på en teknologi, der stadig kan stilles flere spørgsmål til, end der er svar
Pyrolyse er en proces, hvor biomasse som halm eller gylle omdannes til biokul under iltfri forhold. De sidste par år er nogle politikere og andre aktører begyndt at tale varmt om denne teknik som et vigtigt redskab til at mindske landbrugets klimabelastning. Senest har parterne, der har indgået ’Aftale om et grønt Danmark’ i juni 2024, foreslået en pulje til lagring af biokul frembragt ved pyrolyse på 10 mia. kr.
Ifølge aftalen kan pyrolyse bidrage væsentligt til at indfri Danmarks klimamål i 2030. Nærmere bestemt, at pyrolyse kan bidrage med 0,3 mio. ton CO2 allerede i 2030, og der afsættes også midler til, at pyrolyse kan bidrage med helt op til 0,6 mio. ton CO2 i 2030.
Men der er en hage ved dette. Vi har i dag ikke noget pyrolyseanlæg i fuld skala i drift. Derudover viser Rådet for Grøn Omstillings beregninger, at der går lang tid før pyrolyse har en klimaeffekt. For gylle, der har været igennem et biogasanlæg, går der mellem 8 og 40 år, for halm går der kun få år, mens der for træ går cirka 30 år før pyrolyse har en klimaeffekt.
Samtidig er der også andre udfordringer ved at satse på pyrolyse og biokul som en klimaløsning for landbruget.
Risiko for miljøfarlige stoffer i biokul
En af udfordringerne med pyrolyse er, at vi mangler viden om, hvilke miljøfarlige stoffer der dannes i pyrolyseprocessen, og som dermed kan ende i biokullet. Ud over miljøfarlige stoffer i biokullet mangler der også viden om, hvilke langsigtede konsekvenser biokul kan have for den mad, vi dyrker på markerne, vores drikkevand, biodiversitet, jordens mikroliv og andre mulige negative konsekvenser.
Der er afsat midler til at undersøge miljøfarlige stoffer i pyrolyseprocessen og biokullet, men disse resultater er først færdige i slutningen af 2025. Vi kender heller ikke de langsigtede konsekvenser ved udbringning af biokul på grundvand, afgrøder, jorden og miljøet. Undersøgelserne af langsigtede konsekvenser ved biokul er først færdige i 2033, hvilket betyder, at vi ikke vil have viden om potentielle konsekvenser, før vi forventer at skulle bringe store mængder biokul ud på markerne.
Hvis biokul viser sig at have negative konsekvenser for jord og dyrkning, vil det reelt være uopretteligt, da det ikke kan fjernes fra markerne igen. Derfor er det meget vigtigt at få undersøgt konsekvenserne først, så det ikke bliver et eksperiment med vores marker og vores sundhed.
Teknologien er uafprøvet i stor skala
Endnu en udfordring er, at pyrolyse-teknologien stadig befinder sig i et tidligt stadie og er uafprøvet i stor skala. Faktisk har vi endnu ikke set fuldskala pyrolyseanlæg i drift i Danmark, selvom flere anlæg er under etablering. Der er altså et godt stykke vej, inden teknologien måske kan bidrage med de CO2-reduktioner, der skal til i 2030.
Landbrugets klimahandling kan dog ikke vente, og derfor bør klimamålene kun kobles op på strukturel omstilling og på initiativer, som er mere realistiske, frem for på en teknologi, der muligvis ikke kan levere de nødvendige CO2-reduktioner i tide.
Biomasse er en begrænset ressource
Det vil kræve store mængder biomasse, hvis vi skal producere den mængde biokul, der er politiske målsætninger om. Men vi har en begrænset mængde biomasse til rådighed i Danmark og globalt, som med klimamæssige fordele kan puttes i pyrolyseanlæggene. Vi skal nemlig bruge biomasse til mange forskellige funktioner, når vi går væk fra at bruge fossil olie til vores produkter. Halm er for eksempel efterspurgt til foder, dybstrøelse, biogas og anden energi, det kan bruges som byggemateriale, men har også en jordforbedrende og CO2-lagrende effekt, hvis det får lov at blive på marken. Træ er der efterspørgsel på til blandt andet byggeri, emballager, tøjindustrien og energisektoren, men hverken halm eller træ er ubegrænsede ressourcer. Derfor er det vigtigt, at vi bruger biomasse, hvor den giver størst gavn – og ikke blindt hælder det i pyrolyseanlæg.
Danmarks forbrug af træ til energisektoren er i forvejen stort. Alene derfor er det vigtigt at undgå yderligere import af biomasse fra udlandet. Det vil være risikabelt at opbygge en stor pyrolysesektor, der er afhængig af store mængder biomasse, som kunne have udfyldt andre og mere værdifulde funktioner.
Der er stadig for mange uafklarede spørgsmål angående pyrolyse til, at vi bør gøre os afhængige af pyrolyse for at leve op til landbrugets klimamål: Hvilken biomasse skal der bruges? Hvilke konsekvenser kan biokul have for miljøet? Hvordan skal det tælle med i vores klimaregnskab m.v. Det gælder især også for en kommende CO2-afgift for landbruget, der ikke bør afhænge af, om pyrolyse kan lade sig gøre.
Læs rapporten ‘Pyrolyse og biokul – en klimaløsning eller en miljøudfordring?’
Læs mere om pyrolyse, klimaafgift og grøn omstilling af landbruget:
For mere information
Læs publikation og beregningsnotat
Læs mere
