Mens USA og Kina allerede har førerløse biler i kommerciel drift, diskuterer vi stadig i Danmark, om teknologien overhovedet er relevant for os. Det er den. Men måske ikke på den måde, mange forestiller sig.

I Danmark bør fokus på førerløs mobilitet ikke først og fremmest være robotaxier i København og Aarhus. Vi bør i stedet bruge teknologien til at løse et langt mere presserende problem: Hvordan sikrer vi mobilitet i de dele af landet, hvor den kollektive transport er under stadig større pres?

I mange land- og yderområder oplever borgerne allerede, at busruter nedlægges, og afgange reduceres. For den enkelte borger betyder det mindre frihed og dårligere adgang til uddannelse, arbejde, fritidsaktiviteter og sociale relationer. Samtidig bliver det stadig vanskeligere og dyrere at opretholde traditionel kollektiv transport i områder, hvor der er få passagerer og store afstande. Her kan førerløs mobilitet blive en del af løsningen.

Danmark har faktisk nogle af de bedste forudsætninger i Europa for at gå foran. Vi har stærke trafikselskaber, høj digital modenhed, mange års erfaring med Flextrafik og et tæt samarbejde mellem kommuner, trafikselskaber, myndigheder og private operatører. Det betyder, at vi ikke behøver at opfinde et helt nyt mobilitetssystem. Vi kan bygge videre på den infrastruktur og de løsninger, vi allerede har.

Forestil dig eksempelvis, at mindre førerløse køretøjer kan bringe passagerer fra landsbyer og mindre bysamfund til stationer og større buslinjer. Eller at de kan supplere Flextrafik og tilbyde flere afgange uden tilsvarende stigninger i driftsomkostningerne. Hvis teknologien implementeres rigtigt, kan den være med til at skabe en mere fleksibel, grøn og økonomisk bæredygtig kollektiv transport.

Men vi ved endnu ikke præcist, hvordan det skal gøres i en dansk sammenhæng. Det er derfor, vi skal begynde at opbygge erfaring i større skala.

Vi foreslår derfor, at der tages initiativ til et nationalt storskalademonstrationsprojekt for førerløs kollektiv transport i danske land- og yderområder. Der er behov for, at vi som samfund investerer i et sådant projekt, så teknologien kan afprøves i en skala, hvor vi rent faktisk får svar på de afgørende spørgsmål. Den viden, der skabes, vil ikke kun komme én kommune eller ét trafikselskab til gode, men potentielt hele landet.

Et demonstrationsprojekt skal ikke blot vise, om et førerløst køretøj kan køre fra A til B. Det ved vi allerede, at teknologien kan. Det interessante er at finde ud af, hvordan teknologien fungerer som en integreret del af den kollektive transport. Hvordan skal den kobles sammen med busser, tog og Flextrafik? Hvordan oplever passagererne løsningen? Hvordan håndteres drift, kundeservice, nedbrud og vintervejr?

Hvordan etablerer vi gode pick-up- og drop-off-steder? Hvordan håndterer vi cybersikkerhed, data og ansvar? Og hvordan organiserer vi driften, hvis løsningen senere skal skaleres til hele landet?

Andre lande er længere fremme. I Norge arbejder Ruter i Oslo-regionen med at gå fra mindre forsøg til drift i langt større skala. I Schweiz arbejdes der ligeledes med førerløs mobilitet, blandt andet med fokus på kollektiv transport uden for de største byområder. Danmark skal naturligvis lære af disse erfaringer.

Men vi kan ikke blot kopiere løsningerne. Den danske kollektive transport er organiseret anderledes, og særligt vores omfattende Flextrafik-system giver os både særlige muligheder og særlige udfordringer. Derfor har vi brug for danske erfaringer.

En af de store forventninger til førerløs kollektiv transport er, at den på sigt kan give mere mobilitet for de samme penge. Det kan potentielt blive muligt at tilbyde flere og mere fleksible afgange i områder, hvor den traditionelle busdrift er vanskelig at få til at hænge sammen økonomisk.

Men vi skal være ærlige: Vi ved endnu ikke præcist, hvad driftsprisen bliver, eller hvornår teknologien bliver konkurrencedygtig med de løsninger, vi har i dag. Netop derfor er et storskalademonstrationsprojekt nødvendigt.

Debatten kommer let til at handle om, hvad det koster at investere i ny teknologi. Men vi bør også stille det modsatte spørgsmål: Hvis den kollektive transport fortsat forringes i land- og yderområderne, risikerer vi øget bilafhængighed og dårligere mobilitet for de borgere, som ikke kan eller ønsker at have egen bil.

Det rammer blandt andet unge, ældre og mennesker uden kørekort. Og det gør det vanskeligere at bo, arbejde og leve i dele af Danmark, hvor bilen i stigende grad bliver en forudsætning for at få hverdagen til at fungere.

Derfor handler førerløs mobilitet ikke først og fremmest om teknologi. Det handler om mobilitet, velfærd og sammenhængskraft. Rådet for Grøn Omstilling har etableret SAAM DK, hvor trafikselskaber, myndigheder, virksomheder og andre relevante aktører samarbejder om, hvordan Danmark bedst kan anvende førerløs mobilitet.

En central del af arbejdet handler netop om kollektiv transport og om, hvordan teknologien kan bruges til at løse konkrete samfundsmæssige udfordringer frem for blot at introducere nye transporttilbud i de områder, der allerede har mange muligheder.

Teknologien kommer under alle omstændigheder til Europa og Danmark. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om vi får førerløs mobilitet. Spørgsmålet er, hvilken form den får. Vil vi nøjes med at se robotaxier dukke op i de største byer, eller vil vi aktivt bruge teknologien til at forbedre mobiliteten dér, hvor behovet er størst? Hvis Danmark vil være med til at forme udviklingen, skal vi begynde nu.

Dette debatindlæg er bragt i Politiken den 22. september 2026, og er skrevet af Christian Rohmann, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.