Europa-Parlamentet og EU-Rådet: Familier skal ikke høres ved EU-Domstolen
Klimaretssag i EU: Europa-Parlamentet og EU-Rådet insisterer på, at familier, ramt af klimaforandringer, ikke skal høres ved EU-Domstolen.
Den 3. december forelagde Europa-Parlamentet og EU-Rådet deres svar på appellen i retssagen People’s Climate Case, der udfordrer EU’s klimamål i 2030. På trods af det politiske momentum i EU for at øge klimamålet i 2030, hævder begge institutioner, at familierne og den samiske ungdom, der er dybt påvirket af klimaforandringer, ikke bør høres ved europæisk domstol. Nu vil familierne skrive til EU-Domstolen for at spørge om tilladelse til at svare institutionerne.
EU-Domstolens første instans afviste sagen i maj måned, hvorefter familierne ankede sagen til højeste instans i sommer.
Europa-Parlamentet, som i sidste uge erklærede undtagelsestilstand for klimaet, giver denne udmelding i deres svar: “..mens chartret om grundlæggende rettigheder bekræftede de grundlæggende rettigheder, som en person kan stole på, gør det ikke rettighederne individualiserede eller personlige,” og dermed bør sagsøgernes grundlæggende rettigheder ikke drøftes ved retten.
Forsvarer et paradoks
Gerd Winter, der er advokat på sagen siger: ”EU fortsætter med at forsvare et paradoks. Jo mere alvorlig skade forårsaget af EU’s love og dermed jo flere mennesker der bliver ramt, desto mindre bør deres rettigheder være et spørgsmål for direkte handling hos europæiske domstole,” siger han.
Derudover hævder både Europa-Parlamentet og Rådet, at sagsøgerne bør forsøge at anvende de nationale domstole. Familierne og den samiske ungdom forklarede imidlertid i deres ansøgning, at dette er ensbetydende med at sende dem en lang omvej, og en mislykket omvej, fordi den nationale domstol ikke ville have nogen grund til at inddrage EU-Domstolen. Snarere ville de være nødt til at anlægge sag ved 28 domstole i medlemsstaterne for at reducere hele EU’s udledning. Sagsøgerne hævder, at dette ville være en uacceptabel hindring for deres ret til retlig beskyttelse.
Roda Verheyen, koordinerende advokat for sagen, siger ”EU-ledere har afgivet adskillige erklæringer, hvor de anerkender omfanget af klimakrisen og vigtigheden af mere klimahandling. I dag er det simpelthen uacceptabelt, at i stedet for at yde juridisk beskyttelse, prøver disse institutioner at skubbe borgerne ud af EU’s jurisdiktion.”
Familierne og den samiske ungdomsorganisation hævder i denne klimaretssag, at EU’s nuværende klimamål er for svage til at forhindre farlige klimaforandringer og beskytte deres rettigheder.
I dag opfordrer Europa-Parlamentet til, at EU øger sit klimamål i 2030 fra 40 procent til 55 procent. Flere medlemsstater (heriblandt Danmark) støtter allerede forøgelsen af klimamålet i 2030 til 55 procent reduktion og har i et fælles brev opfordret den nye kommissær Timmermans til at gøre dette.
Wendel Trio, direktør for CAN Europe, siger: ”Det er på tide, at EU’s beslutningstagere forstår, at klimahandling også drejer sig om folks liv og grundlæggende rettigheder. For disse familier og den samiske ungdom er klimaforandringer en daglig kamp. Disse mennesker, der sætter deres tillid til EU for at beskytte deres fremtid, fortjener at blive hørt. EU burde ikke have brug for en domstolsafgørelse, der hurtigst muligt øger dets klimamål i 2030, for at beskytte sine borgere og deres grundlæggende rettigheder. ”
CAN Europe opfordrer til en stigning i EU’s 2030 indenlandske udledningsmål fra mindst 40 procent til mindst 65 procent sammenlignet med 1990. Dette skulle ske i første halvdel af 2020, så EU kan spille en ledende rolle i at øge de globale ambitioner inden COP26 i november 2020.
Klimaretssagen People’s Climate Case
Familierne og den samiske ungdomsorganisation Sáminuorra lagde sag an mod EU-Rådet og Europa-Parlamentet i maj 2018. De anklager EU for at have for lave klimamål og vil have EU til at anerkende, at beskyttelse mod klimaforandringer er en menneskeret.
Første instans ved EU-Domstolen afviste sagen i maj 2019 – baseret på en stram fortolkning af kriteriet ’direkte og individuelt berørt’. I juli ankede familierne sagen ved højeste instans, og de venter nu på en afgørelse.
Familierne bliver bakket op af en koalition af miljøorganisationer, herunder Rådet for Grøn Omstilling, under netværket Climate Action Network Europe.
Læs mere her.