Regeringen tromler klimamål med motorvej
Regeringen har fremlagt sin infrastrukturplan, der skal fastlægge investeringer for over 105 milliarder kroner i transportsektoren frem til 2035. Det er mange penge, og det er investeringer til mange år. Men planen skal vurderes på, hvor meget den nedbringer CO2-udledningerne med per milliard.
Debatindlæg bragt i Politiken den 21. april 2021 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling og Lars Midtby, direktør for Danmarks Naturfredningsforening
Transportsektoren står lige nu til ikke at kunne bidrage med nogen klimareduktion til 70-procents målet i 2030. Det skyldes, at effekten af flere elbiler ædes op af et stigende antal biler på vejene. Faktisk viser fremskrivningerne, at vi med det stigende antal biler vil have det samme antal fossilbiler i 2030, som vi har i dag – selv efter de ændrede bilafgifter. Derfor skyder regeringen helt ved siden af, når den afsætter 50 milliarder kroner til nye motorveje.
Regeringen siger selv, at planen er klimaneutral. Og der er mange gode tiltag i regeringens forslag: store investeringer i tog, forbedret kollektiv transport i København, penge til eldelebiler, støjdæmpning m.m. Men klimaneutral er bare ikke godt nok i 2021.
For når vi bruger over 105 milliarder kroner, skal de bruges på at mindske klimabelastningen – ikke fastholde status quo, der er langt fra vores egne klimamål og internationale aftaler. Når vi fastlægger investeringer i transportsektoren frem til 2035, er det helt afgørende, at vi også fastlægger nogle langtidsholdbare rammer for den grønne omstilling af vejtransporten. Det gør regeringens plan ikke. Tværtimod prioriteres anlæggelse af ny sort asfalt omkring 100 gange højere end den grønne omstilling af vejtransporten, hvor der er afsat sølle 500 millioner kroner til ladeinfrastruktur. Og anlæggelsen af nye motorveje betyder rydning af natur, øget klimabelastning og koster betydelige mængder råstoffer.
Nye motorveje betyder også, at vi får flere biler, hvilket aktivt modarbejder vores klimamål.
Til sammenligning kan man for bare halvdelen af de penge, regeringen vil afsætte til motorveje, sætte køreledninger op på hele hovedvejsnettet til at fremme hurtig elektrificering af tunge køretøjer og opsætte 10 gange så mange ladestandere til elbiler, som regeringen foreslår.
Regeringen bør løfte ansvaret for klimaet, naturen og de kommende generationer og bruge enorme beløb på at sænke klimabelastningen og lægge rammerne for den grønne omstilling af vejtransporten.
Læg de dyre klimabelastende nye motorveje i graven, og giv os i stedet den grønne mobilitetsplan, I havde lovet.
For yderligere information:
Claus Ekman
Forhenværende direktør (indtil 2022)