Byggematerialer og cirkularitet
Byggematerialer er i dag en stor klimaudfordring. Alene i EU tegner bygninger med en årlig udledning på 1424 Mt CO2 sig for 36 procent af EU’s samlede CO2-udledninger og 40 procent af EU’s samlede energiforbrug.
EU-Kommissionen fremlagde den 30. marts 2022 første del af deres såkaldte Circular Economy Action Package. Et vigtigt ben i den pakke er et forslag til revision af det såkaldte Construction Products Regulation (CPR), som har været gældende for EU-medlemslandene siden 2013 og som opsætter fælles og harmoniserede standarder forbyggevarer solgt på det indre marked. Standarder som i dag udbredes i form af det fælles europæiske CE-mærke.
Udspillet til en revision af CPR er et klart forsøg på i højere grad at fremme salg af og efterspørgsel af bæredygtige byggevarer i EU.
Udspillet skal også ses i lyset af, at de seneste års arbejde med den nuværende CPR har været enorm problemfyldt og vist sig langt fra tilstrækkelig i forhold til at sikre harmoniserede standarder, der kan fremme både byggematerialers miljø- og klimaaftryk og sikkerhed på tværs af EU-landene. Og endeligt skal revisionsforslaget ses i kontekst med EU’s større fokus på cirkulær økonomi og udmeldingen om, at bæredygtige og klimavenlige produkter skal være normen i EU blandt andet med forslaget om revision af Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR) og udvikling af et digitalt produkt pas (DPP).
Med forslaget om at revidere CPR sigter Kommissionen således imod at:
• Forbedre cirkulariteten af byggevarer og herunder skubbe på for mere genbrug, genanvendelse og reparation.
• Forbedre dataindsamling og transparens i forhold til byggevarers livscyklusaftryk – på tværs af EU-landene.
• Skabe grobund for yderligere harmonisering af byggevarestandarder, forbedre vurderingsprocessen og øge kontrollen med standarderne.
• Udvikle og udvide CPR, så den på bygningsområdet kan indfri de ambitioner, der er fremlagt med forslaget om ESPR’en og udviklingen af det digitale produktpas.