Danmark – fra verdensmester i svin til førende inden for grønne fødevarer

18. november 2020
Med rapporten ‘Fra foder til føde’ præsenterer et unikt grønt samarbejde den vision for dansk landbrug og fødevareproduktion, der fuldstændig mangler i sektorens egen klimaplan. Ny Voxmeter-analyse viser, at rigtig mange danskere bakker visionen op.

Bag den nye visionsrapport står Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Dyrenes Beskyttelse, Plantebranchen og Dansk Vegetarisk Forening.

Skuffelse over reduktionsplanen fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren fik de seks organisationer til at sætte sig om samme bord. Resultatet er den nye rapport med 18 konkrete inspirationsforslag til, hvordan vækst i landbruget kan forenes med de nationale klimamål og hensynet til naturen. 

Danmark skal gå forrest

Vi ønsker med rapporten at slå fast, at hvis Danmark vil nå sit klimamål, kræver det en gradvis omstilling til et landbrug, der har langt mere fokus på produktion af økologisk, plantebaseret føde til mennesker frem for foder til dyr,” siger Rikke Lundsgaard, Landbrugspolitisk seniorrådgiver fra Danmarks Naturfredningsforening.

Rapporten skal her og nu inspirere og indgyde Folketinget mod til at vælge en ny vej, når de om et øjeblik skal i gang med at forhandle, hvor meget landbruget skal bidrage til, at Danmark reducerer klimagasserne med 70 pct. i 2030 i forhold til niveauet i 1990. Konkret foreslår organisationerne en handlingsplan for omstillingen fra foder til føde.

Også danskerne ser store muligheder i en grøn omstilling af landets fødevareproduktion. 6 ud af 10 siger i en ny Voxmeter-analyse, at de er enige i, at Danmark skal gå foran i det internationale kapløb om at være bedst til at producere plantebaserede fødevarer. 


Fra USA til Kina investeres der i disse år store summer i udviklingen af alternativer til animalske fødevarer. Der er et enormt potentiale for et stolt landbrugsland som Danmark, men det kræver, at vi melder os ind i kampen nu,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

Færre landbrugsdyr vil nedbringe klimagasser

I dag kommer 28 pct. af Danmarks udledning af klimagasser fra landbrugsdyr. 4 ud af 10 siger i Voxmeter-analysen, at de er enige i, at det er vigtigt, at Danmark omlægger landbruget, så der i fremtiden bliver færre landbrugsdyr til at udlede klimagasser. 

Det industrielle kødlandbrug, der dominerer Danmark i dag, er i sin kerne i dyb konflikt med den fremtidige fødevareproduktion, vi ifølge klimavidenskaben må og skal bevæge os hen imod. Alligevel taler Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren slet ikke om potentialet ved flere plantebaserede fødevarer og mindre animalsk produktion. Det er en stor mangel, som vi med denne rapport vil råde bod på,” siger Tarjei Haaland, klima- og energipolitisk rådgiver i Greenpeace.

Politikerne skal sikre dyrkning af føde

Voxmeter-analysen viser, at hver anden er enig i, at det er vigtigt, at politikerne sikrer, at en større del af landbrugsjorden i fremtiden bliver brugt til at dyrke mad til mennesker. I dag er det 80 pct. af de danske marker, der bliver brugt til at dyrke foder til dyr, mens kun 11 pct. bruges til at dyrke mad til mennesker. 

Konkret foreslår organisationerne bag den nye rapport blandt andet, at landmænd får adgang til rådgivning og uddannelse i at producere og afsætte planter til menneskemad, at statsfinansieret landbrugsforskning omprioriteres fra landbrugsdyr til planteproteiner, og at Danmark indfører en konkret målsætning om en gradvis reduktion af den animalske produktion. For eksempel ved at oprette en fond, der opkøber konkursramte husdyrlandbrug og omlægger jorden til naturarealer eller økologisk planteproduktion. Finansieringen skal hentes i sparede sundhedsudgifter, klimaafgifter og omlægning af landbrugsstøtten. 

Stor vækst i plantebaserede fødevarer

Markedet for plantebaserede kød- og mælkealternativer vokser markant i disse år. Ikke bare i Danmark, men internationalt. I 2025 forventes de plantebaserede produkter at udgøre 8% af det samlede marked for henholdsvis kød og mælk herhjemme.

Hvis politikerne vælger at igangsætte en gradvis omlægning af landbruget og fødevareproduktionen, kan de fremme Danmarks stærke position inden for udvikling og produktion af plantebaserede fødevarer og gøre os til en dominerende spiller på planteproteinmarkedet globalt,” siger Frederik Madsen, sekretariatschef i Plantebranchen.

Råvarerne skal være danske

8 ud af 10 siger i den nye analyse, at de er enige i, at det er vigtigt, at råvarerne til de plantebaserede fødevarer bliver dyrket i Danmark. 

Birgitte Iversen Damm, chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse, påpeger, at politikerne også vil sikre solide sidegevinster:
En mindre animalsk produktion og helt andre, økologiske afgrøder på de tilbageværende marker, skaber langt mere plads til natur og miljø, hvilket betyder bedre forhold for fiskene i vores farvande og de vilde dyr til lands, flere fuglefløjt og mere insektsummen.

Den animalsk dominerede fødevareproduktion, vi har i dag, kan vi ikke bevare, når Danmark i en nær fremtid skal være netto-nul-udleder. Den fødevareproduktion, vi sammen foreslår, at Danmark satser på fra nu af, kan vokse sig kæmpestor, uden at spænde ben for klimamålene”, siger Annika Lund Gade fra Rådet for Grøn Omstilling.

For yderligere information:

Læs rapporten Fra Foder til Føde her:

Læs om projektet "Nordisk mad i forandring" her: