Kære Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen, Pia Olsen Dyhr, Inger Støjberg, Alex Vanopslagh, Søren Pape Poulsen, Mai Villadsen, Martin Lidegaard, Pernille Vermund, Franciska Rosenkilde, Morten Messerschmidt

Efter klimavalget i 2019 var flere af jer med til at skrive historie, da I vedtog et højt og bindende klimamål om at nedbringe Danmarks udledninger af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. I valgte at lytte til videnskaben og gøre det, der altid har været meningen med klimapolitik: at gøre det nødvendige.

Men verden i dag er ikke den samme som i 2019. Klimaet har forandret sig hurtigere end videnskaben kunne forudsige, og selv hvis alle verdens lande lever op til deres nuværende klimamål, har vi kurs mod en temperaturstigning på mellem 2,4-2,8 grader. Klimaet er hasteindlagt, og vi må konstatere, at den planlagte behandling ikke slår til.

Samtidig har I i Folketinget sammen med danske virksomheder og borgere bevist, at vi i Danmark kan handle på klimakrisen. Ofte til gavn for økonomi og beskæftigelse. I 2020 omsatte den danske vindmøllebranche for knap 130 mia. kr. og beskæftigede mere end 32.000 fuldtidsansatte.

Hertil betyder en fundamentalt forandret geopolitisk situation, at Danmark hurtigst muligt skal frigøres fra sin afhængighed af fossile energikilder.

Derfor bør Danmarks kommende regering stille sig på linje med videnskaben og øge målet for reduktion af drivhusgasser i 2030 fra 70 til 80 procent. Det er nødvendigt, hvis vi skal løfte Danmarks andel af Parisaftalen, og det bør ske parallelt med hastig klimahandling, så klimamålet for 2025 opfyldes. For at undgå, at vores klimabelastning blot outsources til udlandet, bør der samtidig sættes et ambitiøst reduktionsmål for Danmarks klimabelastning uden for landets grænser.

Det er nødvendigt, og vi ved, at det er muligt. Som et af verdens mest velstående lande bør vi strække os så langt vi kan nå og vise vejen mod en grønnere fremtid.

Med venlig hilsen,

Bjarke Møller

Direktør, Rådet for Grøn Omstilling