Kritiske råstoffer er afgørende for, at vi kan sikre omstillingen af vores samfund. Derfor har EU-Kommissionen foreslået Critical Raw Material Act, og i september 2023 støttede EU-Parlamentet forslaget.

Hermed er det besluttet, at 50 procent af raffinering og forarbejdning af kritiske råstoffer som nikkel, litium, kobber og sjældne jordarter skal foregå i EU, og at 15 procent skal genanvendes.

Desuden skal EU selv udvinde 10 procent af de kritiske råmaterialer i 2030 og EU må maksimalt source 65 procent af et specifikt råmateriale fra et andet land. Det skal sikre diversificering og hermed en bedre forsyningssikkerhed inden for EU.

EU-kommissæren Ursula von der Leyen adresserede i 2022 i sin State of the Union-tale, de udfordringer EU står over for i forhold til at kunne sikre forsyningskæden for bl.a. batterier og kritiske råstoffer til brug i den grønne omstilling. Kritiske råmaterialer er helt afgørende i realiseringen af en energiomstilling med flere vindmøller, solceller og batterier.

I forhold til langt størstedelen af netop disse råstoffer er EU i dag dybt afhængig særligt af Kina, som i dag sidder på forarbejdningen af næsten 90 procent af de sjældne jordartsmetaller og omegnen af 60 procent af forarbejdningen af verdens litium. Kigger man alene på produktionen af solcellepaneler, viser en analyse fra Det Internationale Energiagentur, IEA, at Kinas materialeandel i forhold til alle de vigtigste produktionsstadier af solcellepaneler i dag overstiger 80 procent.  

Ifølge EU-Kommissionen vil efterspørgslen på kritiske råmaterialer stige med 500 procent i 2030, hvilket forventeligt vil medføre kraftige prisstigninger og øgede forsyningsrisici de kommende år. Derfor har Kommissionen fremlagt et forslag – den såkaldte Critical Raw Materials Act – som har til formål at sikre stabile forsyningskæder, øge EU’s strategiske autonomi og mindske unionens afhængighed af import af kritiske råstoffer. Samtidig er målet at skabe en lovgivningsmæssig ramme for alle EU-lande, som kan sikre at landene i de kommende år samarbejder på området, frem for at der kommer nationale interesser i spil. 

Målet er også at sikre og udvikle ekspertise på området samt, at produktionen gøres mere bæredygtigt. Dermed gør vi os også mindre afhængige af bl.a. Kina og får større sikkerhed for at vi har de nødvendige ressourcer til den grønne omstilling.

Undervejs bliver det vigtigt at bevare EU’s miljøregler for vandkvalitet, affaldssortering, biodiversitet og involvering af lokalsamfund, samtidig med at det bør blive mere simpelt og hurtigere at få tilladelserne på plads til udvinding og forarbejdning af de nødvendige kritiske metaller.

Og der mangler ifølge organisationer finansiering til at udvikle området og indfri målene. De nationale støtteordninger, der eksisterer, er ikke nok til at konkurrere med Kina og USA. Derfor har en række organisationer foreslået at EU’s innovationsfond omdannes til en grøn industribank der skal investere i de bedste projekter i værdikæden til batterier.

Reguleringen skal nu færdigforhandles med EU’s medlemslande.