Debatindlæg bragt i Politiken den 22. oktober 2020 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Kristine Van Het Erve Grunnet, branchechef, VE, Dansk Energi og Martin Risum Bøndergaard, politisk chef, Wind Denmark

Den sjette massedød, skovbrande, 100-års storme, historisk tørke på den ene side af Jorden og historisk oversvømmelse på den anden side.

Udfordringerne tårner sig op, og beslutningstagere i hele verden har travlt med at løse disse historiske udfordringer skabt af menneskets dominans på Jorden.

Det er ikke en let tid for vores kære folkevalgte, for hvor skal man begynde, og hvor skal man slutte? Men det hjælper ikke at stirre sig blind på udfordringerne. Det, oplever vi, er ved at ske i regeringen, hvor man i stigende grad ser en konflikt mellem at løse klimaproblemerne og at løse biodiversitetsproblemerne.

I virkeligheden er udfordringerne forbundne, og de skal derfor løses samlet.

Vi skal væk fra den silotænkning, som vi lige nu ser udspille sig i forbindelse med etablering af en række havvindmølleparker rundtom i Danmark: I biodiversitetssiloen vil man frede områder i de danske farvande. Her ser man fredningerne som uforenelige med etableringen af havvindmøller, fordi man fokuserer på den negative indflydelse, etablering og drift af havvindmølleparker kan have på havbund og dyreliv. I klimasiloen forbereder man sig på at producere store mængder grøn strøm i de områder, der endnu ikke er allokeret til andre formål.

I klimasiloen investeres milliarder af kroner med henblik på at reducere millioner af tons CO₂-udledning for at indfri klimaforpligtelser og herigennem skabe tusindvis af danske jobs. I biodiversitetssiloen søger man at beskytte noget, det er vanskeligt at sætte tal på.

Men når vi nu ved, at både klimakrisen og biodiversitetskrisen er virkelige, og at sidstnævnte bliver forstærket af førstnævnte, er det så ikke en bunden opgave at få løsningerne på de to områder til at gå hånd i hånd, hvor det kan lade sig gøre? Det kræver, at man tænker anderledes, og at der prioriteres.

Lad os igen bruge havvindmølleprojekterne som eksempel: Hvad nu, hvis man tog det udgangspunkt, at der skal være mere plads til både naturparker og havvindmølleparker? Der findes en række forskellige måder til at få det til at spille bedre sammen på.

For hvad angår naturen og livet under havoverfladen, har vindmølleindustrien i mange år udviklet og forfinet metoder, der begrænser aftrykket på havbunden, ja sågar genskaber særligt vigtige habitater. Det er også lykkedes at udvikle teknologi, der reducerer støjgener for havpattedyr i konstruktionsfasen. Når først vindmølleparkerne er i drift, viser studier, at de kan have en positiv effekt på både fisk, skaldyr, vegetation og havpattedyr. Faktisk yder havvindmølleparkerne i sig selv en beskyttelse af havbunden, fordi man ikke tillader fiskeri med bundtrawl inden for havvindmølleparkerne. Netop bundtrawl har en væsentlig negativ effekt på havbunden og dermed på biodiversiteten.

For fuglene over og på havoverfladen kan man etablere kunstige rev uden for havvindmølleparkerne og på den måde etablere nye områder, hvor fugle kan søge føde. En anden oplagt mulighed for at yde fuglebeskyttelse er at indskrænke muligheden for at regulere eller jage fuglearter, man ønsker at beskytte, i områderne omkring havvindmøllerne.

Afværgeforanstaltninger, herunder erstatningsarealer, kan bringe os noget af vejen, men man bør samtidig sikre større områder, hvor naturen får absolut topprioritet, så det samlede pres på biodiversiteten mindskes.

Heldigvis er det danske farvand stort. Havvindmøller og hensynet til biodiversitet bør derfor ikke blive hinandens modsætninger. Med den rette prioritering og helhedsorienterede planlægning bør det være muligt at sikre, at naturen får bedre forhold på havet, og at man samtidig skaber plads til at løse det problem, der er en af de største årsager til biodiversitetskrisen i verden, nemlig klimakrisen.

Grundlæggende handler det om at finde fælles løsninger og at turde prioritere. Men det handler også om at prioritere både klima og biodiversitet højere. I dag er store områder reserveret til forsvar, søfart og olie-, gas- og råstofudvinding. Det lader ikke meget areal tilbage til naturfredning og vedvarende energi.

Vi bør i fællesskab finde løsninger og arealer, hvor flere hensyn kan tilgodeses, hvor vi kan udbygge med grøn energi og samtidig sikre et mindsket pres på biodiversiteten. Det bør være på tide at give lidt mere plads i Danmark til natur- og klimaløsninger frem for krudt, kugler, olie og gas.