Landbrugsstøtten, der årligt tilfalder de europæiske landbrugere, udgør omkring 411 milliarder kroner hvilket er en 1/3 af EU’s samlede budget. Størstedelen af støtten gives i dag som en slags indkomststøtte til landmændene, i form af en arealstøtte til de jorder, som landmænd og kapitalfonde ejer. Men på grund af kapitaliseringen af arealstøtten i jordpriser og forpagtningsafgifter fungerer det ikke efter hensigten. 

Derfor bør den direkte støtte, som udbetales per hektar landbrugsjord, udfases i et tempo der sikrer den nødvendige omstilling uden at trække tæppet væk under landmændenes økonomi. 

Støtten skal i stedet sikre den nødvendige grønne omstilling af landbruget, så landbruget lever op til klimakrav, vandrammedirektiv og sikring af biodiversiteten. Støtten skal i stedet gå til de indsatser og dyrkningsmetoder på bedrifterne, som sikrer offentlige goder såsom rent vand, luft, biodiversitet og et stabilt klima – goder som i dag ikke er prissat på markederne. 

Den nyeste reform af EU’s Common Agricultural Policy, der sætter rammerne for hvordan de store landbrugssummer udbetales, træder i kraft fra 2023 er et skridt i den rigtige retning.  Reformen er båret på vej af målsætningerne for 2030 i EU’s Green Deal og Farm-2-Fork-strategi om eksempelvis 25% økologisk areal, 50% færre pesticider, 20% mindre gødning, øget biodiversitet og 30% beskyttet land. 

Vi er med den ny reform stadig milevidt fra en bæredygtig landbrugssektor både i Danmark og i EU samlet set. Langt flere af midlerne i landbrugsstøtten bør derfor anvendes i den såkaldte Søjle 2 – dvs. som støtte til eksempelvis udtagning af jord og klima- og miljøteknologi. Langt flere midler bør samtidigt overføres fra den direkte hektarstøtte til ambitiøse eco-schemes-ordninger, der belønner bæredygtige dyrkningsmetoder. Sidst men ikke mindst bør EU’s overordnede budget for landbrugsstøtten gradvis reduceres i et højere tempo, end det er tilfældet nu. 

Historien bag den 60 år gamle støtteordning 

Landbrugsstøtten har mange år på bagen og har ændret karakter mange gange undervejs. Hele ordningen udsprang af et ønske om at sikre befolkningen nok mad til overkommelige priser, samtidig med at landmændene kunne få en rimelig indtjening. Ønsket blev til virkelighed i 1962 under EF, som det Europæiske Fællesskab hed dengang. Den nye landbrugspolitik skulle fremme produktionen af landbrugsvarer ved hjælp af mindstepriser, støtteopkøb, eksportstøtte og told på importerede fødevarer. Og det fungerede. Gennem de første årtier voksede fødevareproduktionen så meget, at EF midt i 1970’erne var mere end selvforsynende med en lang række af fødevarer som mælk, korn, frugt og grøntsager.  

Men det blev for meget af det gode. Med støtten kunne landbruget producere store mængder varer til faste priser, også selvom det overskred forbrugernes behov. Derfor blev EF nødt til at holde efterspørgslen kunstigt oppe ved bl.a. at opkøbe overskuddet og lægge det på lager. Der opstod store smørpukler, kødbjerge, søer af vin, frugt og grøntsager, som blev destrueret, mens andre landbrugsvarer blev dumpet til billige priser andre steder i verden.  

Det gav alt sammen det europæiske fællesskab et meget dårligt renommé, og det kostede dyrt. Landbrugsstøtten toppede i 1985, hvor det fyldte hele 70 procent af EF’s samlede budget. Samtidig opstod et massivt pres fra USA og verdenshandelsorganisationen WTO for at få stoppet den ulige konkurrence fra de dumpede landbrugsvarer. Det var åbenlyst, at systemet måttet ændres grundlæggende.  

EU forsøgte at dæmpe smørproduktionen ved at indføre mælkekvoter allerede i 1984, men det egentlige paradigmeskift kom først i 1992 med den såkaldte Mac-Sharry-reform, som ændrede støtten fra at gå til produktionen af fødevarer til en støtte til det landbrugsareal, man ejer. Fra da af blev den udbetalt direkte som en arealstøtte til landmændene, uafhængig af hvad og hvor meget, de producerer på jorden. Den fik karakter af en decideret indtægtsstøtte til landmanden. Og det har også vist sig at være problematisk.  

Siden oprettelsen har det været et mål for den fælles landbrugspolitik at sikre landmændene en indkomst på niveau med lønmodtagerne i andre grene af samfundet. Desværre er en arealbaseret støtteordning uegnet som indtægtsstøtte. 

Problemet er, som nævnt tidligere, at den direkte støtte fra EU til landbrugene kapitaliseres i jordpriserne. Prisen på jord fastsættes, dels efter dens dyrkningsmæssige værdi og dels efter den støtte, EU giver til arealet. I Danmark er omkring halvdelen af markerne forpagtede. Her indregnes landbrugsstøtten i forpagtningsafgiften. Dermed går støtten primært til jordejerne, så det er ikke nødvendigvis landmanden, der dyrker jorden, der får glæde af støtten.  

Hvad er op og ned i den nye reform af landbrugsstøtten gældende fra 2023-2027 

Hvert enkelt medlemsland skal udarbejde en national plan for hvordan landbrugsstøtten skal bruges, som skal godkendes af kommissionen.  

Danmark fik godkendt sin plan for 2023-2027 af kommissionen den 31. august 2022. 

Mindst 40% af landbrugsstøttens samlede budget skal understøtte klimatiltag og biodiversitet. 

Målsætninger og udvikling monitoreres løbende og evalueres hvert andet år af kommissionen. 

Det er muligt for medlemslande årligt at lave ændringer i de nationale planer. Det betyder også, at man ikke behøver vente til næste CAP-periode (2027-2033) for at øge bidraget til klima- natur- og miljøtiltag. 

Søjle 1 i landbrugsstøtten udgør den direkte hektarstøtte, dvs. udbetaling per hektar landbrugsjord, samt eco-schemes, der er hektarstøtte betinget af klima-, natur- og miljøtiltag. Hektarstøtten er betinget af ni konditionalitetskrav. Eco-schemes skal udgøre minimum 25% af de samlede Søjle 1 midler. Dette krav kan dog være mindre, såfremt der overopfyldes på krav om grønne tiltag i søjle 2. 

Der kan overflyttes op til 25% af mellem Søjle 1 og Søjle 2.  

Der kan overflyttes 15% yderligere fra Søjle 1 til Søjle 2, såfremt disse midler anvendes til miljø- eller klimaformål. 

Søjle 2 

Støtte dels til en række målrettede miljøtiltag, og dels til udvikling i landdistrikterne i form af innovation, erhvervsudvikling og fremme af livskvalitet på landet. Støtten i Søjle II er frivillige ordninger og puljer og udbetales derfor ikke til alle landmænd. 

I Danmark udgøres disse ordninger og puljer bl.a. af støtte til udtagning af lavbundsjorde, anlæg af vådområder, skovrejsning, bioraffinering og naturpleje. 

Minimum 35% af midlerne i Søjle 2 skal anvendes til formål der understøtter klima, biodiversitet, miljø eller dyrevelfærd. 

Konditionalitetskrav 

Konditionalitetskravene betinger udbetaling af hektarstøtten under Søjle 1. De udgøres af ni krav, også kaldet GLM-krav: 
 

1. Opretholdelse af permanente græsarealer 

2. Beskyttelse af vådområder og tørveområder – nedsat kvælstofkvote og forbud mod pløjning 

3. Forbud mod afbrænding af stubmarker 

4. Anlæg af 3m bræmmer langs vandløb og søer, der ikke må dyrkes, gødes eller sprøjtes 

5. Forbud mod pløjning ved erosionsrisiko 

6. Der skal være jorddække, dvs. ingen bar jord i følsomme perioder, hvilke afhænger af jordtype 

7. Sædskifte på 35% af arealer hvert år. Ingen afgrøde må dyrkes på samme areal i mere end tre år 

8. Mindst 4% af landbrugsjord tages ud af drift af hensyn til natur 

9. Forbud mod omlægning eller pløjning af miljøfølsomme græsarealer 

Budget for landbrugsstøtten 

Årligt budget for hele EU’s landbrugsstøtte: 2021-2027 411 milliarder kroner 

Danmarks årlige allokering, 2023-2027: 7,10 mia. DKK (100%) 

Heraf Søjle 1 midler: 6,13 mia. DKK (86%)  

Heraf Søjle 2 midler: 0,97 mia. DKK (14%) 

Af søjle 1 midler udgør Eco-Schemes: 1,22 mia. DKK (20%) 

Af søjle 2 midler udgør grønne ordninger: 0,64 mia. DKK (66%) 

Årlige midler flyttet fra Søjle 1 til Søjle 2: 0,40 mia. DKK (6,3%)