EU’s nye plan for grønne produkter – ESPR

20. december 2023

EU har annonceret en revision af det eksisterende Ecodesign-direktiv – det de kalder Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR). Det vil sætte nye miljø-, klima- og cirkulære krav til stort set alle produkter produceret og solgt inden for EU’s grænser.

Forslaget til en ny ESPR-forordning, der blev præsenteret den 30. marts 2022, som del af den såkaldte Circular Economy Package I, er hjørnestenen i Kommissionens målsætning om at skabe mere miljømæssigt bæredygtige og cirkulære produkter.

Kommissionens ambition med revisionen af Ecodesign-direktivet er, at det vil være med til at sikre, at produkter solgt inden for EU’s grænser i fremtiden vil være langt mere miljø- og klimamæssigt bæredygtige. Det skal ses i lyset af, at EU’s materialeforbrug i dag er enormt. Hver enkelt EU-borger brugte i 2021 svarende til 14 tons materialer – hver dansker i gennemsnit svarende til 25 tons materialer. Oveni dette skal lægges, at vi i EU stadig genbruger og genanvender i alt for lille grad. Ifølge tal fra EU-Kommissionen, anvender europæiske industrier i dag således kun 12 procent genanvendte materialer i deres produktion.

Forslaget fra Kommissionen bygger på det eksisterende direktiv om miljøvenligt design, som i øjeblikket kun omfatter energirelaterede produkter og set i lyset af vores stigende forbrug generelt set, så skal dette forslag fastlægge en ramme for kravene til miljøvenligt design for stort set alle produkter, herunder blandt andet tekstiler (tøj og fodtøj), jern, stål, aluminium, møbler, dæk og kemikalier. Der lægges derfor dels op til, at langt flere produktgrupper skal omfattes, og dels, at de energi-, miljø- og cirkulære krav til produkterne skal udvides.

Med forslaget skal produkter altså ikke kun være energieffektive, men også i langt højere grad være cirkulære og desuden også kunne opfylde et krav om generel reduktion af deres miljø- og klimaaftryk. Helt konkret, vil det med implementering af ESPR blive muligt, at sætte krav til for eksempel produkters holdbarhed, genanvendelighed, indhold af kemikalier der hæmmer cirkularitet, klima- og miljøaftryk, ressourceeffektivitet og informationskrav, herunder et Digitalt Produkt Pas (DPP).

Ifølge Kommissionen har forslaget et potentiale til i 2030, at levere 132 mtoe (Mega Tonnes of Oil Equivalent) i energibesparelser, hvilket svarer til cirka 150 milliarder kubikmeter naturgas eller næsten alt den naturgas, som EU i 2021 – inden krigen i Ukraine – importerede fra Rusland.