Folk bliver tavse, når vi siger: Vi flyver ikke mere

1. juli 2019
Selv mennesker, der taler meget om klima, kan ikke se sig selv droppe flyrejserne. Men familien K. Boldsen tager bilen til ødegården i Sverige, og det kommer til at reducere deres udledning med næsten 23 tons det kommende år.

Den er meget… svensk«, svarer Anton K. Boldsen på 13 år på spørgsmålet om, hvad han synes om familiens nye ødegård, og smiler skævt, da han med sin præcise timing får både far, mor og lillesøster til at bryde ud i latter.

Et rødt træhus uden wi-fi mellem birketræer og graner er ikke altid det mest eftertragtede sted at tilbringe en weekend, når man er teenager.

»Nogle gange vil jeg gerne selv have lov at lave planer med vennerne her i København.

Men når vi er der, er det faktisk ret hyggeligt«, fortsætter han i sin bedømmelse af turene til det svenske hus, som ligger mellem Älmhult og Ljungby, godt to timers kørsel fra andelslejligheden på Islands Brygge i København. Familien har allerede kørt tur-retur over Øresundsbroen 11 gange i løbet af 2019.

Tidligere fløj de verden tynd, den rejseglade familie K. Boldsen, som består af Agnes, Mads, førnævnte Anton og Marie på 11 år.

Så meget, at de var dem med det højeste klimaaftryk blandt de tre familier, som Politiken besøgte i december sidste år. På et år udledte de fire tilsammen 75 tons CO2, mens en sammenlignelig gennemsnitsfamilie ifølge Det Økologiske Råd udleder 48 tons.

Dengang talte familien om at skære ned på flyrejserne, men nu dropper de dem helt.

»Vi er virkelig stålsatte på, at det med at lade være med at flyve er en indsats, vi godt kan gøre. Det opdagede vi ved at være med i det klimafamiliehalløj. Og det går godt med at undvære det. Jeg har i hvert fald ingen planer om at tage på flere flyrejser«, siger Agnes K. Boldsen, der arbejder som digitaliseringschef i Koncern Økonomi ved Københavns Universitet.

Hun er den, der typisk planlægger og bestiller de rejser, som familien drager afsted på.

Hendes mand har bemærket forandringen.

»Du er holdt op med at booke ting og kigge efter flyrejser. Ude af øje, ude af sind«, siger Mads K. Boldsen.

I december kortlagde klimarådgiver Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd familiens klimabelastning ved at se på forbruget af mad, varme, el, ting og sager, transport inkl. fly og streaming/spil. Flyrejserne – to-tre stykker om året – stod for langt den største del, hele 48 tons CO2 på et år.

»Det er da ikke i orden«, udbrød Mads K. Boldsen dengang, men familien havde en allerede planlagt ferie i San Francisco i kalenderen, før det blev besluttet, at nu er det slut med fly. Derfor lyder den samlede klimaregning for transport og fly i 2019 på godt 27 tons. Næste år sparer den flyvefri familie 23 tons i den samlede klimaregning, lyder det fra Kåre Press-Kristensen.

»Hvis de i stedet kører 11 gange frem og tilbage til ødegården i Sverige og for eksempel rejser til Madrid i bil næste sommer, kommer det til sammenligning til at reducere udledningen fra deres ferie til knap 1.500 kilo CO2 (1,5 tons, red.)«, siger Kåre Press-Kristensen. Familiens nye rejseformer maner til eftertanke, oplever Mads K. Boldsen, som arbejder i energiselskabet Ørsteds it-afdeling.

Det sætter en dagsorden

»Den der kontante udmelding: ‘ Vi er jo holdt op med at flyve’, sætter lidt en dagsorden, når man taler med venner og kolleger og familie. Så bliver folk lidt tavse, for det er ikke en blød dialog om, hvad vi burde gøre, det er en konstatering af, at vi gør det«, siger Mads K. Boldsen.

»Så bliver tonen en lille smule mere konkret, og svarene bliver noget i retning af: Nå, ja-ja, vi havde også tænkt på, at vi måske… Og det er da fint«. I stedet for fjerne destinationer kommer sommerferien til at udspille sig i forfatteren Jan Guillous fodspor, for hans bøger er hele familien vilde med.

»Vi skal til Stockholm og til Jönköping.

Og jeg har også tænkt, at vi skal op til Vättern (Sveriges næststørste sø), fordi det er deromkring, en del af historien om Arn og tempelridderne udspiller sig. Det er på vores to-do-liste at få planlagt det«, siger Agnes K. Boldsen, som har kastet sin glæde ved ferieplanlægning på projekter på landjorden.

Til næste sommer er planen nok at køre sydpå, har rejseplanlæggeren i tankerne, og Anton og Marie funderer lidt over, hvad de synes om, at det nok er slut med lange flyrejser.

»Jeg kunne godt tænke mig at komme til andre lande end Sverige. Jeg er ikke så vild med selve flyrejsen, men jeg kan godt lide at komme ud i verden«, siger Anton K. Boldsen og minder om, at fly er nødvendige, hvis man gerne vil til USA.

Hans søster kalder flyrejsen for et hurtigere alternativ.

»Jeg savner ikke at flyve, og jeg kan godt lide, når vi har sådan en lang bilrejse.

Vi havde en, hvor vi sluttede med et stop i Italien og kørte igennem forskellige lande, det var også sjovt«, siger Marie K. Boldsen. Hun er glad for ødegårdens fred, ro og sommerliv og den trampolin, der er stillet op til især hende.

»Det er ret hyggeligt, og når det er sommer, kan vi lave bål og fiske«. En sidegevinst er, at ingen i familien streamer, mens de er på ødegården. Kåre Press-Kristensen estimerer, at man med 10 procent mindre streaming om året sparer 400 kilo CO2.

Ødegården blev købt med alt inventar, så det har ikke været nødvendigt med mange indkøb af møbler, køkkengrej og pynt. Heldigvis, for familien K. Boldsen har som klimafamilie fået øjnene op for, at det er meget klimabelastende med alle de ting og sager, vi forbruger.

Det enkle liv

Faktisk stod forbruget af ting og sager for 20 tons af familiens samlede CO2-udledning i 2018, og det er meget typisk for en familie med to store børn. I ødegården handlede det fra starten mest om at rydde ud, så familien har afleveret store mængder overflødige sager til genbrug.

En sofa er blevet købt brugt på dba. dk, og en sovesofa fundet via netværket ‘ danske torpare’.

»Man kan indrette det meste med genbrugssager, men det er også et enkelt liv.

Vi skal ikke have en røremaskine, vi har et dejfad. Og vi skal ikke have en opvaskemaskine, opvasken må gerne være håndholdt«, siger Mads K. Boldsen og opnår spontane protester fra børnene.

Med flyrejserne ude af billedet og anskaffelser af ting og sager beskåret er familien nået langt med at begrænse sit klimaaftryk, mener Kåre Press-Kristensen.

»Familien tænker dejligt rationelt ved at skære der, hvor det virkelig batter, og har taget store skridt i den rigtige retning«, siger klimarådgiveren.

Så lad os tage et stykke ost

Den skummende cappuccino fra familiens Nespressomaskine afslører, at der ikke er nogen planer om at indføre veganske spisevaner i husholdningen.

»Bagsiden ved at holde op med at flyve er, at nu har vi taget den store sorte klump, der var i vores klimaregnskab – så lad os få et stykke ost«, siger Mads K.

Boldsen, og Marie spørger: »Er det sådan, du tænker, far?« »Ja, for jeg er meget simpel inde i mit hoved. Jeg skal ikke pines med min morgenmad, når det nu ikke betyder så meget«. Allerede da familiens klimaregnskab blev kortlagt første gang, viste det sig, at her var belastningen ikke så høj.

Vegansk mad ser trist ud, er familiemedlemmerne enige om.

»Man må ikke engang få kage«, siger Marie K. Boldsen.

Baggrund for artiklen

I december 2018 besøgte Politiken tre familier, der gør en indsats for at mindske deres klimaaftryk.

Nu, et halvt år efter, er vi på genbesøg, denne gang hos familien K. Boldsen på Islands Brygge i København.

Familien havde i 2018 en belastning på cirka 75 tons årligt. En lignende dansk gennemsnitsfamilie belaster med 48 tons.

Artiklen er bragt i Politiken 29. juni 2019 Sektion 4 (Lørdags Liv) af journalist METTE GULDAGGER, email: mette.guldagger@pol.dk