Grøn glæde over pulje til tung vejtransport
Regeringen har i dag fremlagt deres forslag til Finansloven for 2024, heriblandt en pulje på 100 millioner kroner i tre år til omstillingen af tung vejtransport. Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling glæder sig over, at der nu endelig afsættes en flerårig bevilling til omstillingen af lastbiler.
Folketinget vedtog den 1. juni 2023 en kilometerbaseret og CO2-differentieret vejafgift for lastbiler, der træder i kraft 1. januar 2025. Det betyder, at det fra 2025 vil være dyrere at køre i en lastbil med forbrændingsmotor eller andre alternative drivmidler, der brændes af i en forbrændingsmotor. Det bliver derimod billigere at køre i reelt grønne lastbiler, såsom el-lastbiler, der dog i dag stadig er betydeligt dyrere end diesel lastbiler.
”Det er en rigtig god nyhed, at regeringen vil afsætte midler til grøn omstilling af lastbiler. Selvom vi forventer at el-lastbiler samlet set bliver billigere end diesel lastbiler, er der brug for at samfundet støtter omstillingen til el i de kommende år,” siger Daria Rivin, rådgiver inden for Klima og Transport i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.
Der foretages betydelige investeringer i el-lastbiler i vores nabolande såvel som støtte til depotladning. Daria Rivin understreger, at det er afgørende, hvordan midlerne til den tunge vejtransport bruges og at det er på høje tid, at vi også gør det i Danmark.
”Det er vores klare anbefaling, at midlerne udelukkende bruges til at støtte omstillingen til elektriske lastbiler. Derudover bør der også afsættes midler til en særskilt pulje til depotladning, så det er nemt for vognmænd at lade el-lastbilerne op hjemme i garagen,”
siger hun og fortsætter:
”Det er også vigtigt at puljen ikke deles op over tre år, men derimod afsættes samlet. Det giver vognmænd de bedste muligheder for at omstille deres flåde løbende og for at flere kan nå at omstille, inden vejafgiften træder i kraft i 2025,” slutter Daria Rivin.
Rådet for Grøn Omstilling forventer at el-lastbilernes totalomkostninger bliver billigere end diesel lastbilernes i lande med høj vejbeskatning for lastbiler, men forventer at der i Danmark er brug for at afsætte mere end de 300 millioner kroner i de kommende år.