Grønne billån skal være forbeholdt elbiler

20. december 2021
Så længe hybridbiler bliver promoveret som klimavenlige, kommer vi ingen vegne. Det er uambitiøst at nogle bankerne giver rabat til noget med så lille en klimagevinst, skriver Jeppe Juul og Freja Marie Hegelund fra Rådet for Grøn Omstilling, i dette indlæg.

Debatindlæg bragt i MobilityTech den 20. december 2021 af Jeppe Juul, seniorrådgiver i transport og klima, Rådet for Grøn Omstilling og Freja Marie Hegelund, kommunikationsmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling

Flere banker tilbyder nu såkaldte ’grønne lån’ til køb af klimavenlige biler, som man også kunne læse i et debatinterview på MobilityTech den 6. december. Problemet er, at de ’grønne billån’ er rettet både mod elbiler såvel som plugin-hybridbiler.  

Det har længe været omdiskuteret, hvorvidt man kan sidestille hybrid- og elbiler, hvilket vi i Rådet for Grøn Omstilling tidligere har kritiseret.

Flere udenlandske undersøgelser peger nemlig på, at plugin-hybridbiler reelt har en op til syv gange højere klimabelastning end elbiler. Derfor giver det klimamæssigt ikke mening at slå dem sammen i en samlet betegnelse for ’grønne biler’.  

Uambitiøse bilrabatter 

Salget af plugin-hybridbiler er de seneste år steget markant i Danmark, hvilket i høj grad skyldes den bilaftale, Regeringen og dens støttepartier indgik i december sidste år. Bilaftalen giver nu markante skatterabatter til køb af hybridbiler. 

Så længe hybridbiler bliver promoveret som klimavenlige, kommer vi ingen vegne. Det er uambitiøst at give rabat til noget med så lille en klimagevinst.  

Et studie foretaget af ICCT har vist, at hybridbilerne ikke lever op til de beregninger, bilaftalen er baseret på. Hybridbilerne burde derfor slet ikke kunne modtage en særlig afgiftsrabat. Det samme gælder for de ’grønne billån’, flere banker nu tilbyder. 

Lige nu sælges der to plugin-hybrider for hver elbil. Derfor er der brug for hurtigt at få mindsket afgiftsrabatten for plugin-hybridbiler og øge rabatten for elbiler.  

Hybridbiler er ikke grønne 

Det er positivt, at den finansielle sektor kommer på banen og blander sig i den grønne omstilling af transportsektoren. Men for at få en reel klimagevinst, kræver det, at prædikatet ’grønne biler’ er forbeholdt de reelt grønne biler. 

Til trods for Regeringens fejlagtige sidestilling af plugin-hybridbiler med elbiler, kan hybridbiler fra 2026 ifølge EU’s grønne taksonomi ikke længere kategoriseres som grønne.  

Flere banker, herunder Merkur Andelskasse og Nordea, har allerede afskaffet særlige lån til hybridbiler. I Danmark er der bred politisk enighed om, at vi hurtigt skal udfase fossilbiler. Hvis den målsætning skal nås, skal flere banker lukke kassen i overfor lån til klimabelastende biler.  

Vi anbefaler, at de grønne billån forbeholdes elbiler, der kører på 100% strøm. Skatterabatten og billånene rettet mod hybridbiler bør afskaffes, og i stedet bør afgifterne på elbiler sænkes yderligere og ladestrukturen udbygges.  

For yderligere information:

Jeppe Juul

Transportpolitisk chef

(+45) 3318 1948
jeppe@rgo.dk