Hvad synes danskerne om den nye vejafgift for lastbiler?
Hvis man spørger en gruppe danskere på et oplyst grundlag om den nye vejbeskatning, så bakker et flertal af danskerne faktisk op. Det viser en undersøgelse, som Rådet for Grøn Omstilling har fået foretaget.
Den nye vejafgift, som Folketinget skal stemme om den 1. juni, har bragt sindene i kog hos vognmænd og andre i lasbilbranchen. Demonstrationer og blokader har fået meget bevågenhed i medierne med mange interviews med vognmænd og hurtige spørgsmål til ’almindelige’ danskere i køerne.
Men hvad er danskerne holdning til spørgsmålet om vejbeskatning, hvis de får mulighed for at svare på et mere nuanceret og oplyst grundlag? Det har Rådet for Grøn Omstilling med en meningsmåling sat sig for at se nærmere på.
”Vi vurderer, at der har været en unuanceret offentlig debat om, hvad der er op og ned med denne vejafgift. Mange myter bliver bragt frem, og dette påvirker naturligvis folks holdning til sagen. Derfor har vi lavet en meningsmåling hvor vi har suppleret med nogle af de fakta, der stort set har været fraværende i debatten”, siger Jeppe Juul, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.
I meningsmålingen er der til hvert spørgsmål knyttet et stykke oplysning om vejafgiften, der ikke har fyldt meget i debatten. Målingen viser blandt andet, at 51 procent er for vejbeskatningen, mens 31 procent er imod, og 18 procent svarer ’ved ikke’. 18% vil have højere vejafgifter for lastbiler end hvad der stemmes om i Folketinget.
”Når vi giver de adspurgte nogle af de væsentlige informationer om vejbeskatningen kan man se, at de adspurgte svarer markant anderledes positivt, end hvad vi oplever, at det brede mediebillede viser. Og det er glædeligt på baggrund af en så ensidig debat” siger Jeppe Juul og fortsætter:
”Der er rigtig meget fornuft i at indføre vejbeskatningen. Både for samfundet og for klimaet. Derfor er det heller ikke overraskende at et stort flertal i folketinget forventes at stemme for,” siger Jeppe Juul.
Lastbilerne skal betale – Ikke skatteyderne
Undersøgelsen viser også, at 8 ud af 10 adspurgte (83%) mener at udenlandske lastbiler reelt skal betale for at køre på de danske veje, mens 6 ud af 10 var enige i, at omkostningerne ved at lastbilerne kører på vejene skal betales af lastbilerne og ikke skatteyderne. I dag betaler udenlandske lastbiler næsten intet for at køre i Danmark, mens skatteyderne primært betaler for lastbilernes kørsel på vejene.
Undersøgelsen er lavet af Norstat for Rådet for Grøn omstilling på 758 repræsentativt udvalgte borgere.