Klimakrisen kan ikke løses uden menneskerettighederne
Klimakrisen er ikke en undskyldning for at slække på menneskerettighederne. Tværtimod er menneskerettighederne netop en mulighed for at løse klimakrisen og sikre en bæredygtig og retfærdig udvikling for alle.
Debatindlæg bragt i Altinget den 26. september 2020 af 15 NGO’er, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling
Regeringen har netop præsenteret sin globale klimastrategi og klimaprogram, som er en del af Aftalen om Klimaloven. I strategien skriver regeringen, at Danmarks klima-diplomatiske indsats blandt andet ‘vil bygge på Danmarks rolle som forkæmper for demokrati og menneskerettigheder, hvor særligt oprindelige folk rammes hårdt af klimaforandringer’.
Det er umiddelbart sød musik i NGO-ører – hvis det da ikke var noget nær den eneste specifikke reference til menneskerettighederne i hele strategien, og hvis ikke menneskerettighederne var helt fraværende i klimaprogrammet.
Vi skal have en langt mere ambitiøs og konkret integration af menneskerettigheder i regeringens politiske klimatiltag, fordi vi ved, at både klimaforandringer og klimatiltag kan krænke menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder.
Vi er overraskede over det manglende fokus på menneskerettigheder, fordi udenrigsminister Jeppe Kofod for kun få uger siden sagde til Altinget, at “krisen må ikke blive en undskyldning for at slække på klimaambitionerne, menneskerettigheder og sociale standarder”.
Menneskerettigheder krænkes
En lang række menneskerettigheder bliver krænket på grund af klimaforandringerne, såsom retten til liv, vand, mad, sundhed, en passende bolig, samt oprindelige folk-, piger og kvinders rettigheder.
En familie kan for eksempel miste sin høst på grund af tørke, og dermed sin indtægt til blandt andet at betale for mad, sundhedsydelser og deres børns uddannelse.
Forældre kan se sig nødsaget til at tvangsgifte deres døtre bort, og det medfører ofte, at pigerne fra en ung alder holdes i hjemmet til huslige pligter og ikke længere kan gå i skole. Pigerne risikerer at blive tidligt gravide mod deres vilje, fordi deres ret til at bestemme over egen krop krænkes.
Klimakrisen er grundlæggende uretfærdig, for klimaforandringerne rammer på alle måder skævt og går paradoksalt nok især ud over de mennesker, som har mindst ansvar for klimakrisen.
FN udgav i 2019 en rapport, der bekræfter, at det især er marginaliserede befolkningsgrupper, der påvirkes af klimaforandringerne. Og Oxfam kom for nylig med en ny omgang deprimerende tal, der viser, at verdens rigeste ene procent over en periode fra 1990 til 2015 har udledt dobbelt så meget CO2, som den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen.
Ligeledes har vi set flere eksempler på, at verdens landes indsatser for at adressere klimaforandringer kan krænke menneskerettigheder. I eksempelvis Colombia, Mexico og Kenya er oprindelige folk blevet tvangsforflyttet fra deres jord, så byggeri af vindmølleparker kunne komme til, og de oprindelige folk er ikke blevet inddraget i beslutningsprocesser omkring projekterne.
Menneskerettigheder er en del af klimaløsningen
Regeringen skal have stor ros for at lade FN’s Verdensmål og Parisaftalen danne rammen for den danske indsats i klimastrategien og for at ville fremme social retfærdighed og anerkende, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er afgørende for piger og kvinders deltagelse.
Hele aftalen om FNs Verdensmål er baseret på menneskerettighederne, og ifølge Parisaftalen skal alle lande respektere, fremme og tilgodese deres menneskeretlige forpligtelser i alle deres klimatiltag.
Og det giver rigtig god mening. For ved at opfylde menneskerettighederne mindskes menneskers sårbarhed, ligesom modstandsdygtigheden og kapaciteten til at tilpasse sig effekterne af klimaforandringerne forbedres.
Samtidig bliver klimaindsatser mere robuste, når de designes til at overholde og fremme menneskerettighederne, og når alle dele af samfundet bliver inddraget i beslutningerne om implementeringen af dem.
Kvinder og piger har eksempelvis en særlig viden og andre behov end mænd og drenge, og det er bredt anerkendt, at når deres perspektiver bliver inddraget, så bliver klimaindsatserne mere effektive og bæredygtige.
Men på grund af mangel på ligestilling bliver piger og kvinder ofte ikke hørt. For at overkomme denne marginalisering, er der behov for at sikre piger og kvinders ret til at bestemme over egen krop, til sundhed og til uddannelse, hvilket både styrker den individuelle pige, kvinde og ligestillingen i samfundet.
Sikring af oprindelige og lokale folks rettigheder kan også være en klimaløsning i sig selv. Det er videnskabeligt bevist, samt anerkendt af blandt andet FN’s Klimapanel, at der hvor oprindelige folks territoriale rettigheder er sikret, er skoven og biodiversitet bedst beskyttet.
Skove og kulstofrige økosystemer er centrale for både at hindre CO2-udslip, samt sikre fremtidige CO2-optag fra atmosfæren. Oprindelige folk har gennem århundreder opbygget en unik viden omkring bæredygtig forvaltning af skov og biodiversitet, som bør inddrages og integreres i alle klimaindsatser, der berører deres territorier.
Hvad skal Danmark gøre?
Danmark har ikke blot underskrevet Parisaftalen og FNs Verdensmål, men er også medlem af FN’s Menneskerettighedsråd, hvor ligestilling, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt oprindelige folks rettigheder er danske mærkesager.
På den baggrund har Danmark en absolut nøglerolle at spille i forhold til at vise resten af verden, hvordan klimakrisen løses ved at sikre menneskerettighederne. Dette bør ikke kun afspejles i Danmarks udenrigs- og udviklingspolitik.
Helt konkret bør Danmark:
- Anerkende og promovere at opfyldelse af menneskers rettigheder er mål i sig selv og samtidig er afgørende for effektive og bæredygtige klimaløsninger
- Anlægge en menneskerettighedsbaseret tilgang; det vil sige integrere og aktivt fremme menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder i alle sine klimaindsatser
- Bruge klima-diplomatiet, som Klimastrategien også fremhæver, til aktivt at arbejde for en menneskerettighedsbaseret tilgang til klimaindsatser i internationale klimafora
- Stille krav til at al dansk klimafinansiering, inklusiv via den netop lancerede Grønne Fremtidsfond, lever op til de internationale menneskerettighedskonventioner.
Klimakrisen er ikke en undskyldning for at slække på menneskerettighederne. Tværtimod er menneskerettighederne netop en mulighed for at løse klimakrisen og sikre en bæredygtig og retfærdig udvikling for alle.