Både Norge og Danmark har kæmpet med stigende udledninger fra den offentlige sektors indkøb. Men mens vore norske naboer har knækket koden, er udledningerne i Danmark stadigt støt stigende. Klimaaftrykket fra det offentliges indkøb forventes at stige fra 14,3 millioner ton i 2019 til 15,6 millioner ton CO₂e-udledninger mod 2030, og det skyldes primært flere investeringer i byggeri og anlæg. Det sker til trods for, at den danske klimalov kræver en reduktion af drivhusgasudledningen på 70 procent frem mod 2030.

Investeringspotentialet er stort

De seneste par års ustabile geopolitiske klima har været med til at presse priserne op i bygge- og anlægssektoren, hvilket har gjort det vanskeligt for de offentlige investorer at overholde sine budgetter og udføre projekter til fordel for samfundsøkonomien.

I oktober kunne man læse i Ingeniøren, at otte igangværende anlægsprojekter sammenlagt gav et samfundsøkonomisk underskud på 7 milliarder kroner. Det er blandt andet projekter som den nye jernbane mellem Aarhus og Silkeborg, udvidelsen af Motorring 3 og udvidelsen af rute 26. Samme måned kunne man også læse om Midtjysk Motorvej, hvis budget er skredet med én milliard, og derfor må spare på naturhensyn som faunapassager og dalbroer. Det er derfor oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en del af budgettet, der går til klimahensyn og innovation, og samtidig lægge op til en revurdering af den kurs, der blev lagt fast med Infrastrukturplan 2035.

Det offentlige har et enormt investeringspotentiale og kan som aktør i markedet spille en central rolle i at fremme grønne teknologier og bæredygtige løsninger. Vi har tidligere set, hvordan offentlige investeringer i vindmølleindustrien førte til en markant udvikling og udbredelse af vindmøller, som nu opsættes på markedsvilkår i Danmark.

Ved i større grad at prioritere mindre klima- og ressourcebelastende processer og materialer i offentlige projekter, vil vi ikke blot skubbe industrien mod mere bæredygtige teknologier, materialer og processer, men også skabe økonomiske incitamenter for private investorer. På den måde kan den offentlige sektor bidrage til, at produktionen af grønnere løsninger vokser og samtidig skabe en rentabel forretning for private aktører.

Norge har løsningen

Nu til løsningen. For i Norge har man fat i den lange ende. Fra i år skal alle offentlige indkøb i Norge nemlig vægte klima- og miljøhensyn med minimum 30 procent i offentlige udbud. Det betyder i praksis, at offentlige indkøbere ikke længere kun skal forholde sig til parametre som kvalitet og pris, men også sikre den størst mulige klima- og miljøgevinst. Det giver fantastisk god mening at udnytte konkurrenceparametrene til at styrke den grønne omstilling. Baggrunden for beslutningen i Norge er, at man ønsker at bringe den offentlige indkøbsmuskel i spil i forhold til at halvere Norges CO₂-udledninger frem mod 2030 i forhold til 1990.

Vi vil derfor opfordre statsapparatet til at indføre en lignende model for alle offentlige indkøb, så den danske indkøbskapacitet også kommer i spil i den grønne omstilling. Som man har set det i Norge, er der et stort potentiale for at konkurrere på grønne tiltag på tværs af den offentlige sektor. Når så den danske stat, regionerne, kommunerne og offentlige virksomheder samlet køber ind for cirka 448 milliarder kroner om året, har de et klart ansvar for at gå forrest.

For at nå klimalovens mål er det essentielt, at alle sektorer bidrager til at nedbringe drivhusgasudledningerne. Der er derfor ikke plads til, at udledningerne fra offentlige indkøb fortsat kan stige.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Klimamonitor den 17/12 2024