Ny beregning: Danmark kan spare penge på at udfase olie-, gasfyr og træbiomasse hurtigere

26. september 2024
En hurtigere overgang til grønne varmeløsninger kan spare danske husholdninger 900 mio. kr. inden 2040. Skiftet til varmepumper og elkedler vil ikke kun reducere CO2-udledningerne fra varmesektoren, men også give lavere varmeregninger for husholdningerne

Danmark og EU bruger energi på en måde, der overskrider flere planetære grænser. Ifølge en ny rapport ’Ren energi – indenfor planetære grænser i 2040’ fra Rådet for Grøn Omstilling, som offentliggøres på mandag den 30. september 2024, er varmeforsyningen i Danmark og resten af Europa stadig stærkt afhængig af afbrænding af fossile brændsler og træbiomasse.

Rapporten understreger behovet for fuld elektrificering af varmesektoren og en hurtigere udfasning af træbiomasse for at opnå et energisystem inden for de planetære grænser i 2040. Og den viser, at det faktisk vil være billigere for samfundet og husholdningerne at accelerere den grønne omstilling af varmesektoren.

Beregninger viser, at forbrugerne kan opnå lavere varmeregninger frem til 2040, hvis fjernvarmen skifter fra træbiomasse og naturgas til varmepumper og elkedler. I dette scenarie vil varmepumper dække omkring 2/5 af varmebehovet i danske husholdninger.

“Varmepumper er ikke bare mere energieffektive end de traditionelle opvarmningsmetoder. De er nøglen til at nedbringe CO2-udledningerne. Samlet set vil husholdningerne få en positiv gevinst på ca. 900 mio. kr. i 2040, hvis vi erstatter træbiomassen og de fossile brændsler med eldrevne løsninger,” udtaler Julie Bangsgaard Abrahams, der er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

“Vi er nødt til at indse, at vores nuværende brug af fossil energi og træbiomasse er uholdbar. Udfasningen af olie- og gasfyr er en kritisk nødvendighed, og kan relativt hurtigt udskiftes med varmepumper eller fjernvarme, hvis lovgivningen fordrer det,” siger hun.

Over 3,5 mio. tons træpiller og skovflis bliver importeret årligt til Danmark. Dette beslaglægger store skovarealer, som kunne have fungeret som CO2-lagre, eller træet kunne være nyttiggjort i produkter som møbler, nye trækonstruktioner i byggeri, træemballage, bioøkonomiske produkter mm. Derudover har vi stadig hundrede tusinder olie- og gasfyr.

Varmepumper er 3-5 gange så energieffektive som gasfyr eller kraftvarmeværker, der laver varme ved at brænde fast træbiomasse af. Danmarks årlige afbrænding af træbiomasse fører til en straksudledning på over 15 mio. tons drivhusgasser, og Rådet for Grøn Omstilling anbefaler derfor, at der bør indføres en afgift på al den biomasse, der afbrændes.

Samtidig opfordrer RGO til, at man udfaser statsstøtten til at fremstille el på biomassefyrede kraftværker og ikke støtter CO2-fangst på disse anlæg.

Om rapporten

Rapporten ‘Ren energi – indenfor planetære grænser i 2040’ præsenterer en gennemgribende analyse af det danske og europæiske energisystem og giver konkrete løsninger til, hvordan vi opnår et energisystem inden for de planetære grænser i 2040. Rapporten offentliggøres den 30. september 2024.

Kontakt

Julie Bangsgaard Abrahams

Seniorrådgiver, Energi

(+45) 3318 1944
julie@rgo.dk

Læs rapporten her