Ny vejbeskatning i EU fremmer el-lastbiler

16. juni 2021
Rådet og EU-Parlamentet er netop kommet til enighed om revisionen af vejbeskatningsdirektivet, det såkaldte Eurovignette direktiv. Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling er meget positive overfor det endelige resultat, hvor de der forurener mest, skal betale mest.

Sent i går aftes fik EU-Parlamentet og Rådet færdigforhandlet revisionerne for vejbeskatningsdirektivet. Forhandlingerne har været undervejs siden 2017. I Danmark har vi en tidsbaseret vejbeskatning for lastbiler, som fra april 2024 skal ændres til at være afstands- og CO2-differentieret. De lande, der allerede har en afstandsbaseret vejbeskatning, skal implementere ændringerne senest i april 2023.

Den nye vejbeskatning betyder, at danske vognmænd, og de der kører med lastbil i Danmark, skal betale mere i vejafgift, når de kører i en forurenende og ineffektiv lastbil, som diesel og gas lastbiler er. Samtidig er afgiften markant lavere for de lastbiler, der er mest effektive og ikke udleder noget, ligesom elektriske lastbiler og brint-lastbiler. Fra 2024 vil disse nulemissions lastbiler få en afgiftsreduktion på 50-75% af den samlede vejafgift. Allerede i dag er det muligt for nulemissions lastbiler at blive 100% afgiftsfritaget frem til 2025, som både Tyskland og Østrig allerede gør i dag.

Den nye lovgivning for vejbeskatning i Europa vil få en markant indflydelse på fremtidens køretøjer, der kører på vejene. Hver en krone tæller på vognmænds bundlinje, og derfor er det her et meget klart signal til branchen om, hvor transportsektoren er på vej hen”, siger Daria Rivin, rådgiver i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.

Gas lastbiler går til gengæld betydeligt hårdere tider i møde. I øjeblikket bliver gas lastbiler i Tyskland helt fritaget for at betale vejafgift, men med revisionen af EU’s regler, får både gas- og biogas lastbiler maximalt en rabat på 5-30%. Det betyder i praksis at det minimum bliver ca. 1 krone dyrere pr. km at køre med en gas lastbil i Tyskland.


”De senere år er der sket en stigning i køb af gas lastbiler, også i Danmark, primært på grund af den tyske afgiftsfritagelse. Samtidig har fortalere for gas- og biogas lastbiler meldt ud, at gas er en midlertidig løsning på max ti år, mens flere lastbilproducenter stopper udvikling af gas lastbiler. Med en lav afgiftsfritagelse for gas og biogas lastbiler og med en midlertidig teknologi, der kræver konstant støtte, giver det allerede nu ikke mening at investere i nye gas-tankstationer og gas lastbiler”, siger Daria Rivin, og fortsætter:

”Det at det nu snart er obligatorisk at skelne mellem, hvor meget CO2 lastbilerne udleder, er en omfattende sejr for at begrænse luftforurening samt sikre renere luft og en hurtigere grøn omstilling i Danmark og Europa. Samtidig bliver der nu givet reelle incitamenter til at købe nulemissions lastbiler, og det vil være med til markant at fremskynde den grønne omstilling”.

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling arbejder for en grøn omstilling af transport, herunder elektrificering af transportsektoren.

For yderligere information:

Daria Rivin

Seniorrådgiver, Transport

(+45) 3318 1936
daria@rgo.dk

Jeppe Juul

Transportpolitisk chef

(+45) 3318 1948
jeppe@rgo.dk

Hent pressemeddelelsen her: