Debatindlæg bragt i Politiken, 28. august 2019 af:

Lasse Jesper Pedersen, Klima Og Energipolitisk Rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
Claus Ekman, Direktør, Det Økologisk Råd
Katrine Ehnhuus, Talsperson, Ansvarligfremtid
Thomas Meinert Larsen, Formand, 350 Klimabevægelsen
Jens Mattias Clausen, Klimapolitisk Leder, Greenpeace
John Nordbo, Klimarådgiver, Care
Palle Bendsen, Klimatalsperson, Noah Friends Of The Earth Denmark
Jakob Kronik, Leder Af International Afdeling, Verdens Skove
Bjarke Rambøll, Sekretariatsleder, Vedvarende Energi

En af de første konkrete klimaproblemstillinger, den nye klimaminister skal tage stilling til, er oliejagten på dansk grund.

Udfaldet af sagen bliver en god indikator for, om regeringen reelt tager klimaudfordringen seriøst. 4 olieselskaber har gennem 8. udbudsrunde søgt om tilladelse til at efterforske Nordsøen for nye olie-og gasfund.

Hvis klimaministeren vælger at tildele olieselskaberne den licens, de har ansøgt om, har selskaberne ret til at indvinde olie og gas helt frem til 2055. Det hænger ikke sammen med socialdemokraternes mål om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2045, og det hænger slet ikke sammen med det, som videnskaben fortæller os i den seneste rapport fra FN’s Klimapanel, nemlig, at hele verden skal være CO2-neutral i 2050, hvis vi skal nå 1,5-graders målet.

VI VED, at 80 procent af alle kendte fossile reserver skal forblive i jorden, hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen. Faktisk er de kendte olie-og gasreserver alene, altså uden kul, nok til at bringe Jorden langt over de 1,5 grader.

Det er derfor indlysende, at nogle af de eksisterende felter er nødt til at lukke, før de er helt tomme. Det kommer ikke til at ske af sig selv, for der er meget stærke interesser på spil for at holde olieindustrien kørende.

Derfor er der brug for, at grønne foregangslande viser vejen. Irland, Frankrig, Costa Rica, Belize og Sverige har forbudt efterforskning efter fossile brændsler eller er på vej til at gøre det.

I Frankrig vil Macron udfase al olie-og gasproduktion inden 2040. Danmark skal med i det felt og med vores erfaring lægge pres på andre lande, så de også indstiller oliejagten og endnu bedre begynder at udarbejde afviklingsplaner for olie-gas-indvindingen i tråd med videnskabens beregninger. En planlagt afvikling af den globale fossilproduktion er nødvendig, hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen uden store økonomiske rystelser.

DET VIL FORMENTLIG være så godt som en gratis omgang at annullere 8. og alle fremtidige udbudsrunder. Ifølge de økonomiske vismænd vil den danske økonomi i fremtiden være uafhængig af nordsøolien.

Uanset nye fund svinder mængden af olie og gas ind. Det bliver desuden sværere og dyrere at hive de sidste og mest utilgængelige reserver op af undergrunden.

Det koblet med en relativt lav oliepris og skatterabat til fossilselskaberne betyder få penge i statskassen. Der er altså ikke et stærkt økonomisk argument for at tildele flere licenser.

Faktisk indebærer fremtidige licenser en økonomisk risiko for staten, da de forpligter den statslige Nordsøfond til at afholde 20 procent af fossilselskabernes udgifter til efterforskning og investering i produktionsanlæg.

Fonden modtager ganske vist også 20 procent af indtægterne, men det kan tage mange år, før de store up-front-investeringer tjener sig hjem, og den grønne omstilling medfører høj risiko for, at investeringerne helt går tabt.

DEN ØKONOMISKE tænketank Carbon Tracker har regnet på, hvor stor en andel af fossilselskabernes investeringer der går tabt i et scenario, hvor verden holder sig inden for Paris-aftalens målsætning om maks.1,5-2 grader. Selskabet Total, der ejer 43,2 procent af Dansk Undergrunds Consortium, er et af de 4 selskaber, der har søgt om tilladelse til at igangsætte ny efterforskning efter olie og gas via 8. udbudsrunde.

Ifølge Carbon Trackers beregninger vil mellem 30 og 40 procent af Totals investeringer gå tabt i et Paris-kompatibelt scenario.

Nordsøfonden risikerer altså at lide et lignende tab, når den afholder udgifterne til 20 procent af Totals investeringer i Nordsøen. Derudover er oliejagten med til at blokere for Nordsøens store havvindpotentiale, da produktionen har forrang, når havarealer udpeges.

DET BETYDER, at attraktive arealer ikke bliver udnyttet til at producere havvind.

Når Folketingets Klimaudvalg skal tage stilling til udbudsrunderne, bør de derfor også medregne opportunity costs – den gevinst, som Danmark kunne få, hvis arealet blev brugt til havvind, men som går tabt, hvis licenserne bliver tildelt olieselskaber.

En udfasning af den danske olieproduktion vil have en positiv effekt på klimaet, også selv om produktionen har en relativt lav CO2-intensitet.

Det skyldes bl. a., at en udfasning af produktionen i Danmark ikke er ensbetydende med en tilsvarende stigning i udlandet.

Et øget eller forlænget udbud af olie og gas i Nordsøen vil ifølge den økonomisk vismand Lars Gårn Hansen reducere markedsprisen og som følge heraf øge forbruget af olie og gas. Med den nye klimakurs, regeringen har sat, kommer resten af verden igen til at kigge til Danmark.

DET GIVER OS en unik mulighed for at sætte retningen for den globale omstilling.

Et ensidigt fokus på at regulere efterspørgslen på fossile brændsler løser ikke klimaudfordringen.

Vi er nødt til også at regulere udbuddet.

Det budskab kan Danmark kun videregive, hvis vi går forrest som det gode eksempel.

Hvis klimaministeren vælger at tildele olieselskaberne den licens, de har ansøgt om, har selskaberne ret til at indvinde olie og gas helt frem til 2055.