Plantebaseret omstilling kan skabe titusindvis af arbejdspladser
Af Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening, og Annika Lund Gade, rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling
Debatindlæg bragt i “Sjællanske – Næstved, Faxe, Vordingborg” den 28. september 2021.
Mange opfatter med rette Danmark som et stolt landbrugsland. Men ser man nærmere på erhvervet, er det svært at være positiv. Den enkelte landmand arbejder hårdt, men tjener næsten ingen penge. Mange har tilmed stor personlig gæld.
Både rekruttering af arbejdskraft og generationsskifte er en stor udfordring. Konkurrencen på verdensmarkedet presser priserne, og vores kødeksport taber markedsandele. Derfor har beskæftigelsen på slagterierne i flere år været i frit fald.
Det er åbenlyst, at den nuværende udgave af dansk landbrug og fødevareerhverv er presset.
Derfor er det ejendommeligt, at en række politikere er så optagede af at fastholde landbruget i status quo, fremfor at udvikle det.
Der tales om risikoen for, at Danmark mister 14.000 arbejdspladser. Virkeligheden er, at selvfølgelig mistes der arbejdspladser, når en forurenende produktionsform gradvist udfases. Men der bliver også skabt nye arbejdspladser, når man satser på en anden form for produktion.
16 forskellige internationale banker og analyseinstitutter forudser en kraftig vækst indenfor plantebaserede fødevarer de kommende år.
En af de seneste analyser er fra Bloomberg, som forventer et marked for plantebaserede fødevarer på 1.000 milliarder kroner i 2030. Forskere fra Københavns Universitet er nået frem til, at hvis vi i Danmark investerer i udviklingen af plantebaserede fødevarer, kan vi opnå mellem 1 og 3 procent af dette marked, hvilket vil skabe mellem 20.000 og 60.000 arbejdspladser.
Banken Credit Suisse forudser i sin prognose et marked for plantebaserede fødevarer på hele 8.000 milliarder kroner i 2050. Det svarer til, at vi i Danmark kan bevare økonomien og arbejdspladserne i vores nuværende landbrug og fødevaresektor – blot med langt større vægt på fremtidens klimavenlige plantebaserede fødevarer.
Det kræver investeringer. I forskning, iværksætteri, sortsudvikling, produktudvikling, efteruddannelse, oplysningskampagner, markedsfremme og eksportindsatser. Gevinsten er stor – både økonomisk og i arbejdspladser.
Hvis vi bare gør som hidtil, vil vi med sikkerhed fortsætte med at miste markedsandele og dermed arbejdspladser.
Så hvorfor ikke i stedet investere i plantebaserede fødevarer – til gavn for både arbejdspladser, samfundsøkonomi, klima, miljø, dyr og folkesundhed?