SEALS – Scandinavian Electrified Autonomous Logistics Scale-up

SEALS-projektet har som mål at gøre Skandinaviens vigtigste godskorridor fossilfri med selvkørende lastbiler – og dermed skabe en model for fremtidens bæredygtige transport.

Selvom Danmark, Norge og Sverige ligger i front, når det gælder elbiler, er tunge vejtransporter stadig en stor klimaudfordring. For at nå nationale og europæiske klimamål kræves en hurtig og omfattende elektrificering af lastbiler. Men vejen dertil er fyldt med barrierer: mangel på ladeinfrastruktur, høje omkostninger og usikkerhed om politiske rammer.

Projektets ambition

SEALS – Scandinavian Electrified Autonomous Logistics Scale-up – vil udarbejde en plan for, hvordan transportkorridoren Hamburg–København–Göteborg–Oslo–Trondheim kan blive helt fossilfri i 2035. Projektet undersøger elektrificering med autonome (selvkørende) transporter og analyserer, hvad der skal til for at gå fra få el-lastbiler i dag til tusindvis langs samme strækning.

Projektet fokuserer på den såkaldte ÖKS Zero Corridor, der strækker sig fra Hamburg via København, Malmø, Gøteborg og Oslo til Trondheim. Her gennemfører SEALS analyser, praktiske tests og dialog med myndigheder. En unik del af projektet er at kombinere elektrificering med autonom teknologi – noget der kan sprede ladebehovet over tid og reducere infrastrukturudgifter.

I projektet arbejder vi med:

  • Kortlægning af behov for el- og ladeinfrastruktur.
  • Analyse af, hvor eksisterende infrastruktur kan udnyttes.
  • En autonom transportkorridor, der gør Norden til en region, der går forrest.
  • En fælles køreplan – “The SEAL Deal” – for at nå fuld fossilfrihed i 2035.

Projektet strækker sig fra: 1 januar 2026 – 31 december 2028

Kontakt

Christian Rohmann

Rådgiver, Grøn Transport

(+45)28356577
christianr@rgo.dk

Del på sociale medier