Før sommerferien var pyrolyse for de fleste en ukendt teknologi, eller en nem måde at gøre sin ovn ren på. Men efter den grønne trepart i slutningen af juni kom med et forslag til en klimaafgift, hvor der samtidig sættes 10 milliarder kroner af til pyrolyse frem mod 2045, er der pludselig kommet stort fokus på denne teknologi og biokul. Klimarådet har også i den rapport, de udgav for nylig, regnet med pyrolyse som en klimateknologi i alle fire scenarier for, hvordan Danmark kan nå klimaneutralitet i 2050. Trepartens aftale lægger op til, at pyrolyse allerede i 2030 skal bidrage med en CO₂-reduktion for landbruget på 0,3 millioner ton og vil sætte penge af til, at landbruget kan nå op mod 0,6 millioner ton CO₂-reduktioner fra pyrolyse i 2030.

Men det er ikke første gang, politikerne har satset stort på pyrolyse som teknologi. Tilbage i oktober 2021 valgte aftalepartierne bag landbrugsaftalen at satse på, at pyrolyse kunne sikre landbruget en CO2-reduktion på 2 millioner ton i 2030. Regeringen skulle senest et år efter landbrugsaftalens indgåelse udkomme med en strategi for, hvordan potentialet kunne realiseres. Der er nu gået snart tre år, og strategien er endnu ikke kommet. I mellemtiden er målet for, hvor store reduktioner pyrolyse kan bidrage med i 2030, reduceret drastisk. Men der kan stadig stilles flere spørgsmål til pyrolyse og biokul, end der findes svar. Spørgsmålet er derfor, om vi igen skal satse så stor en del af landbrugets klimahandling på en teknologi, der ikke er færdigudviklet? Hvis pyrolyse ikke kan levere de forventede CO₂-reduktioner, risikerer vi endnu engang at stå i en situation, hvor landbruget lever op til klimamålene via nye opgørelsesmetoder frem for reelle reduktioner.

Urealistisk at pyrolyse kan levere klimaeffekt inden 2030

Lad os for en god ordens skyld lige gennemgå, hvor langt vi er fra en større udrulning af pyrolyse i Danmark. Vi har endnu ikke ét eneste fuldskalapyrolyseanlæg i drift. Der er altså langt op til det optimistiske potentiale på 0,6 millioner ton CO₂ på bare seks år. Vi kender heller ikke de langsigtede konsekvenser for udbringning af biokul på marker, grundvand og afgrøder. De undersøgelser er først færdige i 2033. Vi mangler også stadig en opgørelsesmetode for, hvordan pyrolyse skal regnes med i Danmarks klimaregnskab. Den har vi først i 2027. Der er med andre ord mange brikker, som skal falde på plads, inden det kan ses som realistisk, at biokul på seks år kan nå at få en klimaeffekt for landbruget.

Ud over de mere praktiske aspekter af pyrolyse, som skal falde på plads, er der en anden væsentlig udfordring ved pyrolyse som klimateknologi. Der er en tidsforskydning i, hvornår biomasse puttes i et pyrolyseanlæg, og hvornår der kan ses en netto-klimaeffekt fra teknologien. Det regnestykke er ikke simpelt og afhænger i stor grad af, hvilken biomasse man vil pyrolysere, og hvilke forudsætninger der regnes med. Beregninger, vi har lavet i Rådet for Grøn Omstilling, viser, at halm efter bare få år har en netto-klimaeffekt, mens det først sker efter mellem otte og 40 år ved pyrolyse af afgasset gylle – sammenlignet med hvis biomassen blot udbringes på marker.

De kommende 20-30 år bliver afgørende for, om vi kan reducere påvirkningen af den globale opvarmning. Derfor er det væsentligt, at netto-klimaeffekten af pyrolyse undersøges grundigt, hvis pyrolyse skal medvirke til at nå landbrugets klimamål. Hvis vi tager de rette forbehold, kan pyrolyse måske være en fornuftig klimateknologi frem mod 2050, som Klimarådet har foreslået. Men vi er nødt til at kende de langsigtede miljøkonsekvenser for jord, miljø, grundvand og afgrøder, før pyrolyse udrulles i større skala. Og hvis vi satser på teknologien for tidligt, og pyrolyse ikke kan levere de nødvendige reduktioner eksempelvis for 2030, skal landbruget finde reduktioner andre steder. Det bliver svært at nå og risikerer at blive en dyr omgang for landbruget.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Politikens Klimamonitor 6. september.