Sådan kan din familie blive mere klimavenlig

30. august 2019
Der kan oftest spares en masse penge på at reducere klimabelastningen, når du køber mindre kød, cykler mere, bruger mindre el/varme og køber meget genbrug. Pengene kan du så bruge på at købe energirigtige apparater, energirenovere boligen, købe en elbil og CO2-kompensere flyrejser. Så behøver det ikke at koste noget netto at reducere familiens klimaaftryk markant, og familien får samtidig en sundere hverdag.

FØDEVARER

Spis altid rester og undgå madspild.

Lad som udgangspunkt være med at spise okse og lammekød. Start med at indføre to-tre kødfri dage og forøg stille og roligt antallet af kødfri dage. Der kan spares mange penge på at skære ned på kødet, og det er samtidig en sundere diæt.


TING OG SAGER

Køb mest muligt genbrug: Både græsslåmaskine, pc og tøj m.v. kan som regel købes brugt.

Der kan spares rigtig mange penge på at købe genbrug, der ofte er næsten så godt som nyt, og så er de værste kemikalier vasket ud af tøjet, når det købes brugt.


STREAMING

Streaming af film og spil fra energislugende datacentre giver en markant klimabelastning.

Erstat mest mulig streaming med bræt- og kortspil – det er ofte også meget hyggeligere at lave noget aktivt sammen i familien end at være passivt opslugt af hver sin skærm.


TRANSPORT

Brug cykel og gang noget mere – det er sund motion både for krop og sind.

Undersøg muligheden for samkørsel og brug kollektiv transport frem for bil, når det er muligt.

Brug en elbil frem for en bil med forbrændingsmotor (benzin/diesel), vis muligt. Flyv kun når det er nødvendigt – CO2-kompenser dine fly via Atmosfair: www.atmosfair.de/en/


EL OG VARME

Spar på el og varme med alm. sund fornuft, energirigtige apparater og bedre isolering.

Undgå brændeovnen, da den udleder klimaskadelige sodpartikler. Træ er ikke CO2-neutralt.

Boligens energi stiger, når den er energirenoveret og undgås brændeovnen får du renere luft.