Skæv prioritering af infrastrukturinvesteringer
Regeringen har netop præsenteret sin infrastrukturplan, der vil investere 105 mia. kr. i transportområdet frem til 2035, kaldet ’Danmark fremad’. Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling er langt fra imponerede, for der er hverken fokus på konkret at mindske klimabelastningen eller skabe langtidsholdbare rammer for den grønne omstilling af vejtransporten.
Forventningerne og forhåbningerne til den nye grønne mobilitetsplan har været mange og høje, efter regeringen valgte at skrotte den tidligere VLAK-regerings infrastrukturplan tilbage i 2019. Med et nyt grønt folketingsflertal havde miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling som minimum antaget, at regeringen ville foreslå investeringer der reducerede klimabelastningen, og at planen, som navnet lød, faktisk var grøn.
”Tidligere blev infrastrukturplanen kaldt for den grønne mobilitetsplan. Nu er det grønne i navnet skrottet til fordel for udbygning af flere motorveje for næsten halvdelen af det afsatte milliardbeløb. Regeringen bruger hundrede gange så mange penge på at lægge nye motorveje, der i øvrigt genererer mere fossil trafik, som de gør på at elektrificere transporten og lave klimareducerende investeringer i vejtransporten”, siger Jeppe Juul, seniorrådgiver inden for klima og transport i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling og uddyber:
”For det samme beløb kunne der f.eks. opsættes 50 gange flere hurtigladere end i infrastrukturplanen og opsætte køreledninger på hele motorvejsnettet i Danmark. Og så er der stadig 10 mia. kr. tilbage til andre grønne tiltag. Tiltag der rent faktisk gør Danmark klar til den nødvendige grønne omstilling, ligesom vores nabolande er i gang med”, siger Jeppe Juul.
Regeringen har afsat næsten 50 mia. kr. til anlægning af nye motorveje og veje, 40 mia. kr. til at styrke den kollektive transport og derudover har regeringen planer om at lave en plan for et metropolnetværk i Københavnsområdet. Regeringen har meldt ud, at den samlede plan vil være klimaneutral, når de forskellige investeringer sammenlægges og at der kommer en mindre klimagevinst, når man inddrager regeringens tidligere målsætning om flere grønne biler på vejene inden 2030.
”Prioriteringen af midlerne er skæv. Når man investerer så mange penge, er det ikke nok at det er klimaneutralt, det skal som minimum være med til at sænke klimabelastningen. Den her infrastrukturplan er en af de helt store muligheder vi har for at sænke klimabelastningen for vejtransport frem mod 2035. Så det er helt absurd, at der investeres så stort i udbygning af motorveje, når vi står på en brændende platform. Det der er brug for, er at det eksisterende vejnet opgraderes, ikke ny udbygning af motorvej og øget bilisme – heller ikke selvom det i fremtiden bliver elbiler, der kører på motorvejene”, siger Jeppe Juul og fortsætter:
”Det positive ved infrastrukturplanen er, at der er fokus på at styrke den kollektive transport, og udsigterne til et metropolnetværk med flere og nye togafgange, der kan få bilerne ud af byen, er lovende. Derfor er det også det mere skuffende, at der investeres i øget bilisme uden for København”, slutter Jeppe Juul.