Støj: Forslag om stillezoner i byerne
Det Økologiske Råd foreslår, at kommuner skal kunne lave stillezoner i byer eller større byområder, hvor man kan stille krav til, hvor meget trafikken må støje.
Ved at tilføje en specifik paragraf i Miljøbeskyttelsesloven tillades, at kommuner kan registrere byer eller større sammenhængende strækninger i byer som stillezoner, såfremt et flertal i kommunalbestyrelsen ønsker det. I stillezoner gælder følgende regler for motorkøretøjer:
- Fra 2020 må motorkøretøjer ikke støje over 80 dB i nattetimerne dvs. kl. 22-06.
- Fra 2023 må motorkøretøjer ikke støje over 85 dB i dagtimerne dvs. kl. 06-22.
Reglerne kan strammes gradvist efterhånden som der opnås erfaring og udvikles mere støjsvage køretøjer.
Reglerne håndhæves via retningsbestemte mikrofoner/kameraer i lygtepæle ligesom i Edmonton i Canada. Kommunerne afholder udgifter til skiltning, kameraer m.v. Politiet varetager overtrædelser. Selvfølgelig undtages udrykningskøretøjer m.v. Ligesom kommuner kan give dispensation til særlige arrangementer.
Reglerne er parallelle til de regler, der er indført, for at landets største byer kan indføre miljøzoner, der begrænser luftforureningen fra køretøjer. I dette forslag er blot fokus på parallelt at reducere støjen.
Forslaget vil ikke fjerne støjen fra trafikken i stillezonerne, men vil fjerne de mest støjende køretøjer ved, at de må køres på en måde, så de støjer under grænseværdien eller helt undlade at køre i byernes stillezoner.
Om natten vil stillezonerne forebygge, at en motorcyklist kan pløje tværs igennem byer for fuld udblæsning og vække borgerne. Det skønnes, at en motorcyklist i dag kan vække over 1.000 borgere på en tur tværs igennem København om natten. Om dagen undgås, at de ekstremt støjende køretøjer, der overdøver baggrundsstøjen fra trafikken, forstyrre produktiviteten på arbejdspladserne.
Sammen med Gate21, Rambøll og Force Technology arbejder Det Økologiske Råd med at nedbringe støjen i byerne via tekniske løsninger. Arbejdet støttes af Grundejernes Investeringsfond og Landsbyggefonden. Forslaget om Stillezoner kommer dog alene fra Det Økologiske Råd, da det er et mere politisk værktøj.