Transport – elektrificering af Europa
Med EU's store klimapakke Fit-for-55 er hastigheden sat op for den grønne omstilling af transporten. Det kan få stor betydning for, hvor hurtigt og hvornår EU kan reducere sin klimabelastning.
Transportsektoren står for næsten 30 % af klimabelastningen i EU. Da man i FN-systemet ikke regner internationale emissioner fra sø- og luftfart med, kommer det meste af klimabelastningen fra vejtransport, primært fra personbiler.
Med EU’s store klimapakke Fit-for-55 er hastigheden sat op for den grønne omstilling af transporten.
Først og fremmest stiller EU krav til CO2-udledningen til nye biler. I forhold til i 2021, skal nye biler i gennemsnit udlede 15 % mindre i 2025 og 55 % mindre CO2 i 2030. I 2035 er reduktionen for både person- og varebiler på 100 %, hvilket i praksis betyder, at der kun må sælges elbiler fra dette tidspunkt. Da levetiden for en bil i EU er på små 15 år, betyder det at fossilbiler i praksis vil være udfaset i EU omkring 2050.
Ligeledes stiller EU allerede i dag CO2-krav til nogle grupper af lastbiler. Krav der formentlig bliver strammet med et nyt forslag i 2023, hvor det forventes at også busser og alle lastbiltyper inkluderes.
EU har også vedtaget et Batteridirektiv, der skal sikre at batterier produceres etisk og miljømæssigt forsvarligt, samtidig med at der stilles krav om genanvendelse af råvarerne, der bruges til batterierne.
For at sikre ladeinfrastrukturen til elektrificeringen af vejtransporten, stiller Alternative Fuel Infrastructure Regulation (AFIR) krav om, at ladning skal være tilgængeligt, særligt på hovedvejsnettet i EU. Der skal både være ladestationer til person- og varebiler samt lastbiler fra 2025.
EU har også indført minimumsafgifter på brændstoffer, reguleret i Energibeskatningsdirektivet, der indtil videre mest har haft betydning for vejtransporten, da fly- og skibsbrændstoffer til kommerciel brug ikke har været afgiftsbelagt.
EU har i 2022 truffet beslutning om, at princippet om at forureneren betaler også skal gælde for transportsektoren. Fremadrettet vil både vejtransporten, al flytrafik internt i EU, al søfart fra et EU-land til et andet og halvdelen af søfarten til lande udenfor EU skulle købe kvoter i EU’s kvotemarked, når de udleder drivhusgasser.
Både for søfarten og luftfarten er der regler på vej fra EU, der skal sikre, at der bruges færre fossile brændstoffer og i stedet kommer nye grønne brændstoffer. Men der er stadig rigtig lang vej for den grønne omstilling af fly og skibe, mens det ser bedre ud for vejtransporten.
Læs mere her: