SAMMENFATNING

Regeringen ønsker at gøre Danmark klimaneutral i 2045 og allerede fem år senere er målet at reducere CO2-udledningerne med 110 pct. i forhold til 1990. I jagten på at blive en klimapositiv nation, der er i stand til at fjerne flere drivhusgasser fra atmosfæren, end vi udleder, har regeringen udpeget CO2-fangst og -lagring (CCS) som ”en kerneteknologi”. Men hvor velud-viklede er disse teknologier, og lever de op til klimalovens krav om, at den grønne omstilling også ”skal ske så omkostningseffektivt som muligt”? Indtil nu har et flertal i Folketinget i en række brede politiske forlig afsat 38,7 mia. kr. til CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, og man håber på at kunne fange 3,2 mio. tons CO2i 2030.

I foråret fik Ørsted lidt over 8 mia. kr. til et stort CO2-fangstanlæg, og den 20. september blev der indgået et bredt forlig på Christiansborg om at afholde to budrunder i 2024 og 2025, hvor man vil give 26,8 mia. kr til at fange 34 mio. tons CO2 over femten år. Men er det egentlig en god ide? For teknologien er meget umoden og de internationale erfaringer med CO2-fangst har ikke levet op til forventningerne.

Hvis man i to nye udbudsrunder bruger 26,8 mia. kroner på nye CO2-fangstanlæg i storskala, og sætter flere statslige midler af til at lave CO2-rørledninger, løber man en stor økonomisk risiko. Det ligner en pick-the-winners strategi, hvor man forsøger at finde vinderteknologien, men det er en umoden og prækommerciel teknologi med stort ekstra energiforbrug og meget usikker klimaeffekt. Derfor vil det være meget kostbart og risikabelt, hvis staten for tidligt bruger skatteydernes penge på at skalere teknologien op. De hidtidige internationale erfaringer har skabt betydelig usikkerhed, om CO2-fangst og -lagring er klar til at blive skaleret op på en omkostningseffektiv måde. Indtil nu er fangstresultaterne for ringe. CO2-fangst fjerner ikke årsagen til problemet, men lapper på skaderne for enden af skorstenen. Det vil være bedre at investere meget mere i at fjerne årsagerne til problemet tidligere i værdikæden.

For 26,8 mia. kr. kunne man alternativt øge de offentlige bevillinger til energieffektiviseringer, ren vedvarende energi, varmepumper og elektrificering af større dele af samfundet. Det vil sikre en hurtigere udfasning af fossile brændsler og give større og tidligere klimagevinster. De naturbaserede løsninger skal også i spil. Hvis man afsatte en tredjedel af beløbet – 9,2 mia. kr. – kunne man udtage og vådlægge 135.000 ha ekstra lavbundsjorde og fjerne ca. 3 mio. tons CO2 i 2030. Det vil være samfundsøkonomisk billigere, sikrere og gøre det lettere for Danmark at nå klimalovens mål om at reducere CO2-udledningerne med 70 pct. i 2030.

I stedet at lave en risikabel pick-the-winner satsning, hvor to private konsortier får statsstøtte til at lave CO2-fangst og -lagring, vil det være bedre at forhøje CO2-afgiften til 1500 kr. pr. tons CO2 og indfase en højere afgift hurtigere. En sådan forhøjelse giver ekstra incitamenter til virksomhederne til at erstatte fossile brændsler med ren vedvarende energi eller alternativt at investere i et CO2-fangstanlæg på markedsvilkår.

Derfor anbefaler Rådet for Grøn Omstilling, at der tages en midlertidig tænkepause, hvor der laves en uafhængig og kritisk analyse af, om forventningerne til CO2-fangst og -lagring i Danmark holder. Inden staten åbner nye budrunder og direkte støtter CO2-fangstteknologien, bør en uafhængig instans – som f.eks. Klimarådet – få tid og ressourcer til at lave en grundigere undersøgelse af forudsætningerne. Det er muligt, at CO2-fangst og -lagring i løbet af 2030´erne og 2040´erne kan komme til at spille en vigtig rolle i klimapolitikken, men frem mod 2030 kan Danmark få meget mere klimaeffekt ved at investere penge og kræfter på at lave en hurtigere udfasning af fossile brændsler i energiforsyningen.

Hovedkonklusioner

• CO2-fangst har eksisteret i mange år i olie- og gasindustrien, hvor det bl.a. har været nødvendigt at sænke CO2-indholdet i den fossile gas, inden den blev sendt gennem rørledninger. Mellem 80-90 pct. af den CO2, som historisk set er fanget ind ved at udvaske CO2 fra røggasserne, er blevet brugt til at skyde ind i nedslidte olie- og gasfelter for at udvinde endnu mere fossil energi.

• Der er mange forskellige teknologiske former for CO2-fangst under udvikling rundt omkring i verden, men CO2-fangst på biomasseanlæg, affaldsforbrændingsanlæg, cementfabrikker og den energikrævende industri er stadig meget umoden og har været svær at skalere op på en omkostningseffektiv måde. De internationale CCS-erfaringer er desværre indtil nu ret nedslående i forhold til CO2-fangst i industrien og på kraftværker.

• Staten løber en stor risiko for statens penge, hvis man binder store offentlige midler på at støtte dyre CO2-fangstanlæg, der kan øge energiforbruget på et tidspunkt hvor vi snarere burde spare på energien. Fangstanlæggene koster typisk 13-44 pct. ekstra på energiregningen på de værker, der installerer det. Og det rammer socialt skævt, da en højere energiregning rammer lavindkomstgrupperne relativt hårdere.

• Det kan godt være, at CO2-fangst i løbet af 2030-40´erne vil spille en rolle i klimapolitikken, men staten skal ikke vælge en teknologi med ringe perspektiver for at løse klimaproblemerne på kort og mellemlangt sigt. RGO anbefaler, at de resterende statslige midler til CO2-fangst – og lagring i Danmark midlertidigt indefryses, og der frem til 2030 ikke afholdes nye udbud for CO2-fangst eller afsættes ekstra offentlige midler til at bygge en CO2-infrastruktur. Til den tid kan man så vurdere erfaringerne med det allerede indgåede projekt med CO2-fangst på Ørsteds biomasseværker og andre projekter i udlandet. Og er prisen på CO2-fangst bragt længere ned, og er effektiviteten øget tilstrækkeligt til, at det vil være en ide at skalere op med CO2-fangst og -lagring i 2030´erne og 2040´erne?

• Det vil være mere omkostningseffektivt, hvis staten indfører en højere CO2-afgift – som giver virksomhederne ekstra incitamenter til at reducere CO2-udledningen – frem for at give direkte statsstøtte til CCS. En højere CO2-afgift kan accelerere den grønne omstilling væk fra fossile brændsler. Den kan også åbne op for, at det måske med tiden bliver rentabelt for markedsaktører at investere i CO2-fangst på deres anlæg.

• I stedet for at investere flere milliarder af skattekroner på CO2-fangstanlæg på et for tidligt tidspunkt kan staten alternativt vælge at investere pengene i at fremme energibesparelser, hurtig opskalering med sol- og vindenergi, støtte til varmepumper og elektrificering af alle sektorer, som kan trænge fossile brændsler hurtigere ud af det danske energiforbrug. Det kan også give et ekstra boost til de grønne danske frontløbervirksomheder.

• Frem for at binde store statslige midler til usikre CO2-fangstanlæg kan man føre mere effektiv klimapolitik og fjerne mere CO2, hvis man laver en ambitiøs energispareplan (op til 5 mio. tons i 2030), stopper for nyregistrering af benzin- og dieselbiler i 2025 (1,8 mio. tons i 2030) og elektrificerer af alle færgefarter inden 2030 (0,2 mio. tons).

• I de kommende 5-10 år kan man også skalere op for den naturbaserede CO2-fangst, og det internationale klimapanel vurderer, at den har et stort potentiale og medfører lavere omkostninger end f.eks. CCS. Man kan opnå store klimagevinster ved at plante endnu mere skov, at plante flere træer i byerne, at udtage og vådlægge lavbundsjorde, at omstille landbruget til mere plantebaseret produktion – samt og hurtigt at aftrappe afbrændingen af fast træbiomasse på kraftværkerne.

• Man bør også i større skala satse på naturbaserede løsninger, hvor flere af dem er langt mere omkostningseffektive. For ca. 9,2 mia. kr. kan man udtage og vådlægge ekstra 135.000 hektar lavbundsjorde, og det vil ifølge RGO´s beregninger kunne fjerne op godt 3 mio. tons CO2 i 2030.

• Det vil også være en god ide at øge den statslige støtte til forskning og udvikling af alternativer til den meget klimabelastende animalske landbrugsproduktion. Historisk er der ikke brugt statslige midler til at reducere landbrugets udledninger. Modsat CCS er det et område, hvor Danmark qua en stor og meget avanceret bioteknologisk industri har særlige forudsætninger for at gøre en forskel.

• Den CO2, der kan fanges fra biogene kilder – herunder i landets biogasanlæg – skal ikke deponeres i undergrunden, men kan med fordel bruges som – Carbon Capture and Usage (CCU), da kulstoffet kan anvendes til at fremstille bl.a. e-kerosen til luftfarten på de lange strækninger.

Indledning

Klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis, og juli 2023 var den varmeste måned målt i menneskehedens historie. Strømmen af negative klimanyheder har dog endnu ikke ført til en adfærdsændring af betydning. Det globale forbrug af olie og gas er steget i det forløbne år, og flere olieselskaber har sat deres reduktionsmål ned1. Samtidig fortsætter de globale CO2-udledninger med at stige.

Det skaber en del politisk nervøsitet for, om vi når de fastsatte reduktionsmål, og i dette stigende gab mellem klimamål og handling er der også kommet et voldsomt pres for at satse i stor skala på CO2-fangst og -lagring for at få nedbragt mængden af drivhusgasser hurtigere.

Hovedårsagen til de stigende udledninger skyldes dog ikke, at det stadig går for langsomt med at udvikle en sikker teknologi for CO2-fangst og at finde nye teknologiske fix. Klimakrisen vokser tværtimod, fordi de ansvarlige beslutningstagere i stadig gør alt for lidt for at fjerne de to hovedkilder til de menneskeskabte klimaforandringer: Og det er er de fossile brændsler og landbrugets alt for store animalske produktion.

Omkring 80 pct. af de globale CO2-udledninger kan direkte føres tilbage til afbrændingen af olie, gas og kul, så det mest effektive svar på de menneskeskabte klimaforandringer er stadig en hurtig udfasning væk fra fossile brændsler. Men det er ikke sket. I Danmark er vi stadig stærkt afhængige af fossil energi – der står bag 53 pct. af vores bruttoenergiforbrug. Dertil kommer at to tredjedel af Danmarks registrerede mængde vedvarende energi stammer fra afbrænding af biomasse, der er klimaskadelig. I 2022 blev der udledt 20,2 mio. ton CO2 fra afbrænding af biomasse i Danmark, hvilket udgjorde 31 pct. af den samlede udledning af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark.2,

Det kniber stadig alvorligt for Danmark med at nå både 2025- og 2030-reduktionsmålet i klimaloven. Hvor vi i princippet burde reducere vores udledning af drivhusgasser med cirka 7,2 pct. om året indtil 2030, så steg CO2-udledningen fra 2021 til 2022. Det betyder, at Danmark for nærværende har kurs mod et overshoot i forhold til det 1,5 graders mål, som blev aftalt på FN´s klimatopmøde i Paris for otte år siden. Danmarks nuværende klimapolitik har iflg. Klimarådet snarere kurs mod 1,7 grader Celsius eller mere3. Hvis CO2-udledningerne fra landbruget og transporten – der til sammen står for næsten halvdelen af de danske udledninger – ikke snart reduceres, vil det være ekstremt svært, om ikke umuligt, at nå klimalovens mål.

En anden kritisk udfordring er, at der er stor usikkerhed, om et af de konkrete virkemidler, CO2-fangst, kan fjerne mindst 3,2 mio. tons CO2, som SVM-regeringen satser på i sit klimaprogram. Dette er emnet for dette notat, der undersøger, hvor stort potentialet er for CO2-fangstteknologierne på kort og mellemlang sigt.

Det er vigtigt at skelne mellem de forskellige former for CO2-fangst, for der er meget store forskelle på metoderne, og hvad de anvendes til. CO2-fangst kan groft sagt opdeles som teknologiske, kemiske og naturlige løsninger. De naturlige former for CO2-fangst – f.eks. at plante flere træer og skove er relativt set meget billig og kan give et betydeligt bidrag til at suge mere CO2 ud atmosfæren. Men når regeringen taler om CO2-fangst i Danmark, er det som oftest de teknologiske og kemiske løsninger, der tænkes på.

Samlebetegnelsen er CCS – Carbon Capture and Storage – og på lagringsdelen er der også forskellige geologiske måder at lagre på, hvilket vi vender tilbage til. Ud over CCS er der også en række forslag til at bruge den indfangede CO2, og når denne form for ”Utilisation” er involveret taler vi om CCU – Carbon Capture and Utilisation. (Se figur 1)

CO2 fangst, anvendelse og lagring

Figur 1. Kilde: Europa-Kommissionen, https://climate.ec.europa.eu/eu-action/carbon-capture-use-and-storage/overview_en

I nogle industrier er CO2-fangst en velkendt teknologi, der er brugt i mange årtier, og siden 1970´erne har man f.eks. udvasket CO2 fra røggasser ved at tilsætte en amin, der opsuger CO2 ved kontakt. Ifølge en statusrapport fra The Global CCS Institute findes der på verdensplan i dag 30 CCS-anlæg i drift, 11 anlæg er under opførsel og 153 anlæg er under udvikling4.

I gasindustrien har det været meget udbredt at lave CCS, for CO2-indholdet i den fossile gas har ofte været for højt til at sende gassen videre via rørledninger eller at bruge den til at fremstille flydende gas (LNG), som kan eksporteres og sejles med skibe over verdenshavene. Derfor har gasindustrien lavet CCS i mange årtier, og det er også her, at man finder de varmeste fortalere for at udbrede teknologien til endnu flere anvendelsesområder. Gasindustrien har tjent en del penge på at sælge CO2 videre til olieindustrien.

Mellem 80-90 pct. af den CO2, der historisk set er fanget ind, er blevet brugt til Enhanced Oil Recovery (EOR) – dvs. en form for CCUS.5 Her har olie- og gasselskaberne brugt CO2´en til at skyde ind i nedslidte olie- og gasfelter for at hente endnu mere fossil energi op af undergrunden. Det har givet en bedre driftsøkonomi i den dyre og energikrævende CO2-fangstproces, men det har også forlænget de fossile selskabers levetid. For klimaet har den ekstra udvinding af fossil energi dog været fatal, for i stedet for at fjerne CO2 fra atmosfæren, har det forværret problemet. I dag går omkring 73 pct. af den CO2, der indfanges teknologisk, til at lave EOR.6

Regeringens store satsning på CCS

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har kaldt CO2-fangst for “en kerneteknologi”. Men det er et åbent spørgsmål om teknologien kan levere til tiden, og er det det Columbusæg i klima- og energipolitikken, som regeringen forestiller sig? Den 20. september indgik regeringen et bredt forlig med SF, LA, Konservative, EL, RV, DF og Alternativt om CO2-fangst og -lagring der skal bane vej for, at staten i de næste år tildeler i alt 26,8 mia. kr. yderligere i to budrunder for CO2-fangst. Konkret samler man et par eksisterende CCS-ordninger i en samlet CCS-pulje, og der skal afholdes offentlige udbud i juni 2024 og 2025, hvor forskellige konsortier kan byde ind på fangstløsninger i hele værdikæden, hvor de forpligter sig til mindst at fange 2,3 mio. tons CO2 i 2029.

Man håber på, at disse konsortier mindst kan fange 34 mio. tons CO2 i løbet af 15 år, og det betyder, at statsstøtten til at fange et ton CO2 vil svare til knap 631 kr. Det kan dog forvride markedet i forhold til andre virksomheder, der ikke får statsstøtte. Og det vil også alt andet lige efterlade færre penge til andre klimaløsninger – herunder udtag af lavbundsjorde, udfasning af træ i energiforsyningen, stop for benzin og dieselbiler og færger samt øget skovplantning, energibesparelser, vedvarende energi, varmepumper og lignende, der også kan opsuge eller fjerne mere CO2. Man er derfor nødt til grundigt at overveje, om CO2-fangstteknologien kan levere de ønskede reduktioner på en omkostningseffektiv måde, eller om man kan få mere for pengene på andre måder.

Regeringen præsenterede i august et forhandlingsudspil med ordene om, at der er tale om en “fremrykning” med ét år i forhold til 2030, men i virkeligheden sikres nøjagtigt samme mængde CO2, som angivet i regeringens klimaprogram fra efteråret 2022. Det er derfor mere korrekt at tale om, at man har serveret gammel vin på nye flasker.

Rent teknisk kan det måske være fornuftigt at samle alle CCS-pengene til to store konsortier, som kan samarbejde i hele værdikæden, så der i bedste fald opnås storskalafordele. For det har vist sig at være meget svært at få økonomien til at hænge sammen i CO2-fangstanlæg på kraftværker, forbrændingsanlæg og i de energitunge industrier. Internationalt er der stadig ikke er nogen af den type anlæg, der har kunnet klare sig uden store statstilskud. At samle alle sine æg i to store udbudskurve frem for at sprede risikoen på mange flere og mindre projekter, der kan konkurrere med hinanden, er dog en mere risikobetonet strategi.

Senere på i efteråret vil fremlægge en hovedlov om at investere i en ny national infrastruktur for CO2-rørledninger, der skal transportere den indfangede CO2. Man åbner op for statsligt medejerskab af denne infrastruktur, som kan blive krumtrappen i en større opskalering med CO2-fangst i Danmark, hvor man vil sende CO2 rundt i rørledninger til de nye Power-to-X fabrikker, på tværs af regionerne og af landegrænserne. Eller også skal den sejles ud til de nye CO2-lagre i Nordsøen.

De første spadestik er allerede taget for den del, da Energistyrelsen i februar 2023 gav tilladelse til tre fuldskala CO2-lagringsprojekter i Nordsøen og i december 2023 vil regeringen gerne give otte efterforskningstilladelser til CO2-lagring på land og i kystnære områder, hvis Energistyrelsens igangværende strategiske miljøvurdering giver grønt lys for det. Det tredje hovedspor er, at regeringen lægger op til et statsligt medejerskab på 20 pct. af tilladelserne til lagring af CO2.

Men det et åbent spørgsmål, om det vil være en god ide i de næste få år at sætte milliarder af skattekroner på højkant for at understøtte CO2-lagring? For hvor meget teknologisk og kemisk CO2-fangst har Danmark behov for i fremtiden, hvis vi i større grad kan elektrificere industrien og varmesektoren, og i nogle tilfælde vil erstatte fossile brændsler med f.eks. grøn brint? I stedet for at lagre CO2 kunne man også give incitamenter til f.eks. at bruge biogent kulstof til et nyttigt formål, som f.eks. at fremstille e-kerosen med grøn brint, der kan bruges til at dekarbonisere luftfarten? Og kan man få mere klimaeffekt for pengene ved at vælge en anden investeringsprofil? Dette er kritiske spørgsmål, der fortjener at blive afklaret.

Konkurrencen med andre lande

Det er de store tandhjul, der drejer i dansk klima- og energipolitik. Lægges hertil det voksende politiske og lobbymæssige pres for at etablere en brintinfrastruktur, der også skal kunne sende brint på tværs af landet og videre til Tyskland og andre EU-lande, så anes tegningen til det, som regeringen drømmer om kan blive et nyt dansk industri- og eksporteventyr.

Man vil gerne gøre Danmark til “en europæisk hub for CO2-lagring.” I marts åbnede pilotfasen i det såkaldte Project Greensand et CO2-lagringsprojekt i det nedlagte Nini West-oliefelt i Nordsøen, hvor det er planen at lagre i første omgang 0,5-1,5 mio. tons CO2 og siden nå op på 8 mio. tons i 2030. Og regeringen har allerede indgået en aftale med Belgien om at lave rørført transport af CO2, og man har indgået samarbejdsaftaler med Tyskland, Holland og Belgien om at fremme CCS som et klimamæssigt virkemiddel. Som regeringen ser det, “har Danmark taget de første vigtige skridt mod at etablere en samlet værdikæde for CCS.”7

Regeringens udspil “Klimahandling – I mål med fangst og lagring af CO2” blev rost fra flere sider – bl.a. fra Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme og af Tænketanken Concito. Sidstnævnte kaldte det “et vigtigt skridt videre for CCS”, og anbefaler at løfte CO2-fangstmålet for 2030 til 5 mio. tons, og “det bør derfor overvejes at give en ekstra tilskyndelse for at få projekter tidligere i gang end 2029.”8

På Christiansborg er der med et nyt forlig her den 20. september skabt bred opbakning til, at Danmark skal satse på CO2-fangst og -lagring, og det har manifesteret sig en række politiske forlig i de sidste tre år. Som regeringen ser det, er “fangst og lagring af CO2 (CCS) et afgørende værktøj til at opfylde klimamål på alle niveauer.” Og regeringens mål er, at “vi skal vise en sikker vej til de forventede reduktioner i 2030.” Problemet er bare, at det langt fra er så sikkert.

Flere og flere lande i verden har fremlagt CCS-strategier, og statsstøtten til CO2-fangstanlæg er steget rundt omkring i verden, og Europa-Kommissionen har i sin Net-Zero Industry Act (NZIA) sat et mål om, at EU-landene skal fange og lagre 50 mio. tons CO2 i 20309.

Olie- og gasindustrien har i flere år arbejdet med CO2-fangst, bl.a. for at nedbringe CO2-indholdet i den fossile gas, så den kan sendes gennem rørledningerne. Eller for at skyde CO2 ind i nedslidte olie- og gasfelter. Men teknologien til CO2-fangst på kraftværker, i energitunge industrier og affaldsforbrændingsanlæg er stadig meget umoden og en prækommerciel teknologi, der har vist sig at være meget svær at opskalere. De hidtidige projekter har fanget mindre CO2 end forventet, man har haft svært ved at holde tidsplanerne, og projekterne er ofte blevet langt dyrere end planlagt. Der er grund til en betydelig skepsis. Og det er tvivlsomt, at EU kan nå sin høje målsætning.

I Danmark har Klimarådet givet udtryk for en vis skepsis overfor den optimisme, der har været omkring CO2-fangst. Klimarådet fastslår i sin 2023-statusrapport, der blev udgivet i februar, at teknologien er ”endnu uprøvet i Danmark, og der er risici forbundet med at etablere og opskalere de nødvendige anlæg gennem hele værdikæden.” Der er iflg. Klimarådet ”betydelig risiko for, at dette centrale element i regeringens plan ikke kommer til at levere i tide og i det ønskede omfang.”

Den usikre klimaeffekt

Da regeringen i august lancerede sit udspil, skete det meget symbolsk lanceret på Ørsteds biomassefyrede kraftværk i Avedøre, hvor Ørsted fra 1. december 2025 vil fange CO2 ind. Ørsted fik i foråret ikke mindre end 8,2 mia. kr. i statsstøtte til at fange CO2 på sit halmfyrede værk i Avedøre og på træbiomasse-kraftværket i Asnæs. CO2-fangst på biomasseværker kaldes for BECCS, forkortet fra Bio Energy Carbon Capture and Storage.

Ørsteds mål er at fange 430.000 tons CO2 om året i 20 år, og det har vakt international genklang, og den internationale software gigant, Microsoft, har over 11 år lovet at købe for 2,76 mio. tons CO2-kreditter fra Ørsteds fangstanlæg. Det er med til at skabe en bedre økonomi i projektet, men det er åbent spørgsmål, om fangstanlægget nogensinde ville være blevet til noget uden den betydelige statsstøtte, der er givet på forhånd. Ved at lave CO2-fangst på kraftværkerne, kan Ørsted på papiret fjerne en pæn del af sine udledninger, men det er tvivlsomt, at fangstanlægget – når man medregner totaludledningerne i de næste tyve år eller diskonterer biomassefyringen over 100 år – vil bidrage til dansk klimaneutralitet.

Klimaeffekten opnås nemlig ikke fra dag et. Beregninger foretaget af Rådet for Grøn Omstilling har vist, at der kan gå over 30 år, før man samlet set opnår en positiv klimaeffekt ved afbrænding af træbiomasse, da det tager lang tid at genskabe det biologiske lager, når træ brændes af. Biomassefyring fører ikke kun til betydelig forurening med CO2, som det siden kræver en del ekstra energi at fjerne i et fangstanlæg. Den bidrager også til en betydelig mængde luftforurening med NOx, der siden stiger op i atmosfæren og indirekte påvirker klimaet.

Et politisk flertal har i en årrække alligevel valgt at give direkte økonomiske incitamenter til at brænde biomasse af i kraftværkerne, der har fået tilskud til at producere el. Men afbrænding af træ fører her-og-nu til ca. 17 % højere udledninger per nyttiggjort energienhed end kul og selv regnet over tid er klimapåvirkningen op mod halvdelen af kul.10 Svaret er ikke at vende tilbage til kul, der er meget klimaskadelig og fører til stor luftforurening, men CO2-fangsten på biomassekraftværker er heller ikke en bæredygtig løsning.

Det er i dag teknologisk muligt at elektrificere varme-forsyningen, og industrielle varmepumper har f.eks. 4-5 gange højere energieffektivitet end biomassefyr. De kan drives af ren vedvarende sol- eller vindenergi, samtidig med at man kan undgå negative sideeffekter i form af CO2-udledninger, luftforurening og ekstra sundheds-omkostninger. I de næste 4 år er der afsat op imod 2,6 mia. kr. i statsstøtte til kraftværker, der fremstiller elektricitet ved afbrænding af biomasse, og disse penge kunne anvendes bedre på andre klimatiltag.

Danmark importerer hvert år over 5 mio. tons fast træbiomasse fra andre lande, og i de senere år er der blevet fyret mere og mere træ af i de danske kraftværker. Ifølge EU´s direktiv for vedvarende energi er træbiomasse rubriceret som en vedvarende energikilde, men EU anser ikke træ-biomasse for klimaneutral, idet træ anvendt til energiformål skal konteres som en straksudledning i medlemslandenes LULUCF-regnskaber, Danmarks omfattende afbrænding af fast træbiomasse i energisektoren fører i øjeblikket til en straksudledning på knap 15 mio. tons CO2 om året. Straksudledningen opvejes over tid delvist af, at det anvendte træ alternativt ville rådne og omdannes til CO2. Klimarådet har indikeret en måde at inddrage tidsperspektivet ved at tilbagediskontere det alternative henfald til afbrændingstidspunktet.11 Betragtet på denne måde vil afbrændingen af træ til energi have en klimaeffekt svarende til ca. 5,5 mio. ton CO2e per år. Det vil efter alt at dømme være billigere og hurtigere at nedbringe disse udledninger ved at investere i alternative, kendte grønne energiløsninger i el- og varmesektoren frem for at investere i nye energikrævende CO2-fangst på landets mange biomasseværker.

Der er dog på forhånd skabt meget store politiske forventninger til, at Ørsteds anlæg for CO2-fangst kan skabe et gennembrud og måske bane vejen for endnu flere CO2-fangstanlæg på landets skorstene. Det var i alt fald hovedbudskabet fra klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, da Ørsted vandt udbudsrunden i maj 2023:

“Øjeblikket, hvor CO2 bliver fanget fra skorstenene, er lige om hjørnet, og dermed bringer vi en afgørende teknologi i spil for at fjerne CO2 fra atmosfæren og komme et skridt nærmere vores klimamål. Udviklingen går stærkt, og vi er nu tættere på at bringe et meget vigtigt klimaværktøj i spil,” sagde han.

SVM-regeringen har sat et mål om, at Danmark i 2050 bliver et 110 pct. klimapositivt samfund, hvor man oveni vil fjerne 10 pct. af den mængde CO2, vi udledte i 1990. Det svarer i runde tal, at ekstra otte millioner tons CO2 skal fjernes fra atmosfæren. Det er et anerkendelses-værdigt mål, og politisk set kan det være attraktivt at forfølge denne strategi, fordi de globale CO2-udledninger stadig er stigende.

Problemet er bare, at der – jf. ovennævnte beregninger – vil gå op imod 30 år, før Ørsteds CO2-fangstanlæg har fanget lige så meget CO2, som der for inden er brændt træ af fra det biologiske lager i skovene, og giver “overskud” på klimaregnskabet. Energistyrelsens forventninger til effektiviteten af CO2-fangst på biomassekraftværker må desuden siges at være meget optimistiske.

Styrelsen skønner, at fangstraten i 2050 kan være mellem 85-99 pct.12 Det kan måske lade sig gøre i korte tidsperioder, men det er endnu ikke lykkedes noget sted på kloden at nå op på denne effektivitet over længere tid. Også fordi man skal medregne, at der har været en del nedetid på de forskellige anlæg.

Der er mange forskellige former for fangstanlæg, men indtil nu giver de forskellige internationale erfaringer ikke grundlag for så stor optimisme i forhold til effektiviteten.

Intet sted i verden findes der et CO2-fangstanlæg, der er i stand til at opfange alle drivhusgasser. Effektiviteten ligger næppe på mere end 65-75 pct., og mange steder er den lavere.13 Det bliver spændende at følge, om Ørsted kan bryde denne tendens.

Når det samlede regnestykke gøres op, er det vigtigt, at man laver en livscyklus analyse i hele værdikæden og ikke bare analyserer fangsten på det enkelte anlæg. Der udledes således CO2, når man over lange afstande transporterer træbiomasse og halm til kraftværkerne, og når man efter afbrændingen af dem, fanger den og derpå skal bortskaffe den opfangede CO2. Det kræver ekstra gode sikkerhedsforanstaltninger for CO2 transporteres under meget stort tryk og ved en lav temperatur. Og som det fremgår af et Rambøll notat for Energistyrelsen vil transport og injektion af CO2 også indebære større menneskeskabte katastroferisici. Disse risici vurderes til at være ”potentielt væsentlige”.14

Ørsted planlægger at køre den fangede CO2 på Avedøreværket med lastbiler til Asnæsværket, hvorfra Ørsteds samlede CO2-fangst skal sejles med special-byggede skibe til den norske vestkyst. Her losses drivhusgassen og sendes via rørledninger ud til et kommende offshore CO2-lager, der ligger 100 km fra den norske vestkyst og 2600 meter under havbunden. Projektet hedder Northern Light og ejes af olieselskaberne Equinor, Shell og TotalEnergies. Den gryende globale CCS-industri er i høj grad drevet af olie- og gasselskaber og de følgeindustrier, som raffinaderier og lignende, der har været en del af de fossile energivirksomheders værdikæde.

Det koster cirka 268 kr. at transportere et ton CO2 med de specialbyggede skibe til Northern Lights lageret, og skibene er drevet af LNG-motorer15. Selv om skibene også er udstyret med ekstra sejl, så udleder LNG-motorerne på skibene mere NOx end dieseldrevne skibe, så transporten er ikke så ren endda. Omkring 9/10 af energien i LNG-motorer er metangas, der er en meget skadelig drivhusgas, som over 20 år er mere end 80 gange så potent som CO2. Dette understreger, at det er vigtigt at analysere forureningen i hele værdikæden, når man skal vurdere, om det er attraktivt at investere i CO2-fangst. Ørsteds anlæg er det første, som staten har valgt at støtte, men der vil gå mange år, før dette anlæg giver overskud i klimaregnskabet.

Potentialerne og de politiske aftaler

Et bredt flertal i Folketinget har indtil nu valgt at bakke op om, at der skal afsættes betydelige midler til at fange og lagre CO2 fra både fossile og biogene kilder. Tilbage i juni 2020 kom de første politiske aftaler om at gøre CO2-lagring lovlig. Forligskredsen bag den store Klimaaftale for energi og industri i juni 2020 var Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet. De var enige om, at fangst og lagring af CO2 (CCS) samt fangst og anvendelse (CCU) kan bruges til at sænke CO2-udledningerne, og de var også enige om at etablere en teknologineutral, markedsbaseret pulje, der (i alt 3,08 mia. kr. fra 2024-2029) skulle bidrage til at fremme teknologien og hjælpe med at fange op til 3,4 mio. tons CO2e i 2030.

Siden da er fulgt en stribe lovforslag, hvor ambitionsniveauet er steget mere og mere: Om rammevilkårene, investeringer og tilskudspuljer, lagringstilladelser, CO2-fangst på kommunalt ejede anlæg, om statsligt medejerskab i CO2-lagre via Nordsøfonden, tilladelse til fuldskalalagring i Nordsøen, og i marts 2023 gav man kommunalt ejede affaldsforbrændings- og biomasseanlæg mulighed for at bruge gratis og ubrugte CO2-kvoter til at medfinansiere nye fangstanlæg.

Politikerne har foreløbig afsat i alt 38,7 mia. kr. til at fremme nye teknologier til CO2-fangst og CO2-lagring. Se figur 2.

Figur 2. Kilde: Modificeret fra Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, 2023.

Men det kan meget vel blive til endnu mere. Regeringen ønsker her i efteråret 2023 at lave nye politiske aftaler om udmøntning af CCS-puljerne, at vedtage en lov om ejerskab og regulering af transport af CO2 via rør og få lavet en aftale om statsligt medejerskab ved tilladelser til CO2-lagring. Man vil også have nye rammevilkår for, hvordan og i hvilket omfang kommunalt ejede affaldsforbrændingsanlæg og biomassekraftværker kan få hjemmel til at etablere og drive CO2-fangstanlæg som tilknyttet virksomhed.

Danske biogasanlæg har allerede erfaringer med at lave CO2-fangst, fordi det er nødvendigt for dem at nedbringe CO2-indholdet i biogassen (udgør 20-30 pct.), før den kan sendes ud i ledningsnettet. I 2021 fangede biogasværkerne 675.000 tons CO2, men den blev derpå ledt ud i atmosfæren, fordi man ikke har etableret en værdikæde for udnyttelse af den indfangede CO2. Den CO2 kunne i fremtiden f.eks. bruges til at fremstille e-kerosen til luftfarten, men i dag går den tabt. Energistyrelsen har i en analyse skønnet, at det samlede tekniske potentiale i 2040 for CO2-fangst fra punktkilder er mellem 5,4 – 10,8 mio. ton om året (figur 2).

Figur 3. Kilde: Energistyrelsen, Punktkilder til CO2 – potentialer for CCS og CCU.

Energistyrelsen mener f.eks., at der kan fanges op til 1,5 mio. tons fra de tre største affaldsværker i Storkøbenhavn. I industrien vurderer Energistyrelsen, at der kan fanges mellem 1,8 – 3,6 mio. ton CO2 pr. år, og Aalborg Portland menes at kunne levere ca. 2/3 af industriens samlede fangst i fremtiden.

Energistyrelsen understreger dog, at der “eksisterer et betydeligt potentiale for omstilling til VE, elektrificering og energieffektiviseringer i industrien, som kan blive realiseret bl.a. som følge af effekterne af CO2-afgifter i industrien. Dette taler for, at det langsigtede potentiale for CO2-fangst i industrien kan være lavere end de fremskrevne udledninger.”16 I forhold til el- og fjernvarmesektoren kan overgangen til flere varmepumper også ændre forudsætningerne og føre til en hurtigere udfasning af fossile brændsler og afbrænding af fast biomasse: “I takt med, at varmepumper til fjernvarmeproduktion vinder indpas, kan varmepumperne også være med til at begrænse antal fuldlasttimer for øvrige fjernvarmeanlæg, idet en varmepumpe typisk vil levere den billigste varme, og dermed have første prioritet.” Noget andet, der kan ændre forudsætningerne er, hvis “biomassebaseret fjernvarme erstattes af varme fra varmepumper, geotermi, overskudsvarme fra PtX-anlæg og evt. andre varmekilder, i højere grad end antaget i KF22-fremskrivningen.”17

Ligeledes er der usikkerhed om, hvor meget affald, der i fremtiden skal brændes af i Danmark. I dag er der 25 affaldsforbrændingsanlæg i Danmark, der brænder cirka 4,1 mio. tons affald af om året, og der udledes cirka 1,6 mio. tons CO2e fra disse forbrændingsanlæg om året. Vi er dog under pres fra EU for at genbruge og genanvende meget mere.

I stedet for at brænde affald af i fremtiden, kunne vi Danmark begynde at sætte pris på det som værdifulde ressourcer og accelerere omstillingen til en mere cirkulær økonomi. Skete det, ville behovet for CO2-fangst på affaldsforbrændingsanlæggene være væsentlig lavere end de tekniske potentialer, som Energistyrelsen har regnet sig frem til. Det er en politisk beslutning, om man ønsker at begrænse energiforbruget og affaldsmængderne i samfundet – hvilket alt andet lige vil sænke behovet for CO2-fangst i fremtiden – eller om man satser på en økonomisk vækstmodel med et stigende energi- og ressourceforbrug, der kan skabe et øget pres for at lave mere CO2-fangst.

Men der er også en række tekniske og økonomiske forhindringer, som kan gøre det meget svært at skalere CO2-fangsten på industriens punktkilder, i kraftværker og på affaldsforbrændingsanlæg. Globalt findes enkelte fangstanlæg på fabrikker, der fremstiller kunstgødning og ethanol, men fællesnævneren for dem er, at de fanger CO2 for at bruge den til at øge olie- og gasudvindingen.

Er CO2-fangst i stor skala en nødvendig strategi?

Der kan være mange motiver til at støtte CO2-fangst i større skala. Folk, der har svært ved at forestille sig en verden uden forbrændingsanlæg og forbrændingsmotorer drevet af fossile brændsler og fyring med træbiomasse, ser muligvis teknologien som en redningsplanke. Kan CO2-fangst forlænge den fossile æra og bevare en verden, man allerede kender, og som har frembragt stor velstand og økonomiske fremskridt i de sidste par hundrede år? Der kan også være andre motiver på spil. For eksempel frygt. De menneskeskabte klimaforandringer er endt som et kapløb med tiden, og der er en stigende erkendelse af, at det haster med at finde løsninger, der virker. Der er kun 6 år til at få halveret de globale udledninger af drivhusgasser, og det forhold, at emissionerne stadig stiger, kan øge frygten for, at vi mister grebet om fremtiden. Omvendt kan det også styrke længslen efter at finde nogle teknologiske løsninger, der hurtigt kan vende udviklingen. Det er fuldt forståeligt. Og den politiske intention bag CO2-fangst virker umiddelbart anerkendelsesværdig.

Jo flere drivhusgasser, der udledes og akkumuleres i atmosfæren, jo større vil behovet i fremtiden også være for at suge større mængder CO2 ud af atmosfæren. Denne sammenhæng er også anerkendt af FN´s internationale klimapanel, IPPC.

Tænketanken CONCITO er en af fortalerne for, at Danmark satser mere på CO2-fangst og -lagring, og de ser gerne, at regeringen hæver sine ambitioner. “Teknologier, der fjerner CO2 fra atmosfæren, såkaldt negative udledninger kommer til at spille en vigtig rolle i klimakampen, hvis verden skal lykkedes med at overholde Paris-aftalen.”18 Tænketanken har i flere år slået til lyd for en slags både-og løsning med en markant udbygning med vindkraft og solceller kombineret med en stærkere satsning på CCS.” Men selv hvis det skulle lykkes med at få overskud af grøn strøm i Danmark vil det formentlig stadig være bedre for klimaet at vælge CCS,” fastslog tænketanken i et notat om det, man betegner som ”det bæredygtige potentiale for CO2-fangst og -lagring.”19

”Hvis CO2 og grøn strøm anvendes hver for sig til hhv. CCS og PtX uden brug af kulstof (fx ammoniak og brint) opnås der dobbelt så stor klimaeffekt som hvis de to kombineres til et brændsel.” I notatet argumenteres der desuden for, at det er ”svært at satse for stort” i forhold til CO2-lagring både fra danske kilder og via import fra vores nabolande.

CONCITO er ikke tilhænger af CCS på fossil energiproduktion, og man er skeptisk overfor CO2-fangst på biomasseanlæg, fordi der er et begrænset antal driftstimer, og fordi disse over tid vil presses af billigere sol- og vindenergi og varmepumper. Alligevel vurderer man, at der måske kan fjernes op imod 5 mio. tons CO2 fra CCS på biogas, affaldsforbrænding, industri og ved en parallel satsning på biokul. Og staten skal være en fødselshjælper: ”Oveni afgifter og tilskud er det afgørende, at staten understøtter aktørerne ved at sikre mulighed for etablering af fælles billig rørinfrastruktur og lagring af CO2.”20

CONCITO ønsker også at tage naturbaserede metoder (optag af CO2 i skove og jorde), men tænketanken vurderer, at permanensen af disse metoder ”er behæftet med stor usikkerhed.”21 Det er naturligvis vigtigt at sikre sig, at der er tale om additionelt optag f.eks. ved øget skovplantning, men CONCITO udtrykker i sin analyse af CO2-fangst en betydelig skepsis overfor de naturbaserede løsninger, og man hævder, at ”der opnås størst sikkerhed for permanens af CO2-lagring ved teknologiske løsninger.”

Den internationale forskningslitteratur er dog langt fra så skeptisk overfor de naturbaserede løsninger, og de spiller en betydelig rolle i det mest aggressive 1,5 graders klimascenarie fra FN´s internationale klimapanel, IPPC, hvilket vi vender tilbage til. Det er sandt, at de naturbaserede løsninger ikke giver en endelig garanti for, at man også i al fremtid fanger den fornødne mængde CO2, og jo ældre træerne bliver, vil deres evne til at opsuge CO2 også stagnere. Fremsynet skovdrift med rettidig udtynding og nyplantning af flere træer med en god blanding af nåle- og løvtræer vil være afgørende for at sikre, at det biologiske lager i skovene også fortsat opsuger tilstrækkelig med CO2 fra atmosfæren. Men de teknologiske løsninger er heller ikke sikre. De har for det første en begrænset levetid – typisk 20-30 år – hvor efter der skal foretages nye investeringer. For det andet har de internationale erfaringer vist, at de har væsentlig mere nedetid end de 3-5 pct., som Energistyrelsen regner med i deres teknologikatalog. For det tredje er deres effektivitet ikke på mellem 85-99 pct. (på store biomasseanlæg) eller 90-99 pct., som Energistyrelsen vurderer i deres teknologikatalog22. Effektiviteten er langt lavere. Kun under helt optimale forhold og i meget korte perioder kan udstyret nå op på at fjerne mellem 75-90 pct. af CO2´en. Men virkeligheden er anderledes. I realiteten er den reelle effektivitet i fangstanlæggene noget lavere – dvs. mellem 20-80 pct. om året23. Man er nødt til at medregne driftsforstyrrelser, og de internationale erfaringer viser, at der kan være betydelig nedetid, hvor fangstanlægget er ude af drift. Lad os antage, at det i løbet af nogle år lykkes af fjerne nogle af børnesygdommene, men det vil næppe bringe den gennemsnitlige effektivitet over 65-75 pct.

For det fjerde har CO2-fangstanlæg et meget stort energiforbrug, og i energisystemer som det danske (hvor fossile brændsler stadig udgør 53 pct. af bruttoenergiforbruget) vil det ekstra energiforbrug føre til øgede CO2-udledninger. Det internationale klimapanel, IPPC, vurderer på baggrund af forskningslitteraturen, at CO2-fangstanlæg koster 13-44 pct. ekstra på energiregningen på de værker, der installerer det24. CO2-fangst på biomassekraftværker sluger dog endnu mere energi, fordi det kræver 25-55 pct. ekstra energi, end hvis kraftværket ikke lavede CO2-fangst.

Hvis dette ekstra energiforbrug dækkes af fossile brændsler eller ekstra biomasseforbrænding, udledes mere CO2 og metangas i forbindelse med udvinding, transport og brug af disse brændsler. Når man regner disse ekstra udledninger med, og tillægger energiomkostningerne forbundet med transport, bortskaffelse og lagring af den fangede CO2, falder den reelle effektivitet af CO2-fangst i nogle tilfælde til mellem 0 og 25 pct.25 Den ekstra regning kan løbe op i flere hundrede kroner pr. ton CO2. Det er en energiregning, der i sidste ende vil ende hos borgerne, og da regningen til el og varme relativt fylder mest i husholdningen for de laveste indkomster, kan det også have en social slagside.

Ydermere vil der være et ekstra energi- og materialeforbrug under anlæg af en ny CO infrastruktur. Eller som Rambøll konkluderer i et notat for Energistyrelsen: Planen for udbuddet med geologisk lagring af drivhusgasemissioner vil ”i sig selv indebære et energiforbrug og CO2-udslip. Materialer, anlægsarbejde, transport og pumper i drift og senere dekommissionering af anlæggene vil direkte og indirektelede til udledning af drivhusgasudledninger.”26

Det er alt for tidligt at satse alle sparepengene på, at CO2-fangstteknologien får en afgørende rolle i klimakampen. Det er stadig for usikkert. Som det ser ud i dag, løser CO2-fangst på fossile eller biomassefyrede kraftværker og på industrianlæg ikke klimakrisen. CO2-fangstanlæggene kan derimod øge det fossile energiforbrug.

Pauvre internationale resultater

Det Internationale Energi Agentur har i de senere år været med til at skrue forventningerne op til CO2-fangst som et afgørende teknologisk svar på det store handlingsgab, der eksisterer mellem behovet for globale CO2-reduktioner i et Net Zero scenario og så den manglende klimahandling. I IEA´s opdaterede “Net Zero by 2050” scenarie er vurderingen, at der er brug for, at der skal fanges op imod 1,2 mia. tons CO2 i 2030 og hele 6,2 mia. tons pr. år fra 205027. Det er som en Mars mission i forhold til kapaciteten i verdens 35 kommercielle fangstanlæg, der ikke fanger over 45 mio. tons. Se figur 4.

Global CO2 capture by operating and planned source relative to the NZE Scenario, 2030

Figur 4. Kilde: IEA, World Energy Outlook, 2022.

Ifølge IEA skal der bygges ikke mindre end 10 nye Carbon Capture Utilisation and Storage anlæg hver eneste måned frem til 2030 for nå de ambitiøse mål-sætninger, men lige nu er der “kun” projektplaner for cirka 260 nye anlæg i verden, der i bedste fald kun kan nå op på at fange lidt over 200 mio. tons CO. Men mange af dem er prototyper, og de er kun tidligt i projektudviklingen, så det er urealistisk at forestille sig, at man når op på de 200 megatons. Nogle vil muligvis se dette store gab som en ekstra motivation til at skalere endnu hurtigere op for CO2-fangst og statsstøtten til teknologien. Men det bør omvendt afvejes i forhold til de mange andre velafprøvede grønne løsninger – sol- og vindenergi, energieffektiviseringer, elektrificering af transport, såvel som skovplantning og klimaomstilling i landbruget – der er omkostningseffektive.

Disse kan med meget stor sandsynlighed erstatte fossile brændsler og fjerne store mængder CO2 i løbet af de næste få år, mens de klimamæssige odds for CO2-fangstteknologierne er langt lavere og rummer meget større usikkerhed.

De internationale erfaringer med CO2-fangst er ikke særlig opløftende indtil nu. Her kan man f.eks. kigge til Norge, der kan regnes som en europæisk frontløber indenfor både CO2-fangst og -lagring. Indtil nu har det norske fangsteventyr fået en del ridser i lakken. Den daværende socialdemokratiske statsminister, Jens Stoltenberg, var en varm fortaler for det store Mongstad projekt lidt nord for Bergen, som blev søsat i 2006 for at lave CCS på et naturgasfyret kraftværk og et raffinaderi. Stoltenberg sagde, at dette projekt kunne blive et afgørende gennembrud for at reducere Norges CO2-emissioner, som også ville få andre lande til at følge efter. ”Dette er vores månelanding,” sagde han. Fangstanlægget ville kræve et areal svarende til ca. 20 fodboldbaner, bruge lige så meget el som 17.000 husstande og skulle efter planen levere fuld skala CO2-fangst i 2020.

Den norske stat kastede 7,2 mia. norske kroner ind i projektet, hvor investeringsomkostningerne lå på 25 mia. norske kroner. Indfangningsomkostningerne var skønnet til cirka 150-200 euro pr. ton CO228. Og medregnes prisen til transport, infrastruktur og lagring, så kunne prisskiltet nå helt op på 340 euro pr. ton CO2. Alligevel valgte man at gå videre med dette prestige-projekt. Det endte i en fiasko, og i 2013 blev projektet lukket på grund af massive budgetoverskridelser på ekstra 1,7 mia. norske kroner. Mongstad projektet er siden forvandlet til Technology Centre Mongstad, og det er netop dem, som Ørsted har valgt som partner til at rådgive om opbygningen af amino-baseret CO2-fangst i Asnæs og Avedøre. Og det er måske ikke underligt, da Ørsted fra 2010-2013 drev det naturgasfyrede kraftvarmeværk i Mongstad for det norske Statoil. Cirklen sluttes.

Nordmændenes erfaring med CO2-fangst er ikke imponerende indtil nu. Heidelberg cement har i flere år forsøgt at få et fangstanlæg op at stå på deres Norcem cementfabrik i Porsgrunn. Der har været store forsinkelser og fordyrelser på det, der er søsat som verdens første storskalanlæg med CO2-fangst i cement-industrien29. Norcem Brevik anlægget, der har kostet over 4 mia. norske kr. (eller godt 3,2 mia. danske kr.) skal fange 0,4 mio. tons CO2 om året. Danske FL Smidth er også involveret i anlægget, som efter planen skal køre i fuld skala fra 2025. Endnu er det uvist, om det lykkes.

I april 2023 besluttede man midlertidigt at stoppe et andet projekt for CO2-fangst, nemlig på et affalds-forbrændingsanlæg i Klemetsrud, der er drevet af Celcio30. Trods en række succesfulde små testforsøg på anlægget – siden de første pilotforsøg tilbage i 2016 – har det vist sig ekstremt svært og meget dyrere at skalere det op. Indtil nu har byrådet i Oslo og den norske stat skudt 5,5 mia. norske kr. i anlægget, der koster omkring 9 mia. kr. Iflg. planerne skulle anlægget have fanget 400.000 tons CO2 i 2024, men de store og gentagne budgetoverskridelser gør, at projektet nu hænger i en tynd tråd. Kun i bedste fald kommer det op at køre i 2026-27, forudsat at man kan finde nye investorer. Se figur 5.

Figur 5. Kilde: https://www.brevikccs.com/en/facts

Både Klemetsrud og Norcem Brevik fangstanlæggene er en del af Longship-projektet, som den norske stat siden 2020 har givet milliarder af kroner til. Målet er at opbygge en samlet værdikæde og infrastruktur for CO2-fangst, transport og geologisk lagring. Staten betaler 2/3 af regningen, og det statslige selskab, Gassnova driver det operationelle arbejde med CO2-fangst, -anvendelse og -lagring. Man ville skabe en rollemodel for resten af Europa og understøtte dekarboniseringen af de europæiske industrier.

Selv om de norske erfaringer med CO2-fangstanlæggene for kraftvarmeværker, cement- og forbrændingsanlæg ikke rigtig er kommet ud af starthullerne, har Norge et forspring indenfor geologisk lagring af CO2, hvor de er langt foran Danmark. Nordmændene skabte tidligt de rigtige økonomiske incitamenter. Tilbage i 1991 indførte Norge en CO2-afgift svarende til 257 NOK/ton CO2 for naturgas udvundet offshore og 226 NOK/ton CO2 for offshore olie, og det gav et ekstra incitament til olie- og gasselskaberne til at lave CO2-fangst og -lagring i stedet for brænde gassen af på boreplatformene. Den mest modne og udbredte teknologi til CO2-fangst er ’udvaskning’ af CO2 fra røggasser. Vaskeprocessen kan foregå med en amin, der opsuger CO2 ved kontakt.

Allerede i i 1996 og i 2008 begyndte man i Norge at fange og lagre CO2 i Nordsøen (Sleipner-projektet) og i Barents havet (Snøhvit-projektet). Begge steder har man opsuget en stigende del CO2 fra den fossile gas, ingen af disse steder laver man EOR, og der har ikke været rapporteret om lækage fra den CO2, der er lagret i de to geologiske velundersøgte reservoirer under havbunden. De to projekter fremhæves ofte som store successer, og de har til sammen fanget 1,8 mio. tons CO2 om året eller mere end 22 mio. tons akkumuleret.

Selv om der endnu ikke har været lækage fra de to depoter, bør man være forsigtig med at drage for hurtige konklusioner om, at man har fundet en sikker løsning. En analyse foretaget af Grant Hauber for Institute for Energy Economics and Financial Analysis (IEEFA) viser, at CO2´en på bare få år er steget meget hurtigere op gennem de geologiske lag end forventet31. I Sleipner feltet gik der kun få år fra den deponerede CO2 steg op fra 1100 meters dybde til 800 meters dybde. Og i Snøhvit depotet, hvor CO2 sendes 2600 meter under havbunden, er man stødt på problemer med et langt højere tryk end forudset, og efter kun halvandet års lagring måtte man konstatere, at der i det oprindelige depot kun var plads til 1/10 af den mængde CO2, der oprindelig var planlagt. Man var derfor nødt til at lave en ny og dyr boring, der næsten fordoblede de samlede anlægsomkostninger.

IEEFA-analysen illustrerer, at det kan være langt sværere at skalere CO2-lagring, end det ofte antages, og risikoen for, at der dukker uforudsete problemer op, er ganske betydelig. Især når det sker i to norske områder, hvor havbunden er meget velundersøgt. I 2005-rapporten fra IPPC blev et geologisk CO2-lager i Algeriet, Salah-depotet, fremhævet som en rollemodel, og da CO2 skulle lagres under to solide lag af dækbjergarter 900 meter under jorden, troede man, at det var et ret solidt projekt. Men i 2011 kun 7 år efter, at man var begyndt at lagre CO2 i Salah, blev projektet stoppet, fordi CO2-trykket førte til et kraftigt opadgående pres. I Algeriet er man nu begyndt at sende noget af den lagrede CO2 ud i atmosfæren igen for at fjerne noget at trykket i depotet.

En dyr investering

De hidtidige internationale erfaringer viser, at de tekno-logiske CO2-fangstanlæg er meget dyre og kapitalinten-sive. Det vil typisk koste 3 mia. kr. i anlægsomkostninger at bygge et anlæg, der kan fange 1 mio. ton CO232. Omkostningerne for at fange et ton CO2 varierer meget afhængig af den valgte metode – typisk mellem 650-4400 kr. Oveni skal lægges udgifterne til transport af CO2 via lastbil, skib eller rør, der kan ende på flere hundrede kroner pr. ton CO2.

Direkte fangst fra luften i de såkaldte Direct Air Capture-anlæg – eller de såkaldte DACCS-anlæg, der fanger CO2 fra luften med lagring som formål – hører til i den dyre ende. Teknologien er heller ikke særlig udviklet, og der findes ingen fungerende DACCS-anlæg i EU. Globalt er der i dag 18 DAC-anlæg, men det er typisk mindre pilot-projekter, og de fanger ikke mere end 10.000 ton CO2. Med 11 nye DAC-anlæg i pipeline – herunder i Norge, Nordamerika og Storbritannien – vil de i bedste fald højest komme op på at fange 5 mio. tons CO2 i 2030 – til sammen33. Det er som en dråbe i havet.

Ifølge regeringens Klimaprogram 2022 koster DACCS mellem 2.600-4.400 kr. pr. ton CO2, og anlæggene er samtidig meget energikrævende. IEA har vurderet, at der skal bruges mellem 6-10 GJ energi til at fange et ton CO2. Så hvis man skal fange 5 mio. ton CO2 via DAC, vil det kræve en energimængde på cirka 30-50 PJ. Skal det drives med elektricitet fra havvind, vil det sluge al energien fra den kommende Energiø Bornholm. Men det vil være en dårlig løsning, for så vil energiøen ikke erstatte fossile brændsler. Det understreger noget af dilemmaet. “DACCS kan økonomisk set ikke konkurrere med andre negative emissions teknologier (..) den største hindring for teknologiens anvendelse er dets høje energiforbrug.”34

I EU findes der heller endnu ingen fungerende BECCS-anlæg (Bioenergy Carbon Capture and Storage), der fanger CO2 på biomassekraftværker, og også her er pris-skiltet ganske højt. Det er estimeret til at være mellem 690-1380 kr. pr. tons, jf. IPPC´s mitigation rapport35. Prisen varierer efter, om man bruger membraner, tilsætter kemikalier i processen eller fanger røgen i skorstenen. Nogle pilotanlæg har kostet mellem 1550 og 1840 kr. pr. tons fanget CO236. En af årsagerne er, at energiforbruget er meget højt, og energieffektiviteten af et biomasseanlæg falder fra 36 pct. til kun 23 pct., når der sættes en fangstenhed på. Både DAC og BECCS betragtes af det internationale klimapanel stadig som umodne teknologier i “demonstrationsfasen.”37

CO2-fangst på kraftværker er mere udbredt, men de hidtidige erfaringer er ikke optimale. 90 pct. af alle fangstprojekter i kraftværksindustrien er indtil nu slået fejl i implementeringsfasen eller stoppet efter få år38. Det store Boundary Dam kraftværk i Saskatchewan i Canada, der siden 2014 har søgt at fange CO2 fra en kulfyret enhed, har kun fanget 50 pct. af CO2-udledning-erne fra skorstenen, hvor man havde regnet med at nå op på 90 pct39. For at få en bedre økonomi i projektet – der havde kostet skatteyderne og kunderne flere milliarder kroner – solgte kraftværket CO2 videre, så det kunne bruges til at udvinde mere olie og gas i nedslidte felter (også kaldet EOR – Enhanced Oil Recovery). På Petra Nova kulkraftværket i Texas begyndte man at fange CO2 i 2017, men værket var ikke i stand til at fange mellem 33,9 og 55,4 pct, hvor af en del blev brugt til at udvinde ekstra olie og gas, og omkring 40 pct. af den indfangede CO2 blev sendt ud i atmosfæren under disse boringer efter flere fossile brændsler40. Anlægget bidrog derfor ikke til at gøre noget ved klimakrisen, og samtidig var det en så dårlig økonomisk forretning, at CO2-fangstanlægget 3 år senere – i 2020 – lukkede, uden at man nåede at tjene den investerede kapital hjem igen. Her i august har man forsøgt at få anlægget op at køre igen.

Et tredje stort prestigeprojekt for CO2-fangst blev etableret af Chevron i 2016 på Gorgon-feltet nær Barrow øen 130 kilometer fra kysten i det nordvestlige Australien. Det skete med et løfte om at indfange 80 pct. af CO2 fra produktionen af flydende LNG-gas og derefter lagre det 2 kilometer under øen. CO2-fangstanlægget kostede over 13 mia. kr. i anlægsomkostninger, og det var planen, at det skulle fange op mellem 3,4-4 mio. tons CO2 om året, og over tid lagre op imod 100 mio. tons i undergrunden. I løbet af de første fem års levetid var anlægget kun i stand til at fange en femtedel af den CO2, der blev udledt til atmosfæren41. Gorgon-projektet skulle have været et foregangseksempel for, hvordan CO2-fangst skulle skaleres op, men indtil nu har det været en bragende dyr fiasko.

Generelt har CO2-fangsten vist sig at være meget dyr, omkostningerne er ofte blevet meget større end planlagt, og effektiviteten i fangstteknologien har været en del lavere end forventet. CCS/CCUS i kraftværker og i indu-strien har vist sig at være langt mere kompleks og krævende, end salgsprospekterne har lagt op til. Med de høje omkostninger og det store ekstra energiforbrug, vil ”CCS/CCUS have brug for økonomisk kompensation ved enten at sælge CO2, at modtage statslige midler eller ved at opkræve en premium pris på forbrugerne,” vurderer Institute for Energy Economics and Financial Analysis42.

Fortalerne for en større satsning på CO2-fangst håber, at omkostningerne bringes ned i takt med at teknologien skaleres op og anvendt flere steder. Energistyrelsen har i en analyse påpeget, at der er meget stor usikkerhed, og en kritisk forudsætning er, hvor mange fuldlasttimer anlæggene kan køre med.43 Se figur 6

Figur 6. Kilde: Energistyrelsen, Punktkilder til CO2 – potentialer for CCS og CCU.

Det er tvivlsomt, at man kan overføre erfaringerne fra f.eks. forbrugerteknologier, der kan drage fordel af massemarkeder og hurtigt kan skaleres De dyre og energikrævende CO2-fangstanlæg skal ofte skræddersyes til de enkelte værker og lokale forhold, og det lave antal gør det mindre sandsynligt, at omkostningerne vil blive nedbragt hurtigt i de næste mange år. I stedet for at bruge milliarder af skattekroner på at fange 3,2 mio. tons CO2e ved at investere i umod-ne fangstteknologier kunne man for 9,18 mia. kr. udtage og vådlægge 135.000 ha lavbundsjorde og få samme klimagevinst. (Se naturbaserede løsninger sd 15)

Det vil også være langt billigere at satse på plante større skove ved f.eks. at udtage flere marginaljorde og landarealer langs søer, åer og kyster. Den samfundsøkonomiske skyggepris ved skovplantning er af konsulenthuset Niras vurderet til 131-263 kr. pr. tons CO2, afhængig af, om det er nåletræer eller løvtræer.44 Det er mindst 3-5 gange billigere end de kendte CO2-fangst-teknologier i industrien, til affaldsforbrænding, biomasseanlæg og kraftværker.

I dag findes flere omkostningseffektive løsninger til at afbøde klimaforandringerne, men teknologisk og industriel CO2-fangst er en af de absolut dyreste løsninger, og potentialerne er relativt begrænsede. Se figur 7.

Mulige bidrag til nettoreduktioner i udledningerne, 2030, Gigatons CO2e/år

Figure 7: overview of mitigation methods and their estimated costs and potential in 2030. Source: IPPC, Climate Change 2022, Mitigation of Climate Change, Working Group III, Sixth Assessment Report

The above figure from the international climate panel shows that towards 2030 it will be economically cheaper and give much greater effect to invest in clean renewable energy such as solar and wind energy, to limit deforestation (and the burning of solid biomass), to capture more CO2 and methane gases in agriculture, replacing fossil fuels, electrifying transport and saving energy through energy efficiency improvements.

These solutions simultaneously lower energy consumption, limit air pollution and have a number of positive environmental side effects, where the CO2 capture technology increases energy consumption, can prolong the use of fossil fuels and does not contribute to solving other pollution problems than CO2. And agriculture and the forestry sector contain “the second largest reduction potential” (globally: 4.1(1.7-6.7) Gigatons CO2e/year) with other cultivation methods that can better retain the carbon content in the soil, use of biochar and better management of the livestock. “Demand-side actions by switching to more sustainable healthy diets, reducing food waste, building with wood, and using biochemicals and bio-textiles have the potential to mitigate 2.2 (1.1-3.6) Gigatons of CO2e /year. Most mitigation solutions are available and ready to be used. These reductions in emissions can be achieved relatively quickly, while the removal of carbon from the atmosphere (Carbon Dioxide Removal, CDR) requires upfront investments.”45

A green recalibration in Denmark’s energy and climate policy

Some argue that there may be reason to consider a change of direction in Danish energy and climate policy, so that CO2 capture and storage play a less prominent role than has been the case in the last three years. In the light of international experience, there may be reason to make a preliminary reassessment of the priorities. Currently, far more public funds are invested in CO2 capture and storage (DKK 38.7 billion towards 2040), or over DKK 9 billion. DKK for biogas plants in 2024-27, than is invested in energy efficiency improvements, installation of solar and wind energy, electrification of society or a climate-friendly transformation of agriculture and forestry.

In light of the assessments from the international climate panel and the international research literature, there is much that speaks in favor of achieving greater, cheaper and faster reductions in the emission of greenhouse gases by choosing a different investment profile.

The international climate panel strongly recommends that more be done to reduce demand and reduce energy consumption, as this has a number of positive side effects:

“Energy efficiency is a critical strategy in a net-zero transition and can promote clean electrification. Increasing energy efficiency can reduce the need for materials for the intensive energy supply, energy storage, CCU and CCS infrastructure and can limit the need to expand power plants and the transmission network,” state the experts of the UN climate panel. They add that “CCU and CCS on a larger scale will also trigger an additional material requirement to build the associated infrastructure and energy to operate them, which in turn will reduce overall material and energy efficiency.”46

They consider CDR “necessary” to reach net-zero emissions later in the century47, but it is not a boon for all forms of CCU and CCS. On the contrary, they express considerable skepticism towards some of these solutions, which are described as pre-commercial and difficult to scale up.

They state that the risk increases that we will become even more dependent on removing carbon dioxide from the atmosphere if the world’s temperature rises significantly above the Paris target of 1.5 degrees.48 But if politicians have a stronger focus on doing something on the demand side – such as. to reduce energy consumption, it will “mean less dependence on CDR, and thus reduced pressure on land and biodiversity.”49 And “more immediate reductions in emissions limit the need for CDR.”50

In recent years, the international climate panel, IPCC, has been used as a core argument for investing more in CO2 capture and storage. But the above quotes emphasize that the experts have a more nuanced and critically reflected position. In their low-emission scenarios for a maximum 1.5 degree temperature rise, CDR plays a much smaller and limited role compared to scenarios with a large overshoot.

The Council for Green Transition recommends against this background that a green recalibration be made in Denmark’s energy and climate policy. Here, one can advantageously lower the priority or, if possible, postpone further government investments in CO2 capture and storage – at least until 2030 – until there is proper documentation that a more mature and less risky technology has been developed to capture CO2 from power plants, energy-intensive industries and waste incineration plants.

It is preferable in energy and climate policy that taxpayers’ money is primarily allocated to measures where there is a safe effect for the money invested. It would be better if, in the next few years, when rapid reductions in CO2 emissions are needed, the state invests much more in clean renewable energy, energy efficiency improvements in industry and a systemic transformation with the electrification of all sectors, which faster and with greater safety can reduce the consumption of fossil fuels. It can go faster than many expect. For example, an American company has just obtained quality approval for cement, where the production process is powered by electricity and opens up the possibility of completely avoiding CO2 emissions.51 Such new possibilities should be thoroughly analyzed before the state sacrifices billions on capturing and storing CO2 from traditional cement production in Denmark . Poorly prepared subsidies can prevent or delay conversion to new and much cleaner production processes.

At the very least, the state should set aside as many funds – or preferably significantly more – to make the cost-effective reduction measures than has been set aside in various settlements and financial laws for CO2 capture and storage in the coming years. In addition, significantly more investment should be made immediately in research and development of low-emission food products. It can both provide better risk coverage in the short term and free us from large and lasting costs for capturing and storing CO2 to avoid or compensate for unnecessarily high emissions.

In the light of the international experience so far, it is a very risky climate strategy if you focus too heavily on CO2 capture and storage and plan for a too strong scale-up with these technologies rather than doing something quickly to reduce the emissions of industry, agriculture and transport’s large here-and-now emissions of greenhouse gases. The risk is quite simply that the hope of more CO2 capture in the future ends up as a sleeping pillow, which in the next few years weakens the incentive to take effective climate action in relation to the most climate-burdening sectors. CO2 capture does not remove the cause of the problem, but attempts are made to repair the damage at the end of the chimney. It will be better to invest much more in removing the causes of the problem earlier in the value chain.

In an urgent climate crisis, states must in some cases take on the risks of betting on new, unproven technologies. But one should primarily focus on solutions with relatively safe and promising climate perspectives – and for a small country like Denmark in areas where there is a prospect of making a difference. Denmark succeeded with its pioneering efforts for offshore wind turbines, which no one else was interested in. Other examples are China’s investment in electric cars and solar cells. These ventures have demonstrated enormous potential to displace fossil fuels at low cost. And they have subsequently resulted in dominant positions on the world market.

The government’s planned investment in CCS does not have such perspectives. In part, CCS can hardly avoid remaining an expensive and energy-demanding end-of-pipe solution that can never solve the real problem in the form of continued emissions. In part, several countries have already spent billions on it – without success.

The Council for Green Transition is generally positive about the proposals to create more CO2 storage in the future, but the best thing would still be to minimize the need for this by making a much faster removal of low-lying soils and phasing out fossil and wood-based fuels in society . The CO2 storage and the associated infrastructure will take up a very large area and will lead to additional energy and material consumption during the construction phase. And the costs can be significant. To this extent, it is in order to hold tender rounds for new geological CO2 storages in the Danish underground, if no state co-financing or state ownership is envisaged.

If the geological storage of CO2 is increased to a greater extent, it should be financed and operated by market players on long-term licenses. New CO2 stores in the underground should only be built when the local citizens have been consulted. You must also take the necessary safety measures to avoid leakage, otherwise you risk a public backlash.

There is no doubt that the potential for CO2 storage is even very large in Denmark, and over time it may become attractive for market players to take advantage of these opportunities. The Danish underground can according to GEUS stocks up to around DKK 22 billion. tonnes (GT) of CO2. This gives Denmark a position of strength if CO2 storage is in demand on a larger scale in the European market in the future. But the infrastructure is still lacking and it is uncertain whether the many technical potentials and pilot projects for CO2 capture – i.a. in industry – will be able to be harvested in the future. Therefore, it is too early to commit large government funds to building a larger infrastructure for CO2 storage.

It is best to leave these investments to market players, so that the state does not tie up billions of tax kroner in establishing this infrastructure. The state should rather strengthen the financial incentives and ensure better framework conditions by raising the CO2 tax more quickly – preferably up to DKK 1,500/tonne CO2e, which can make it more attractive for market players to reduce their emissions of greenhouse gases or possibly to capture and store them.

Nature-based climate solutions

Politicians can advantageously promote more nature-based climate solutions. All other things being equal, it will be significantly cheaper to reduce emissions from the agricultural and forestry sectors, as well as to phase out the burning of solid wood biomass, than to make large upfront investments in CO2 capture facilities and new infrastructure for CO2 storage. It makes no sense to continue to allow high emissions from low-lying organic soils and then spend billions recapturing the emitted CO2,

Both the Ministry of Climate Change and the Climate Council have calculated negative or low socio-economic reduction costs for wet laying of these lands. Furthermore, the burning of woody biomass should end because the costs for this are likely to be significantly lower than CO2 capture and the resulting investments in new infrastructure for CO2 storage. The economic shadow price for capturing 1 ton of CO2 via highly productive forest planting of conifers and broad-leaved trees is thus only DKK 131-263/tonne CO2, where it is at least 3-5 times higher for capture systems at biomass or incineration plants or CO2 capture at cement factories and other energy-intensive industries.

It must be emphasized that such afforestation must be done in a way that both climate and biodiversity are taken care of, including in the form of a more mixed forest. Construction of production forest must also be followed by extensive clearing of existing forest into untouched forest for biodiversity reasons.

There are correspondingly large opportunities for storing carbon in agricultural land. This applies to continuous storage in relation to the annual cultivation, including

• More grass and less grain and maize – as grass has a denser root network and can at the same time be grown as a perennial crop, where carbon loss during tillage is reduced

• Gasification of organic residual products in pyrolysis plants, where the residual product biochar is crushed and has a very high degree of stability in the soil – several hundred years

• Use of subsequent and intermediate crops, which are mulched52

• Reduced tillage in general, including no-plough cultivation

Table: Climate change agents in relation to arable cultivation and carbon storage, as well as their effect in Denmark (in absolute numbers) and potential area distribution. Source AU: Climate action catalogue, 2023

Aarhus University has calculated in its Climate Actions Catalog 2023 that the most important methods for increased carbon storage in agriculture can potentially lead to a reduction of approx. 3 million t CO2e, see the table. However, it should be noted that the biggest contributor, pyrolysis/biochar is still an immature technology.

In addition, removal of low-lying soil is not an expression of direct carbon storage, but it has the same effect, in that it leads to a strong reduction of CO2 release from areas with a high carbon content. It is possible to extract and wet lay 135,000 hectares of low-lying soils for approximately DKK 9.18 billion. DKK, RGO’s calculation show.

Today, the state pays agricultural holdings significant amounts of compensation if they agree to wet lay organic lowland soils. The amounts varied in 2020 between DKK 31,000/ha for land with permanent grass to DKK 86,000/ha for land with high-value crops.

The climate effect of wetting Danish lowland soils fluctuates between 11 and 41 tonnes of CO2e per ha, depending on the carbon content and mode of operation. If you eg introduced a general greenhouse gas tax of just DKK 700/ton CO2, all of these lands would immediately become wet, because the taxes would far exceed the operating income from the lands.

The total climate effect in 2030 can be estimated at approx. 3 million tonnes of CO2e – in addition to the effects of already adopted and launched initiatives. A tax will thus work much faster and cheaper for the state than the current, voluntary withdrawal schemes, which take several years.

It is being discussed whether agriculture, as the only profession, should be compensated for loss of value due to a greenhouse gas tax. The loss in value due to wet laying will broadly correspond to the lost operating income from the land, because new rules in the EU’s agricultural schemes make it possible for the farms to retain the land subsidies of approx. DKK 2000/ha.

RGO has made a rough estimate of the present value of these operating losses based on 2019 figures from IFRO for the contribution margin, a discount rate of 4% and a time horizon of 30 years. The total present value of the operating losses is approx. 3.5 billion DKK – or approx. half of the current compensation level. The time horizon of 30 years reflects, among other things, that many of these soils will lose so much carbon over 30 years that subsidence will make them too wet for continued cultivation and certain soils unsuitable for the current and fertile production of potatoes. To this must be added the total extraction costs, which are approx. 5.6 billion DKK See Figure 8.

Figur 8: RGO, egne beregninger, 2023.

Desuden bør det undersøges, om der kan opnås stor kulstoflagring marint til relativt lav pris. Det kan især ske ved at genskabe betingelserne for ålegræs, dvs. et betydeligt lavere niveau af næringsstoffer i fjorde og i havet. I nogle tilfælde vil ålegræs så kunne genetablere sig af sig selv, men i andre tilfælde vil det skulle genplantes. Genplantning giver dog ikke mening, medmindre man samtidig sænker udledningerne af næringsstoffer. Tænketanken Hav har fx. vist, at genplantning af ålegræs potentielt kan medføre lagring af 47 mio. t kulstof.54

Et nyt forsigtighedsprincip og seks anbefalinger fra RGO

I Rådet for Grøn Omstilling anerkender vi, at mange har en stærk forhåbning om, at CO2-fangst og -lagring en dag kan hjælpe os ud af den stadig større klimakrise, men vi anbefaler alligevel, at der foreløbig vælges en mere forsigtig tilgang til CO2-fangst og -lagring. Det er vigtigt at tage ordentligt bestik af de internationale erfaringer på området, og rekalibrere den danske politik på området, således man opnår størst mulig klimaeffekt for de offentlige midler.

I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi derfor, at de resterende statslige midler til CO2-fangst – og lagring i Danmark midlertidigt indefryses, og at der frem til 2030 ikke afholdes nye udbud for CO2-fangst eller afsættes ekstra offentlige midler til at bygge en CO2-infrastruktur. Til den tid kan man så vurdere erfaringerne med det allerede kontraktede projekt ved Ørsted og projekter i udlandet, herunder om prisen på CO2-fangst er bragt længere ned, og effektiviteten af denne teknologi er øget tilstrækkeligt til, at det vil være en god investering at skalere op med CO2-fangst og -lagring i 2030´erne og 2040´erne.

Hvis der frem mod 2050 bliver brug for meget mere CO2-fangst og -lagring, som det Internationale Energi Agentur stadig regner med i sit netto-nul fremtidsscenarie, så har Danmark qua sin geologi gode muligheder for at skalere op på et senere tidspunkt. Denne konkurrencefordel forsvinder ikke, fordi vi går senere i gang. Vi har samtidig den fordel, at de geologiske lagre i Danmark ligger væsentlig tættere på EU-markedet end de norske lagre, hvilket kan sænke transportomkostningerne.

I stedet for at satse hårdt på en first mover konkurrencefordel, kan Danmark med fordel rekalibrere og tage bestik af de internationale erfaringer og så om muligt skalere op fra 2030´erne og frem efter. Ved at vælge denne strategi kan Danmark opnå en second mover konkurrencefordel, fordi man undgår en række af de børnesygdomme og fejlinvesteringer, som andre lande løber en stor risiko for at opleve. I mellemtiden kan Danmark sætte fuldt tryk på at skalere op med de andre energieffektive teknologier og løsninger, som grønne danske frontløbervirksomheder allerede står stærkt indenfor – fra termostater og varmepumper til energisoftware og vindmøller. Dette grønne erhvervseventyr er allerede velkonsolideret, men den globale efterspørgsel efter disse velkendte teknologier er hastigt stigende, og Danmark kan sætte ekstra turbo på innovationen i disse industrier ved at lave fremsynende offentlige investeringer og indkøb. Derudover bør Danmark med basis i en verdensførende bioteknologisk industri snarest afsætte betydelige offentlige midler til at udvikle alternativer til animalske fødevarer.

Rådet for Grøn Omstillings position kan foreløbig sammenfattes i seks hovedpunkter:

For det første bør vi i Danmark tage de hidtidige internationale erfaringer med CCS alvorligt. Det er risikabelt for staten at satse meget store milliardbeløb på en prækommerciel teknologi, der – i alt fald for kraftværker, forbrændingsanlæg og store industrifabrikker – er meget umoden, og som langt fra fanger så meget CO2, som fortalerne hævder. Det er bedre at vælge et forsigtighedsprincip og vente med at investere yderligere offentlige midler, indtil de første projekter kan evalueres, så det kan vurderes om teknologien er moden, er omkostningseffektiv, og der er sikkerhed for, at den kan skaleres op.

For det andet er det vigtigt at sikre høj klimaeffektivitet i alle løsninger, der investeres i. Man bør som hovedregel altid prioritere at reducere drivhusgasudledningerne frem for at satse på at rense udledningerne væk. En rensningstilgang vil nærmest garantere høje omkostninger til evig tid – mens det ofte er vist at minimering af udledninger hurtigt kan gøres billigere. Som det ser ud i dag, vil CO2-fangstanlæggene øge danskernes energiregning, da fangstanlæggene er meget energikrævende, og nogen skal betale for dette ekstra energiforbrug. Da anlæggene øger energiforbruget, vil det også – alt andet lige – øge forbruget af fossile brændsler, indtil hele energisystemet er gjort fossilfrit. Det øgede energiforbrug kan give Danmark yderligere problemer med at leve op til vore energispareforpligtelser i forhold til EU.

For det tredje bør man undgå en levetidsforlængelse af ikke-bæredygtige energiformer. CO2-fangstanlæggene kan øge fristelsen til at forlænge levetiden for de fossile brændsler og afbrænding af fast træbiomasse, selv om de står bag hovedparten af verdens udledning af drivhusgasser og luftforurening med sodpartikler (black carbon), der også får klimakrisen til at accelerere.

For det fjerde skal man undgå en ny form for carbon lock-in til kostbar infrastruktur, der vil udløse en ekstra klimaregning. Den store satsning på CO2-fangstanlæggene kan føre til bevarelse af fossil baseret produktion og infrastruktur og/eller føre til anlæg af ny infrastruktur til at bortskaffe den indfangede CO2, der skal transporteres med lastbiler, skibe og rør for at blive lagret i undergrunden eller for at blive brugt i diverse CCUS-følgeindustrier. De lange rørføringer og det permanente transportbehov ved bortskaffelsen vil påføre samfundet ekstra omkostninger, det vil lægge beslag på ekstra naturarealer, og det kan i anlægsfasen øge Danmarks energi- og ressourceforbrug i stedet for at mindske det.

Vælger politikerne at satse på fangst og lagring af CO2, er det bedre, hvis det sker lokalt i kystnære områder, hvor CO2-transporten kan ske med skib og den fangede CO2 eventuelt kan indgå i et kredsløb, hvor den anvendes til produktion på nye Power-to-X fabrikker, hvor der fremstilles f.eks. e-ammoniak eller e-kerosen til luftfarten. I givet fald må man tænke erhvervspolitisk i udvikling af særlige CO2-klynger, som man f.eks. forsøger i Fredericia. Men en større fast CO2-infrastruktur med rørledninger i hele landet kan ende med at blive kontraproduktivt, føre til ekstra CO2-udledninger i anlægsfasen og føre til for store investeringer i CO2-fangstanlæg i industrien, på kraftværker og forbrændingsanlæg, der ellers burde satse på en grøn og energieffektiv omstilling af alle processer.

For det femte bør staten bruge sine penge mere perspektivrigt. Satser staten store økonomiske midler på CO2-fangstanlæg vil det alt andet lige efterlade færre midler til investeringer i sol- og vindenergi, geotermi, varmepumper og elektrificering af det danske energisystem, En direkte elektrificering af industrivirksomheder, af kraftværkerne og varmesektoren vil også rent energiøkonomisk være langt billigere og sikrere. Desuden bør der satses betydelige statslige midler på at skabe gode lav-emissions alternativer til animalske fødevarer, der i dag er årsag til meget høje drivhusgasudledninger – både i Danmark og i de lande vi importerer fx soya fra.

For det sjette bør Danmark ikke vælge en pick-the-winners strategi i forhold til CO2-fangstteknologierne, der efter mange års forsøg stadig ikke har bevist deres modenhed og effektivitet, og hvor Danmark ikke har særlige forudsætninger for at bidrage. Der er mange indikationer på, at lav-emissionsteknologier vil vise sig at være mere effektive end CCS målt ift. både klimaet og økonomien. El fra sol og vind er allerede blevet væsentlig billigere end el fra brændselsfyrede anlæg og dermed er CO2-fangst langt mindre relevant. Lignende udviklinger ser fra de industrier med høje temperaturer, som bl.a. aluminiums-, stål- og cementindustrien, som man i lang tid har antaget kan være svære at få dekarboniseret. Alene cementproduktion står bag ca. 5 % af de globale CO2-udledninger55, mens stål- og cementindustrien står bag 13-14 pct. af de globale drivhusgasser. Størstedelen hænger sammen med deres store forbrug af fossile brændsler. Det har fået mange til at mene, at CO2-fangst er en kritisk og afgørende teknologi til at løse dette problem. Flere og flere virksomheder kan dog elektrificere deres processer, og det er muligt, at elektrificere helt op til 1500-2000 grader. Der findes en række pilotprojekter, hvor både stål- og cementfabrikker begynder at gå over til elektricitet eller grøn brint, fremstillet med ren vedvarende energi. Hvis det lykkes at skalere disse løsninger op, så kan man designe CO2-udledninger ud af disse fabrikkers energiforbrug eller man kan basere CO2-fangst fra cementproduktion på en væsentlig anderledes og billigere teknologi.56

I Rådet for Grøn Omstilling følger vi denne udvikling nøje, da den kan åbne nye muligheder for at dekarbonisere selv de energikrævende industrier. I stedet for at satse for ensidigt på CO2-fangstteknologierne er det vigtigt at anlægge en mere bredspektret analyse af de alternative udviklingsspor, som kan levere lige så store eller endnu større reduktionsbidrag i de kommende år.

For det syvende er det vigtigt at skabe de rette økonomiske rammevilkår først, hvilket kan bane vej for en hurtigere skalering i fremtiden. I stedet for at staten satser hårdt på en meget usikker og energikrævende teknologi, vil det alt andet lige være bedre at indføre en højere CO2-afgift i industrien og alle andre sektorer. Indfases en sådan høj CO2-afgift hurtigere end forudset på industriområdet, vil det give ekstra økonomiske incitamenter til markedsaktørerne for at innovere og at investere i omkostningseffektive teknologier, der kan nedbringe CO2-udledningerne og måske en dag at suge mere CO2 ud af atmosfæren.

Kontakt
Direktør Bjarke Møller
bjarke@rgo.dk
Tlf. 51561915
Seniorkonsulent Erik Tang
erik@rgo.dk
Tlf. 5362 3041

Rådet for Grøn Omstilling er en uafhængig non-profit miljøorganisation, der har rådgivet om den grønne omstilling i mere end tre årtier. Som en grøn løsningstank vil vi levere konkrete, realiserbare og ambitiøse løsningsforslag, der kan accelerere omstillingen til et absolut bæredygtigt samfund.

1 Dharna Noor, Big oil quietly walks back on climate pledges as global heat records tumble, The Guardian, 16. juni 2023.

2 Danmarks Statistik, CO2 fra biomasse udgør 31 pct. af drivhusgasser, 14. september 2023.

3 Klimarådet, Statusrapport 2023, sd. 123.

4 Global CCS Institute, Global statusrapport 2022, https://status22.globalccsinstitute.com/2022-status-report/introduction/

5 Institute for Energy Economics and Financial Analysis, The Carbon Capture Crux. Lessons learne, 2022 sd.10.

7 Regeringen, Klimahandling – I mål med fangst og lagring af CO2, August 2023.

8 Concito, Regeringens CCS-udspil peger i den rigtige retning, 21. august 2023 https://concito.dk/concito-bloggen/regeringens-ccs-udspil-peger-rigtige-retning.

9 Europa-Kommissionen, https://single-market-economy.ec.europa.eu/industry/sustainability/net-zero-industry-act_en, 16. marts 2023.

10 Mark Jacobson, No Miracles Needed, 2023.

11 Klimarådet 2022: Kommentering af Global afrapportering 2022

12 Energistyrelsen 2021: Teknologikataloget, Dataark for kulstoffangst, transport og lagring er den lavere.

13 Mark Jacobson, No Miracles Needed, 2023. Han vurderer, at gennemsnitlige effektivitet på årsbasis er mellem 20-80 pct..

14 Rambøll, Geologisk lagring af CO2 på land og kystnært, notat for Energistyrelsen, marts 2023, sd. 38.

15 Maritim transport af CO2, Teknologisk Institut og Maersk Broker Advisory Service, oktober 2022, https://www.teknologisk.dk/ydelser/skibstransport-af-co2-kan-blive-et-fremtidigt-guldaeg-og-8211-for-de-hurtige/44449 16,6

16 Energistyrelsen Punktkilder til CO2 – potentialer for CCS og CCU, 7. februar 2023, sd. 11.

17 Ibid, sd. 13-14.

18 Concito, Negative udledninger. Teknologier til at fjerne CO2 fra atmosfæren kan sikre hurtigere og billigere CO2-reduktioner, januar 2023.

19 Concito, Karsten Capion og Tobias Johan Sørensen, Notat: Det bæredygtige potentiale for CO2-fangst og -lagring, November 2021.Sd.15.

20 Concito, CCS kan bidrage med fem mio. tons reduktioner i Danmark i 2030, 16. september 2023

21 Concito, Negative udledninger. Teknologier til at fjerne CO2 fra atmosfæren kan sikre hurtigere og billigere CO2-reduktioner, januar 2023 .sd. 9

22 Energistyrelsen, Technology Data – Carbon Capture, Transport and Storage, November 2021, https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Analyser/technology_data_for_carbon_capture_transport_and_storage.pdf

23 Mark Jacobson, No Miracles Needed, 2023.

24 IPPC, Climate Change 2022, Mitigation of Climate Change, Working Group III , Sixth Assessment Report, 2023, sd. 642.

25 Mark Jacobson, No Miracles Needed, 2023.

26 Rambøll, Geologisk lagring af CO2 på land og kystnært, notat for Energistyrelsen, marts 2023, sd. 38.

27 International Energy Agency, World Energy Outlook 2022, sd. 172.

28 Jørgen Steen Nielsen, Norsk CO2-rensning til 20 gange prisen, Information, 17. februar 2009.

29 Mathias Julius Falkengaard, Regningen til norsk CCS.satsning stiger med næsten 700 millioner, 8. November 2021.

30 Nora Buli, Carbon Capture project in Norway temporarily halted by high costs, Reuters 26. April 2023.

31 Grant Hauber, Norway’s Sleipner and Snøhvit CCS: Industry models or cautionary tales? Institute for Energy Economics and Financial Analysis,2023.

32 Axcelfuture, Joachim Sperling og Finn Lauritzen, Finansiering af CCS, februar 2023

33 IEA; Global Energy Outlook 2023, sd. 173.

34 Selene Cobo m.fl., Sustainable scale-up of negative emissions technologies and practices: where to focus, Environmental Research Letters, 18 (2023), sd. 25.

35 IPPC, Climate Change 2022, Mitigation of Climate Change, Working Group III , Sixth Assessment Report, 2023, sd. 800.

36 Selene Cobo m.fl., Sustainable scale-up of negative emissions technologies and practices: where to focus, Environmental Research Letters, 18 (2023), sd. 14.

37 IPPC, Climate Change 2022, Mitigation of Climate Change, Working Group III , Sixth Assessment Report, 2023 sd. 1155.

38 Institute for Energy Economics and Financial Analysis, The Carbon Capture Crux, sept. 2022, sd. 38.

39 Ibid, sd. 43.

40 Mark Z. Jacobson, No Miracles Needed, Cambridge University Press, 2023, Kap. 8.4.2.2.

41 Mark Z. Jacobson, No Miracles Needed, 2023, Kap. 8.4.2.3.

42 Institute for Energy Economics and Financial Analysis, The Carbon Capture Crux, sept. 2022, sd. 73.

43 Energistyrelsen Punktkilder til CO2 – potentialer for CCS og CCU, 7. februar 2023

44 NIRAS, Skovrejsning og CO2-skyggepriser, Rapport til Danske Træindustrier og Dansk Skovforening, 13. oktober 2022.

45 IPPC, Climate Change 2022, Mitigation of Climate Change, Working Group III , Sixth Assessment Report, 2023, sd. 108

46 Ibid, sd. 1187

47 Ibid, sd. 118.

48 Ibid, sd.82

49 Ibid, sd.85.

50 Ibid, sd. 316.

51 Sublime Systems Receives ASTM Certification For Low Carbon Cement – CleanTechnica

52 Det er blevet hævdet, at den positive klimaeffekt af efterafgrøder ophæves af øget udslip af lattergas, men dette tilbagevises, bl.a. af AU, i Klimavirkemidelkataloget 2023

53 Paludikultur = dyrkning af sump-arealer, f.eks. med tagrør

54 https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/analyse-stort-potentiale-for-co2-fangst-og-lagring-i-dansk-havgraes?publisherId=13561161&releaseId=13659151

55 Global Carbon Budget 2022

Forsidefoto: Victor på Unsplash.