Indledning
Diskussionen om den nu vedtagne CO2-differentierede og kilometerbaserede vejbeskatning af lastbiler i Danmark har været meget centreret omkring el-lastbiler, da disse lastbiler er de eneste, der kan få en substantiel rabat på 75 pct.
Der har været mange misforståelser i den offentlige debat, der blandt andet har været præget af stor uvidenhed om den teknologiske modenhed af el-lastbiler. Et gennemgående element har været, at der samlet set kun vil være 4 pct el-lastbiler i Danmark i 2030. Dette tal stammer fra Energistyrelsens Klimastatus og -fremskrivning 2023 (KF23), med forventninger for nysalg og bestand af blandt andet el-lastbiler frem mod 2035.
I det efterfølgende har vi kigget nærmere på tallene i KF23 og inddraget andre aspekter og forudsætninger, som vi forventer har betydelig indflydelse på salget af el-lastbiler i Danmark. Vi vil samtidig komme med vores bud på en mere, i vores optik, realistisk fremskrivning af salget af el-lastbiler i Danmark i perioden 2024-2035. Vi gør opmærksom på, at en fremskrivning selvfølgelig er behæftet med en vis usikkerhed både i forhold til fremtidig nysalg og bestand.
Klimafremskrivningen for 2023
Forventningerne for antallet af nye solgte lastbiler i KF23 er baseret på ”frozen policy” fra 2022.
”Salget af el-lastbiler var fire gange højere i 2023 end antaget i Energistyrelsens Klimafremskrivning”
Daria Rivin
Seniorrådgiver inden for klima og transport
Rådet for Grøn Omstilling
Frozen policy betyder, at man indregner allerede vedtagne reguleringer, herunder vejbeskatningen for lastbiler og, den nu forhenværende regulering om CO2-krav til lastbiler på 15 pct CO2-reduktion i 2025. Derudover er fremskrivningen baseret på Transportministeriets Lastbilsvalgsmodel, hvori det antages, at vognmænd vælger at købe den type lastbil, der samlet set er billigst at køre i over dens levetid. Energistyrelsens fremskrivning for nysalg af lastbiler med forskellige drivmidler, som diesel, brint, gas og el kan ses i figur 1.
Figur 1. KF23 Salg af lastbiler angivet i stk ( Energistyrelsen, 2023 [1])
Som det kan ses på grafen, er forventningerne til gas- og brintlastbiler kontinuerligt lave frem mod 2035, mens diesel lastbiler forventes at være den mest solgte type lastbil helt frem til 2034 (se evt. tallene i tabellen i bilaget).
Ifølge KF23 vil der de næste år blive solgt meget få el-lastbiler. Her forventes salget af el-lastbiler først at tage fart i 2030, mens det i 2035 forventes at el-lastbiler så småt overhaler salget af diesel lastbiler. Kigger vi på det faktiske salg af el-lastbiler i Danmark i 2023, har salget oversteget forventningerne i KF23 med en faktor 4. Her forventedes et nysalg på 69 el-lastbiler i 2023, svarende til det antal el-lastbiler, som Energistyrelsen med puljen på 45 mio. kr. gav støtte til, tilbage i 2022.
I 2023 blev der solgt 316 el-lastbiler. Det svarer til 6,3 pct af nysalget af lastbiler i Danmark. Salg i denne størrelsesorden var først forventet omkring år 2029, ifølge KF23. Det betyder, at salget af el-lastbiler i 2023 ligger på et niveau, der i KF23 først forventes 5-6 år ude i fremtiden. Den skæve vurdering af forventningerne til salget af el-lastbiler ses også i forventningen om, at der i 2024 vil blive solgt 0 og 6 i 2025.
Større salgsandel i Nordeuropa end i EU
Meget tyder på, at salget af el-lastbiler kommer til at gå markant hurtigere end estimeret i KF23. Kigger man f.eks. på de europæiske lastbilproducenters forventningerne til salg af nulemissionslastbiler i EU i 2030, ser man et noget anderledes billede (Se figur 2).
Gennemsnitligt forventer lastbilproducenterne at sælge 50 pct nulemissionslastbiler i 2030 i Europa, mens forventningerne i KF23 for salget af brint- og el-lastbiler i Danmark er helt nede på 23 pct i 2030. Det vil sige at producenternes forventninger til gennemsnittet i EU er mere end dobbelt så højt, sammenlignet med Klimafremskrivningens forventninger i Danmark.
Det må antages, at lastbilproducenternes egne forventninger til salg af nulemissionslastbiler må være tæt på det, der faktisk bliver solgt i EU i 2030. Det er ikke alle lastbilproducenter, der har tænkt sig at udvikle og sælge brintlastbiler. Fælles for dem alle er dog, at de i stort omfang udvikler og allerede i dag sælger el-lastbiler.
Nysalget af el-lastbiler var på 1,5 pct i EU i 2023. Nordeuropæiske lande som Danmark, Sverige, Norge og Holland er nogle af de lande, hvor omstillingen til el-lastbiler allerede i dag går markant hurtigere end i resten af Europa. Derfor forventes det også fremadrettet, at nordeuropæiske lande, herunder Danmark, er et betydeligt bedre marked for el-lastbiler end gennemsnittet i EU. Lastbilproducenterne forventer derfor, at de kommer til at sælge en større andel el-lastbiler i bl.a. Danmark frem mod 2030. Samtidig er de nye CO2-emissionskrav til tunge køretøjer i 2030, 2035 og 2040 med til at lægge en solid bund for, hvor meget lastbilproducenterne rent faktisk skal levere og sælge – hvilket i praksis bliver et markant forhøjet salg af el-lastbiler, hvis producenterne ikke skal betale ganske betydelige bøder
Figur 2. Nul-emissioner annonceret af lastbilproducenter til Europa (Transport & Environment, baseret på data fra offentlige udmeldinger fra lastbilproducenter og ACEAs salgsandele, 2019 [2])
Rådet for Grøn Omstillings forventninger til salg af elektriske lastbiler i Danmark
Udover de nævnte forudsætninger, der ligger i KF23 som ”frozen policy” fra 2022 og vejbeskatningen af lastbiler, har vi valgt også at lægge følgende forudsætninger til grund i vores fremskrivning:
Der er i vores fremskrivning ikke taget højde for udmøntningen af puljen på 300 mio. kr. som regeringen har afsat på Finansloven (FL24). Puljen kan potentielt sikre et salg af omkring 600 el-lastbiler mellem 2024-2026. Selvom forventninger til fremtidigt salg selvfølgelig er behæftet med betydelig usikkerhed, mener vi at der er tale om et betydeligt mere virkelighedsnært bud, baseret på mere realistiske forudsætninger.
Vi tager i vores fremskrivning udgangspunkt i de samme salgstal og bestand i perioden 2024-2035, som i KF23. Vores fremskrivning forudsætter, at den økonomiske ramme for erhvervelse af el-lastbiler ikke forvrides for meget i forhold til vores nabolande. Mens KF23 først forventer, at der bliver solgt flere el-lastbiler end diesel lastbiler i 2035, forventer Rådet for Grøn Omstilling at det allerede sker omkring 2029. Se figur 3.
Figur 3. RGO23 Salg af lastbiler angivet i stk (Rådet for Grøn Omstillings egne beregninger, 2024).
De forskellige forventninger til nysalget, i henholdsvis vores fremskrivning og KF23, har stor betydning for andelen af el-lastbiler i den samlede flåde, altså bestanden. Hvor KF23 som nævnt kun forventer at 4 pct af den samlede lastbilflåde i Danmark er omstillet til batteri-elektriske lastbiler i 2030, vil det ifølge vores beregninger om nysalg være omkring 23 pct af flåden, der er omstillet til el i 2030, se figur 4, der sammenligner vores fremskrivninger af bestanden.
I 2035 forventer KF23, at 1 ud af 5 (21 pct) lastbiler i Danmark er en el-lastbil, hvor Rådet for Grøn Omstilling forventer at halvdelen af den samlede flåde er el-lastbiler (ca. 53 pct).
Figur 4. El-lastbiler i % af bestanden (Energistyrelsen, 2023 samt Rådet for Grøn Omstillings egne beregninger, 2024)
Hurtig omstilling af lastbiler forude
Der er stor vilje til at være en del af omstillingen i transportbranchen, hvor mange virksomheder, transportindkøbere og vognmænd har sat ambitiøse klimamål. Samtidig er lastbilkørsel et erhverv, hvor mange lastbiler kører meget langt årligt. Derfor vil driftsomkostningerne være betydeligt lavere med kørsel i en el-lastbil sammenlignet med en diesel lastbil, hvor dieselpriserne er markant højere og står til at stige. Samtidig skønnes el-lastbiler at blive mere konkurrencedygtige og billigere end både diesel, gas, biogas og brint.
I og med transportbranchen er et rationelt marked, forventes omstillingen at ske betydeligt hurtigere for lastbiler end f.eks. privatbilisters skift til elbiler – særligt de lastbiler, der kører langt og internationalt. Som det også fremgår af KF23 forventes skiftet fra f.eks. diesel til el-lastbiler at ske, når de samlede totalomkostninger ved køb af en lastbil, er positiv. Det samme forventer Rådet for Grøn Omstilling vil ske. Og med inddragelse af nye og relevante forudsætninger, som nævnt i forrige afsnit, kommer nysalget såvel som bestanden af el-lastbiler til at vokse markant hurtigere end der lægges op til i KF23.
Samlet set ser vi ind i en hurtig grøn omstilling til el-lastbiler. Den kommer ikke af sig selv, men i Danmark har vi særdeles gode forudsætninger for at være et af de lande i verden, der hurtigst får udfaset fossile lastbiler og kan være med til at vise vejen for andre.
- Der bør indføres nulemissionszoner i de større byer i Danmark – også for lastbiler over 12 tons.
- El bør tælle med i fortrængningskravet på lige fod med biobrændstoffer og biogas – dette kan fremme TCO’en for el-lastbiler.
- Der bør oprettes en støttepulje til el-lastbiler, der er differentieret efter, hvor mange km lastbilerne kører om året.
Læs vores yderligere anbefalinger til tiltag, der fremmer omstillingen til el-lastbiler her.
Rådet for Grøn Omstilling er en uafhængig non-profit miljøorganisation, der har rådgivet om den grønne omstilling i mere end tre årtier. Som en grøn løsningstank vil vi levere konkrete, realiserbare og ambitiøse løsningsforslag, der kan accelerere omstillingen til et absolut bæredygtigt samfund.
Kontakt
Jeppe Juul
Transportpolitisk chef
jeppe@rgo.dk
Tlf. 2318 1948
Daria Rivin
Seniorrådgiver
daria@rgo.dk
Tlf. 3318 1936
Referencer
[1] Energistyrelsen. 2023. Klimastatus og -fremskrivning. København, Danmark [Online]. Tilgængelig her: https://ens.dk/service/fremskrivninger-analyser-modeller/klimastatus-og-fremskrivning-2023 [Tilgået 05.02.2024].
[2] Transport & Environment. 2023. Truck CO2: Europe’s chance to lead: Position paper on the CO2 standards for heavy-duty vehicles. [Online]. Tilgængelig her: https://www.transportenvironment.org/wp-content/uploads/2023/04/202304_HDV_CO2_position_paper_final.pdf [Tilgået 05.02.2024].
[3] Rådet for Grøn Omstillings egne beregninger. 2024
[4] Energistyrelsen, 2023 [1] samt Rådet for Grøn Omstillings egne beregninger. 2024