Vi må ikke snuble på målstregen – vi skal af med gasfyrene

14. marts 2024

NEKST-arbejdsgruppen ”Farvel til gas i danske hjem” kommer efter et år med 10 anbefalinger til, hvordan man får fjernet barrierer for udrulningen af grønne varmeløsninger. Men arbejdsgruppen har svært ved at leve op til sit navn, når de ser det som en mulighed, at der fortsat vil opvarmes med gas i Danmark efter 2035.

Den Nationale Energikrisestab (NEKST) blev sat i verden under energikrisen for at sikre, at danskerne hurtigere kan få grøn varme, men nu peger arbejdsgruppen på, at der godt kan være gasfyr i Danmark efter 2035, selvom der er politisk opbakning til, at der ikke skal bruges gas til opvarmning fra 2035 med Klimaaftalen for Grøn Strøm og Varme fra juni 2022. Det er vigtigt, at den øgede mængde grønne gas – altså biogas – i gasnettet ikke giver os skyklapper på – vi skal helt af med gasfyrene.

”Det er så ærgerligt, hvis vi ender med at snuble på målstregen og fortsat har gasfyr i Danmark efter 2035. Vi er pt. godt stillet ved kun at have ca. 300.000 gasfyr tilbage i Danmark sammenlignet med 70 millioner i Europa. Det er nu, vi skal vise, at det kan lade sig gøre at være et forbillede for andre europæiske lande. Vi har set, hvordan gaskonverteringerne til fjernvarme og varmepumper har fået et boost i Danmark siden Ruslands invasion af Ukraine, og det er bydende nødvendigt at få politiske initiativer, der sikrer, at tendensen fortsætter,” siger Julie Bangsgaard Abrahams, seniorrådgiver i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.

”NEKST-arbejdsgruppen påpeger, at vi skal have omkostningseffektive drivhusgasreduktioner for øje, men vi skal huske på, at biogas lige nu modtager statsstøtte til op over begge ører. Biogassen er simpelthen for dyrebar en ressource til, at den skal bruges til at varme vand op. Samtidig er der intet omkostningseffektivt, hvis vi ender med at skulle vedligeholde infrastruktur til en tredobbelt varmeforsyning i form af el til varmepumper, gas til gasfyr og fjernvarme inden for samme område,” siger Julie Abrahams.

”Vi skal også huske, at vi ikke får grøn gas i nettet fra i morgen. Der er et politisk mål om, at det skal komme fra 2030, men indtil da vil der blive brugt fossilgas i danske hjem med gasfyr. Vi må ikke glemme, hvor høje gaspriserne har været, og ingen kan vide, hvilke gaspriser vi ser ind i i fremtiden – både på grund af den sikkerhedspolitiske situation, men også af klimahensyn. I 2023 fik Europa stadig dækket 12-14 % af gasforbruget med russisk gas,” siger Julie Abrahams.

NEKST-arbejdsgruppen har dog taget fat i andre gode indsatsområder, der politisk skal følges op på.

”Jeg er enig med NEKST-arbejdsgruppen om, at der skal være fokus på at reducere gasforbruget – både til opvarmning, men også i industrien – samtidig med at andelen af grøn gas i nettet skal stige. Men grøn gas i nettet må ikke blive en sovepude for ikke at få udfaset gas til opvarmning, hvor vi har bedre, mere effektive og grønnere alternativer som fjernvarme og varmepumper,” siger Julie Abrahams.

”Et godt værktøj fra NEKST-arbejdsgruppen er planlagt og varslet afkobling af gaskunder, så vi ikke ender med have private gaskunder, der skal betale for at vedligeholde et gasnet med meget få tilsluttede. Hvis der oveni afkobling kommer et forbud mod installation af nye gasfyr, bliver der sendt et klart signal, så borgere ikke hænger fast i ineffektive og fossile varmekilder. Disse initiativer skal bakkes op med støtte til lavindkomst-husstande, så alle kan få en grøn varme,”, siger Julie Abrahams.

Kontakt

Julie Bangsgaard Abrahams

Seniorrådgiver, Energi

(+45) 3318 1944
julie@rgo.dk

Trine Seidelin Hagen

PR- og presseansvarlig

(+45) 3318 1946
trine@rgo.dk

Andre artikler