Debatindlæg af Annika Lund Gade, bragt i Altinget den 7. september 2022.

Global opvarmning. Klimakrise. For mange er det meget abstrakte koncepter. Eller det har det været. For på trods af at nyhedsstrømmen er fyldt med historier om krig i Europa, galopperende energipriser og et forestående folketingsvalg er der også en anden type historie, der efterhånden fylder rigtig godt i mediebilledet. Historier om nye rekorder i ekstremt vejr; ekstrem tørke, ekstrem nedbør, oversvømmelser, skovbrande. Global opvarmning er ikke længere abstrakt, det er blevet helt konkret nu hvor det i stigende grad påvirker vores eget vejr. Og vores fødevaresystem. For fødevareproduktion foregår jo derude i ’klimaet’, og i takt med at konsekvenserne af global opvarmning sætter ind, bliver vores opgave dobbelt – at reducere vores samlede drivhusgasudledninger og forberede vores fødevareproduktionssystemer på en ny, mere ekstrem virkelighed.

Flyt fokus fra maksimering
I det store, globale billede fylder Danmarks bidrag til fødevareproduktionen meget lidt. Derfor skal vores fokus ikke være på at maksimere vores egen fødevareproduktion, men at udvikle de teknologier og dyrkningsmetoder, der er en del af den grønne omstilling mod et bæredygtigt landbrug. Denne viden kan vi eksportere, og på den måde sikre en langt større effekt end vi overhovedet kunne drømme om at opnå inden for egne landegrænser. Vi har gjort det før. Omstillingen af landbruget kan blive et nyt vindmølleeventyr.

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi at landbruget på linje med andre erhverv skal omfattes af en generel afgift på drivhusgasudledninger – en CO2-ækvivalent (CO2e) afgift der omfatter alle drivhusgasser. Herunder specifikt lattergas og metan, som udgør langt størstedelen af landbrugets drivhusgasudledning.

En afgift er nemlig den samfundsøkonomisk mest omkostningseffektive måde at opnå de nødvendige reduktioner i drivhusgasudledningerne. Med en afgift skabes der et tydeligt økonomisk incitament for den enkelte landbruger til at reducere udledningerne fra egen bedrift mest effektivt. Derfor vil det samtidig være de tiltag, der koster mindst pr. ton CO2e reduceret, der vil blive prioriteret. Landbrugerens viden om egen bedrift samt præferencer kommer på den måde i spil, i stedet for at det fx er en central myndighed, der skal beslutte om der skal etableres en bestemt teknologi eller praksis, om produktionen skal lægges om, om der skal tages jord ud af drift, plantes skov mv. Provenuet fra afgiften kan føres tilbage til landbruget som støtte til omstillingen fx som tilskudsordninger til ny teknologi, omlægningsstøtte og klimarådgivning. Og på den måde udvikles den viden, erfaring og teknologi, vi skal eksportere til udlandet.

Kan accelerere andre miljøproblemer
Klimakrisen er ikke den eneste miljøudfordring for landbruget. Hvis vi ikke har blik for hele økosystemet, risikerer vi at glemme eller endda accelerere andre miljøproblemer i vores jagt på CO2-reduktioner. Vi har et ansvar for at sikre, at vores fødevareproduktion fremtidssikres og omstilles til at operere inden for alle de planetære grænser inden for klima, men også næringsstoffer, biodiversitet og ressourceforbrug. Derfor skal CO2e-afgiften tænkes sammen med EU’s landbrugsstøtteordning og andre tiltag inden for forbedring af vandmiljø, biodiversitet og cirkulær økonomi. De samfundsøkonomiske beregninger for virkemidler skal derfor medregne både positive og negative sideeffekter, da det kan have afgørende betydning for prioriteringen af virkemidler. Tidligere beregninger af klimavirkemidler for landbruget viste tydeligt at når man medregner synergi – særligt effekter på vandmiljøet – bliver klimavirkemidlers samfundsøkonomi langt bedre. 

Start med enkel afgiftsmodel
Landbruget er kendetegnet ved en stor import af fx foder og kunstgødning, og særligt foderimporten er forbundet med stor drivhusgasudledning og negative miljøeffekter. En klimaafgift på landbrugets nationale drivhusgasudledninger vil øge incitamentet for import, f.eks. af soja, da produktionen af importerede varer ikke tæller med i det danske CO2-regnskab. En sådan import vil flytte udledningerne til udlandet i stedet for at reducere dem. Der er derfor brug for tiltag til at undgå dette. Vi er allerede nået et stykke vej via støtte til danske proteinkilder som hestebønner og græsraffinering som alternativ til sojaimport. Men særligt den konventionelle soja er så billig, at de danske proteinkilder endnu ikke kan konkurrere. Derfor er der brug for yderligere tiltag her.

Endelig anbefaler vi at klimaafgiften på landbruget indfases samtidig med den generelle CO2-afgift. Det kan ikke understreges nok hvor travlt vi har med den grønne omstilling. Derfor er det afgørende at introducere det her økonomiske incitament snarest. Derfor anbefaler vi at starte med en forholdsvis enkel afgiftsmodel, der er meget fleksibelt skruet sammen, så den kan udvides og udvikles løbende.