17 organisationer kræver naturlov efter valget

4. oktober 2022
Naturen skal have en lov. Det mener vi i Rådet for Grøn Omstilling og 16 andre organisationer. Derfor stiller vi et fælles naturkrav til en kommende regering: Giv naturen lov - En biodiversitetslov!
Naturen i Danmark er i krise. Vi mister dyre- og plantearter i et skræmmende tempo. Sammen med Bangladesh er Danmark det mest opdyrkede land i verden, hvor over 60 procent af vores landareal er landbrug. Sammenlignet med vores europæiske naboer ligger Danmark i den absolutte bund, når det kommer til tilstanden for vores natur og de arter, som lever i den. Vi er det EU-land med mindst EU-beskyttet natur, og Danmark ligger helt i bund, når det kommer til naturens bevaringsstatus – altså naturtilstanden for naturtyper og dyre- og plantearter. 

Hvis udviklingen skal vendes, har naturen brug for en bedre beskyttelse og langt mere plads. Derfor er 17 danske organisationer gået sammen om et opråb til politikerne og et krav om, at Folketinget efter et valg skal vedtage naturlov – også kendt som en biodiversitetslov, som skal standse tabet af arter og naturområder, give den vilde natur mere plads og sikre den effektiv beskyttelse.

Naturlov skal udarbejdes med klimaloven som forbillede
De 17 organisationer foreslår, at en biodiversitetslov bygges over samme model som klimaloven, hvor det nuværende biodiversitetsråd styrkes og kan spille samme rolle som Klimarådet. Derfor bør biodiversitetsrådet gøres permanent og uafhængigt, så det kan rådgive regering og folketing om den nødvendige indsats og sørge for at målene opfyldes.
Ligesom klimaloven sigter mod CO2 neutralitet i 2050, skal en biodiversitetslov også sætte langsigtede mål. Organisationerne bag anbefaler derfor, at al natur skal trives og have en gunstig tilstand i 2050. I 2019 var kun 5 procent af danske naturtyper i gunstig tilstand.

Organisationerne bag kravet om en naturlov: 
Rådet For Grøn Omstilling, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Vilde Natur, DIB, DOF BirdLife, Dyrenes Beskyttelse, Foreningen til Svampekunstens Fremme, Global Aktion, Greenpeace, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen, Natur & Ungdom, Nyt Europa, De Unge Biodiversitetsambassadører, Verdens Skove, Vild Med Vilje og WWF Verdensnaturfonden.  

For mere information