Forbyd opvarmning med olie og naturgas
Af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver luftkvalitet & klima, og Julie Bangsgaard Abrahams, energirådgiver, Rådet for Grøn Omstilling. Artiklen er bragt i Randers Amtsavis, Horsens Folkeblad og andre lokalaviser.
De høje energipriser og krigen i Ukraine har fået danskernes øjne op for den problematiske brug af olie og naturgas til opvarmning i Danmark. Men det er ikke nok at snakke om det. Regeringen skal gå foran og forbyde opvarmning med olie og naturgas i danske hjem, da olie- og naturgas udleder store mængder klimaskadelig CO2. De grønne alternativer er klar.
En af de mest effektive måder at udfase af olie og naturgas er gennem lovgivning. Særligt haster det med et forbud mod installation af nye fossile fyr. Derfor bør det forbydes at installere nye olie- eller naturgasfyr i bygninger fra årsskiftet. I stedet skal fjernvarmenettet udrulles i byerne, og så skal der individuelle varmepumper i mindre tætbebyggede områder.
Herefter skal der indføres en slutdato for brug af olie og naturgas. Derfor bør opvarmning med olie og naturgas forbydes fra hhv. 2027 og 2030. Konkrete slutdatoer gør, at både borgere, myndigheder og forsyningsselskaber får en fast planlægningshorisont for den fremtidige varmeforsyning.
Støttemidler skal målrettes effektivt til nye forureningsfri opvarmningsformer. Det skal f.eks. ikke være muligt at få tilskud til varmepumper i områder, hvor der skal være fjernvarme. I stedet skal forsyningsselskaber hjælpe borgere med midlertidige løsninger, hvis fjernvarmen endnu ikke er klar og naturgasfyret bryder sammen.
Fremtidens opvarmning er forureningsfri. Krumtappen i den grønne omstilling er forureningsfri fjernvarme fra varmepumper i byerne og individuelle varmepumper uden for byerne. Dette skal kombineres med meget bedre isolering af boligmassen og varmelagre. Det er samtidig vigtigt at få udfaset afbrænding af træ, der har negative konsekvenser for klimaet, folkesundheden og naturen.