Kronik af direktør Bjarke Møller, Rådet for Grøn Omstilling

Putins blodige krig i Ukraine har sendt rystelser igennem Europa, der befinder sig i en dyb energisikkerhedskrise. Og sommerens hedebølger med vilde skovbrande og udtørrede floder på vores europæiske kontinent er et wakeupcall til klimarealismen. Vi oplever måske Europas værste tørkeperiode i 500 år.

Atomkraftværker langs Loire-floden kan ikke få kølet reaktorer ned, og varer kan ikke transporteres via Rhinen til Ruhr-området, fordi vandstanden er for lav.

Flere EU-lande fyrer igen med kul i stor stil, og det forværrer klimaproblemerne. Og hvis Gazprom helt lukker for gashanerne, kan Europas store industrivirksomheder ikke få energi nok.

Det kan blive en lang bitter vinter, hvor gassen må rationeres. Det kan blive værre end under den internationale energikrise i 1973. Men partierne dyster på flere skattelettelser og velfærd, hvor de burde dyste på klima og investeringer i en accelereret grøn omstilling.

Det Internationale Energiagentur anbefaler, at alle EU-lande laver store sparekampagner, hvor der skrues ned for varmen, hastigheden sænkes på motorvejene, og der laves bilfrie søndage i byerne. I Tyskland lægger forbundsregeringen op til, at offentlige kontorer holder temperaturen på maksimalt 19 grader celsius. Flere byer har lukket for det varme vand i offentlige bygninger. Projektører slukkes, og svømmehallerne lukkes. I Spanien må varmen maksimalt være 19 grader, og airconditionanlæg må ikke være under 27 grader i offentlige bygninger.

EU-medlemslande er blevet enige om at spare mindst 15 procent af gassen i år. Ellers risikerer vi, at der mangler gas til vinter. Men hvad sker der i Danmark? Alt for lidt.

Energistyrelsen har i sommer kørt en såkaldt sparekampagne, hvor man i annoncer bilder danskerne ind, at vi »allerede er langt fremme med den grønne omstilling«. Skaber det en brændende platform? Nej. Styrelsen vil kun have os til at »skrue lidt ned« og »bruge lidt mindre«. Ordet »lidt« viser, at man intet har forstået.

Sandheden er, at vi burde gøre meget mere. I Danmark kunne vi godt spare 23-25 procent af energien i 2020erne. Det kan nås ved at øge støtten til energirenoveringer, at hjælpe virksomheder med at spare energi og at fremskynde elektrificeringen. Brug gerne tre-fem milliarder kroner de næste tre år og beløn de hurtige. Ikke kun i Danmark er sparemålet for lavt. EUs energiministre lægger op til 13 procent energibesparelser i 2020erne, men i EU er det økonomisk optimalt at stile efter energibesparelser på 20-21 procent i dette årti, viser beregninger fra Fraunhofer instituttet.

I stedet for grønne hyggebudskaber fra Energistyrelsen, hvor vi alle falder i søvn i dyb selvtilfredshed, trænger vi til et realitetstjek. Hvis alle mennesker på Jorden levede som den gennemsnitlige dansker, vil det kræve ressourcerne fra tre ekstra jordkloder. Vores forbrugsbaserede CO2 emissioner er kun reduceret med 20 procent siden 1990. Danmarks CO2 reduktioner ligger endnu lavere, hvis man medregner klimaeffekten af de millioner tons træpiller og træaffald, som vi importerer fra Baltikum og Rusland til at fyre af i vores kraftværker. Vi har outsourcet vores klimaudfordring. Klimaet og energisikkerhedskrisen burde sætte alle politikere i alarmberedskab. Som under coronapandemien kunne der nedsættes en national operativ kommando til at sætte turbo på energiomstillingen.

Der er brug for en ny krigszonementalitet, hvor politikerne viser mod, og vi kappes om at spare på energien i private hjem, i offentlige bygninger og i transporten. Det sænker energiregningen og vil være en god investering, der kan tjene sig hjem på tre-fire år. Høj energieffektivitet og ressourcebevidsthed styrker Danmarks sikkerhed og kan lægge grunden til fremtidens konkurrencekraft. Oveni har vi en række danske virksomheder, der kan levere løsningerne. Så hvornår vågner politikerne op og kappes på energibesparelser?

Ambitionerne er for lave
Før sommerferien blev der indgået en række grønne forlig. Vi så fremskridt med en grøn investeringsfond og en fælles hensigt om at firedoble sol- og vindenergi på land. Og det er godt, at man vil udlægge vedvarende energizoner på land og fjerne snubletråde. Det er på høje tid. Siden FNs klimatopmøde i Paris i 2015 er udbygningen med landvindmøller gået i stå i Danmark. Og vi er håbløst bagud i forhold til Tyskland med solceller.

Desværre er ambitionerne i de grønne forlig alt for lave. En tidsel er, at gassen først udfases helt i den danske varmeforsyning i 2035. Og politikernes mål om 12,9 gigawatt havvind svarer ikke til ret meget mere end energiefterspørgslen fra de mange nye Power-to-X anlæg, der bygges rundt omkring i landet. Oveni har forligspartierne afsat en halv milliard kroner, så Energistyrelsen frem mod 2026 kan lave detailplaner for mere havvind. Men der findes allerede masser af tal og viden om Nordsøen, så lad være med at spilde tre år.

Der er krig i Europa, og vi skal hurtigst mulig fri af Putins fossiler. Det næste regeringsprogram bør levere håndfaste svar. I løbet af et halvt år kunne man igangsætte store klyngeudbud, og private vindkonsortier bør kappes på, hvordan de vil sikre miljø, biodiversitet, fiskeri og lang holdbarhed for møllerne. Frem for at staten på forhånd scorer kassen med nye udbud i Thor-klassen, kan der laves en ny model for overskudsdeling af de fremtidige gevinster. Vælger man denne markedsdrevne model, kunne vi i Danmark nå op på 30 gigawatt havvind i 2030.

Og i 2023 kunne man udlægge flere energizoner i Nordsøen og Østersøen, så der frem til 2035 kan skaleres op til 65 gigawatt. I fremtiden vil vi mangle grøn strøm til at fylde på elbilerne i Europa. Det kan blive et gigantisk eksporteventyr for Danmark. Skal hele landtransporten i EU-landene omlægges til el, kræver det hele 633 gigawatt ekstra vindenergi, eller hvad der svarer til 42.200 af de største Vestas-havvindmøller.

Hvor er de politikere, der handler på det? Vi kan spare masser af CO2 ved hurtigere udfasning af fossilbiler, men der skal være nok grøn strøm til elbilerne. Politikerne bør også tænke Europas sikkerhed ind i energipolitikken. Den gode nyhed er, at Danmark har de vindmøllefabrikanter og konsortier, der tripper for at hjælpe. Og det kan ske meget hurtigere, end politikerne forestiller sig.

Under Anden Verdenskrig mobiliserede Winston Churchill den britiske nation og fik hver uge bygget hundredvis af militærfly. Tænk, hvis vi i Danmark var lige så ambitiøse for opstillingen af vindmøller, solcelleparker, fjernvarme og varmepumper? Så ville vi klippe alle snubletrådene over og erklære krig mod den fossile afhængighed.

Det er for sent
Vi kan syvdoble sol- og vindenergien på landjorden frem mod 2030 til omkring 50 gigawatt og tage et syvmileskridt frem mod et bæredygtigt el- og energisystem.

Borgerne bør involveres tidligere i processen. Gør det mere attraktivt for bønder, virksomheder og borgere at opstille solcelleanlæg. I stedet for at vente til 2035 med at fjerne alle fossile brændsler i varmeforsyningen, kunne vi i Danmark nå det i 2027-28, hvis vi satte turbo på udbygningen af fjernvarmen i kommunerne og installationen af varmepumper i yderområderne. Hvis Danmark var lige så ambitiøse, som tyskerne i de næste fire år, kunne der installeres 185.000 varmepumper inden sommeren 2026.

Vi står i en energisikkerhedskrise og en krig mod Putin, og ifølge FNs klimapanel har vi kun tre år til at knække de globale CO2-kurver, men politikerne tager først for alvor fat i slutningen af 2020erne. Det er for sent. Hvis man opererer i snegletempo, når vi aldrig i mål. Derfor håber jeg, at det nye folketing straks indkalder til forhandlinger om et nyt nationalt kompromis, der sætter ekstra turbo på den grønne omstilling. For vi kan meget mere, hvis vi virkelig vil.

Bjarke Møller er direktør for Rådet for Grøn Omstilling og er blandt andet hovedforfatter til Mandag Morgens »Grønbog for et bæredygtigt energisystem – sådan frigør vi os fra Putins fossile brændsler«