Debatindlæg af Mikael Skou Andersen, professor Institut for Miljøvidenskab AAU, og Christian Ege, seniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling.

Det er glædeligt, at der er ved at komme bredere politisk opbakning til, at en generel afgift på klimagasudledning også skal omfatte landbrug – og det har folketingsvalget heldigvis ikke ændret på.

Landbruget står i dag for 35 % af de samlede udledninger i Danmark, og hvis ikke landbruget kommer i gang med reduktioner, vil det være 45% i 2030. Det er beregnet, at det bliver meget dyrt for samfundet, hvis andre skal tage de reduktioner, som landbruget skulle have taget for at nå 70%-målet i 2030.

Politisk opbakning
Socialdemokratiet siger i dag klart, at landbruget skal med på afgiften – ligesom støttepartierne har sagt det længe. Venstres Jakob Ellemann-Jensen siger det nu også – men kun hvis det ikke koster arbejdspladser i landbruget og fødevareindustrien. Men hvad betyder dette?

Fødevaresektorens fagforbund, NNF, siger de kan acceptere, at en del af de klimaskadelige arbejdspladser forsvinder, og at de kan erstattes af grønnere arbejdspladser, for eksempel inden for plantebaserede fødevarer.

Socialdemokraterne siger, at en afgift kun skal fremme, at landbruget tager mere klimavenlige teknologier i brug, men ikke skal påvirke befolkningens valg af fødevarer. Men hvis vi skal i mål med reduktionerne, skal afgiften gøre begge dele.

Det kan være en god idé at sende indtægterne fra afgiften tilbage til landbruget, men det skal ske på en måde, så det fremmer mere klimavenlig produktion, herunder udviklingen af flere plantebaserede fødevarer. Hvis vi støtter de mest klimaskadelige fødevarer lige så meget som de klimavenlige, kommer vi jo ingen vegne.

Søren Gade fra Venstre vil slet ikke have en dansk afgift, men afvente en fælles afgift i EU. Men realiteten er, at EU er handlingslammede her, fordi traktaten siger, at afgifter kun kan vedtages ved enstemmighed, mens alle handelsreglerne vedtages ved flertalsafstemning.

Derfor er den eneste mulighed at lave en dansk afgift. Men de andre lande skal jo også leve op til Paris-aftalen, herunder til EU’s forpligtende mål om 55 %-reduktion i 2030, så de kan ikke bare køre i frihjul.

Fremtidens teknologier ændrer afgift
Vi er dog helt med på, at en dansk afgift på udledning af klimagasser kun vil ramme dansk produktion, men friholde importerede varer. Det hjælper ikke klimaet, hvis forbrugerne blot køber importeret kød i stedet. Men dette kan også løses. Man kan til en start lægge afgiften på selve varen, for eksempel oksekød, som er klart den største synder, og hvor importen er betydelig. Så rammer den ens på importeret og dansk produceret kød, og overholder dermed EU-reglerne om ikke at diskriminere.

Det vil dog på længere sigt være en dårlig idé at lægge hele afgiften her. Afgift på udledning har nemlig den fordel, at den tilskynder den enkelte producent til at bruge de mest klimavenlige teknologier.

Når de danske landmænd om nogle år er bedre udstyret med grønne teknologier, kan vi skifte til en udledningsafgift. Til den tid (senest i 2030) vil der også være data, som gør det muligt at skønne – og afgifts-pålægge – de tilknyttede udledninger i de lande vi importerer fra. Det kan f.eks. ske efter de principper der er skitseret i EU-forslaget om en klimatold (CBAM).

I forvejen har de økonomiske vismænd beregnet, at den såkaldte lækage af arbejdspladser kun vil være ca. 1/3 – altså at 1/3 af de mest klimaskadelige arbejdspladser vil flytte til udlandet. De skal så erstattes af mere klimavenlig produktion i Danmark – for eksempel af plantebaserede fødevarer.

Hvis der er partier, der er nervøse ved dette, kan man stærkt mindske denne effekt ved at gøre som foreslået ovenfor. Samtidig vil vi så påvirke forbruget i mere klimavenlige retning, men på en måde, som stiller danske og importerede varer lige. Og så er vi nede på en lækageeffekt, som vi helt sikkert kan håndtere.

Der er med andre ord ingen undskyldninger for at undtage landbruget fra afgift på klimagasser.

Debatindlægget er også bragt i Altinget d. 15. nov. 2022