Europas veje skal nu elektrificeres
En ny politisk aftale i EU betyder, at der opsættes ladestandere til både elektriske person- og lastbiler på hele det overordnede vejnet i EU i perioden 2025-30. Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling er begejstrede og kalder aftalen for historisk.
Elbilerne og el-lastbilerne er på vej ud på vejene i stor stil, men kan de oplade, når de skal køre ned gennem Europa? Det spørgsmål blev besvaret i nat, da der blev indgået en politisk aftale mellem EU-Kommissionen, EU’s Ministerråd og EU-parlamentet om infrastruktur til alternative drivmidler, der blandt andet betyder en massiv udbygning af ladeinfrastrukturen på det overordnede vejnet i EU.
”Europas veje skal nu elektrificeres. Det er en historisk beslutning, der skaber sikkerhed omkring den grønne omstilling af vejtransporten i EU. Det er en forudsætning for en hurtig udfasning af fossile køretøjer samt benzin og diesel,” siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
El-lastbiler kan snart køre internationalt i EU
Selvom der ikke er mange på vejene endnu, gør EU klar til den forventede store udrulning af elektriske lastbiler, der kommer til at ske i de kommende år.
”Det er helt afgørende, at EU nu har sikret at ladeinfrastrukturen bliver klar til elektriske lastbiler i hele EU, så også de lange ture kan køres elektrisk. Det er en forudsætning for at vi i fremtiden kan få transporteret varer på vejene i hele EU på grøn strøm og en meget lav klimabelastning,” siger Daria Rivin, rådgiver i Klima og Transport.
Mere konkret skal der for hver 120 km opsættes ladestandere til el-lastbiler og el-busser på hovedvejnettet i EU. Opsætningen skal starte i 2025 og halvdelen af hovednettet skal være dækket i 2028. Det mener hun både er ambitiøst og nødvendigt, og fortsætter:
”Samtidig giver beslutningen også et klart signal til vognmændene om, hvordan de skal prioritere i den grønne omstilling af den tunge transport. El-lastbiler bliver hovedvejen i den grønne omstilling af lastbiler,” siger Daria Rivin.
I aftalen er der ikke krav om opsætning af tankanlæg til gas eller biogas, og der er først krav til etablerings af brint-tankningsinfrastruktur i 2031, forudsat at reglerne ikke ændres inden.
Let ferie med elbil i Europa
Samtidig er der godt nyt for dem, der vil på bilferie med elbil i EU. Selvom, der nu hurtigt kommer flere og flere elbiler på vejene, skal man heller ikke være bange for ikke at kunne lade på turen ned igennem Europa.
”Som elbilist bliver det nu endnu nemmere at køre i hele EU, fordi det sikres at vejene på hovednettet får en tæt og god ladekapacitet. Med aftalen står EU godt rustet til en hurtig elektrificering,” siger Jeppe Juul.
Den politiske aftale skal nu formelt bekræftes af EU’s Ministerråd og EU-Parlamentet.