Engang sagde Bill Clinton”It´s the economy, stupid”, men det vil nok være mere præcist at sige: ”It´s the energy, stupid!”

For da Donald Trump på valgnatten holdt sin sejrstale, sagde han ”leave the oil to me”. Et af hans hovedbudskaber under præsidentvalgkampen var da også ”Drill, baby, drill”. Han er fløjtende ligeglad med de globale klimaforandringer. Han vil udvinde mere. Brænde mere af. Selv om det brænder kloden af.

Med Trump ved magten vil USA – igen – melde sig ud af FN´s klimaaftale fra Paris. Og fyre ekstra op under den fossile energi. Det bør ikke overraske. USA er i dag verdens fossile supermagt nummer et. Det er det land, der udvinder absolut mest olie (20 pct. af verdens olieproduktion) og mest gas og LNG-gas. En stor del af den amerikanske magt, velstand og konkurrenceevne hviler på enorme mængder af fossil energi.

Trump er ikke alene. Også Putin har bygget sin magt op på fossil energi. I en årrække fik han gjort Tyskland dybt afhængig af de løbende forsyninger af billig russisk gas. Det var led i et geopolitisk spil om dominans. Han indledte krigen, da EU-landene var meget sårbare og fik 45 pct. af sin gas fra Rusland.

Fossil energi finansierer autoritære regimer

Invasionen af Ukraine og den blodige krig har ændret alle ligninger i tysk og europæisk politik. For krigen udløste en energikrise i 2022, der førte til øget inflation. Det rystede de europæiske økonomier. Som under 1970´ernes energikriser, der også skabte højere inflation, kan energien ryste og vælte regeringer. Borgernes vrede stiger med energipriserne, der gør flere og flere varer dyrere. For varerne har store mængder af indlejret energi. Det gælder også vores fødevarer. Fordi det industrialiserede landbrug bruger så meget kunstgødning, pesticider og dieseldrevne maskiner, går der hvert år 655 liter dieselolie til at fremstille en danskers fødevarer.

To tredjedel af EU-landenes bruttoenergiforbrug er fossil energi, der importeres for 390 mia. euro om året. Det svarer til 2,7 pct. af bruttonationalproduktet. Og det er også mere, end EU-landene bruger på forsvaret. Men da 18 pct. af EU-landenes gas – trods en stribe energiembargoer – stadig kommer fra Rusland, bruges pengene til at føre krig for. Det skader vores sikkerhed. Det er på høje tid at vågne op til den barske geopolitiske realitet: Så længe vi i Europa ikke frigør os fra den fossile afhængighed, er det vores strategiske akilleshæl. Importen af fossil energi finansierer autoritære regimer mod øst, som truer vores sikkerhed. Vi gambler med vores fremtid, hvis vi ikke frigør os hurtigt fra fossilerne.

Sæt strøm til den grønne energirevolution

Heldigvis findes der en løsning på udfordringen!

Gennem en målrettet og ambitiøs klima- og energipolitik er det muligt for EU-landene helt at frigøre sig fra fossil energi i løbet af femten år. For 95-100 pct. af de teknologiske løsninger findes allerede. Sol- og vindenergi er i dag billigere end fossilerne på livslange omkostninger, og de falder som batterierne hastigt i pris. Salget af elbiler er steget markant, og fra område til område slår batterirevolutionen igennem. Det er nu realistisk at opbygge et elektrisk samfund, der drives af 100 pct. grøn strøm.

Vi befinder os i et globalt kapløb mod stadig lavere marginalomkostninger for energien. Det er en grøn energirevolution drevet frem af hastigt faldende priser for sol-, vind- og batterier. Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på.

Energi er nøglen til regeringers herredømme og evne til at levere velstand. Og når den fordyres kraftigt, følger inflation, øget social usikkerhed, arbejdsløshed og stagnation. Det sidste kan bringe regeringer til fald. Anker Jørgensen, Jimmy Carter og mange andre oplevede det. Det samme kan næste år blive skæbnen for Olaf Scholz i Tyskland. Energi er den store X-faktor i økonomi og politik.

Kina har for længst forstået, hvor vigtigt det er at frigøre sig fra importen af den fossile energi, der gør landet afhængig af udenlandske magter. Siden finanskrisen i 2007/8 har den kinesiske stat investeret massivt i at skalere de grønne energiteknologier op og at elektrificere samfundet i lyntempo. De er i dag verdens førende nation indenfor solceller, batterier og elbiler, og hvis ikke EU-landene snart vågner op til dåd, vil kineserne også opnå en dominerende position i vindmølle- og varmepumpeindustrien.Engang var vi Europa frontløbere indenfor solceller, men regeringerne forfulgte en markedsliberal politik og efter finanskrisen valgte de sparevejen ud af krisen. I stedet kunne vi som Kina have investeret strategisk i de industrier, der skal skabe vores fremtidige konkurrenceevne. Det er på høje tid til at vågne op til de nye økonomiske og geopolitiske realiteter. It´s the energy, stupid!

Strategisk industripolitik er nøglen

I Europa bør vi føre en proaktiv strategisk industripolitik, hvor vi målrettet bruger staten og optager lån for at skalere de grønne industrier og teknologier op, som skal frigøre os fra den fossile afhængighed. Det kræver en kopernikansk vending i den økonomiske tænkning. Hvis EU fik flere egne ressourcer – og f.eks. alle pengene fra CO2-kvotehandlen – kunne fællesskabet optage billige lån til at accelerere den grønne industrielle revolution. Men der er stadig en del modstand.

Mainstreamøkonomerne bilder sig ind, at det i første række er arbejdskraft og teknologi, der driver produktiviteten op. I deres produktivitetsligning og økonomiske modeller spiller energien stadig en relativ marginal rolle. Men historisk set og over lang tid er der næsten en 1-1 sammenhæng mellem den mængde af energi, der proppes ind i økonomien, og den velstandsstigning, der skabes i samfundet.

Energi er nøglen til regeringers herredømme og evne til at levere velstand. Og når den fordyres kraftigt, følger inflation, øget social usikkerhed, arbejdsløshed og stagnation. Det sidste kan bringe regeringer til fald. Anker Jørgensen, Jimmy Carter og mange andre oplevede det. Det samme kan næste år blive skæbnen for Olaf Scholz i Tyskland

Energi er den store X-faktor i økonomi og politik. For som økonomen Steve Keen har sagt: ”Et menneske uden energi er et lig, og en maskine uden energi er en skulptur.” I stedet for at se energi som et luksusgode, der tages for givet, bør vi forstå den som den første og afgørende forudsætning for velstand, velfærd og produktivitet. Men hvilken energi skal det være? Svaret på dette spørgsmål burde være allerhøjeste prioritet for alle stats- og finansministre i EU.

EU-landene brænder 3,8 mia. tønder olie af om året, og omregnes energiindholdet til menneskers arbejdsår svarer det til 17,1 milliarder mennesker arbejder 24 timer alle dage af året. Også Danmark er stærkt afhængig af fossile brændsler. Hele 68 pct. bruttoenergiforbruget i hele den danske økonomi (inklusive vores internationale transport og aktiviteter i udlandet) er stadig fossilt, og den procentsats har været ret stabil siden 1968!

Indenfor den danske nationalstats rammer er 53 pct. af energiforbruget fossilt. Selv om de rene vedvarende energikilder er vokset betydeligt, stammer kun 13 pct. af vores bruttoenergiforbrug fra sol- og vindenergi, varmepumper, geotermi og vandkraft. I bedste fald er vi kun kommet en sjettedel af den grønne omstilling væk fra fossilerne. Mindre end en femtedel af Danmarks energiforbrug er elektrificeret. Elektrificeringen er gået i stå og dens andel af energiforbruget er ikke øget i de sidste tyve år.

Hvornår vågner Wammen op til dåd?

Rent klimamæssigt og i forhold til luftforureningen er der kun stærke argumenter for at frigøre sig fra de fossile brændsler. Det er essentielt at løse klimakrisen, hvor 90 pct. af de globale CO2-udledninger stammer fra afbrændingen af olie, gas og kul.
Men Energistyrelsen forventer, at der i 2024 udvindes ca. 26 mio. tønder i den danske del af Nordsøen, og der åbnes nye felter, fordi regeringen endnu ikke tør tage opgøret med det fossile forbrændingssamfund. Er det fordi dansk økonomi stadig drives frem af energien fra 120 mio. tønder olie? Omregnet til menneskelig arbejdskraft svarer det til 540 mio. arbejdsår.

Organisatorisk og mentalt er det en kæmpe opgave at gå fra et fossilt forbrændingssamfund og så skabe et klimapositivt samfund, der drives af ren vedvarende energi og grøn strøm. Mange har svært ved at forestille sig, at det kan blive anderledes.

Nogle råber desperat på atomkraft som et quick fix, selv om det tager over et årti at bygge nye atomkraftværker, og målt på livslange omkostninger er a-kraft væsentlig dyrere end sol- og vindenergi, selv når de er bakket op af batterier.

Rent økonomisk er der kun gode argumenter for at sætte turbo på den grønne omstilling. I det globale fossile energisystem spildes hele to tredjedel af al energi, inden den kommer ud til slutbrugerne og gør reel nytte i form af arbejde og serviceydelser. Hvornår erkender finansminister Nicolaj Wammen, at der kan høstes meget større produktivitetsgevinster ved at elektrificere alle sektorer af samfundet og udfase fossilerne end ved at skrue på arbejdsudbuddet eller fjerne St. Bededag? Besættelsen af at skabe lidt større arbejdsudbud svarer til, at man presser citronerne ved et teselskab på toppen af Titanic, der sejler på fossil energi.

Desværre holder finansministrene endnu hånden under den fossile spildøkonomi. Iflg. IMF udgør staternes direkte og indirekte subsidier til fossile brændsler globalt over 7000 mia. dollar om året eller omkring 7 pct. af verdens landes bruttonationalprodukt. Uden statsstøtte vil olie, gas og kul blive udkonkurreret på markedet. I EU-landene får fossilerne over 150 mia. euro i direkte og indirekte subsidier, hvis man medregner værdien af skattefradrag og gratis kvoter. Det er organiseret stupiditet, der øger både borgernes energiregning og fremtidens klimaregning.

Ren energi styrker vores konkurrencekraft

Der er ikke længere økonomiske argumenter for at klamre sig til fortidens beskidte energi. Priserne på solenergi og batterier er faldet med over 80 pct. i det sidste årti, og offshore vind er faldet med 73 pct. I dag er el fremstillet fra solceller på bar mark 56 pct. billigere end fossil energi, og landvind er 67 pct. billigere. Det er på høje tid at melde sig fuldt ind i det grønne energikapløb.

Alle former for statsstøtte til fossil energi bør fjernes og kanaliseres over til rene energikilder og grøn strøm. I Danmark var den fossile statsstøtte 3,6 mia. kr. i 2022 – bl.a. fordi energikrævende virksomheder og landbruget får store skattefradrag, når de brænder fossil energi af. Det er næsten det dobbelte af, hvad regeringen vil give i samlet støtte til sol- og vindenergi og varmepumper i hele perioden fra 2022-28! Vi skal en anden vej. De fossile subsidier bør helt væk, for de skader klimaet og øger den samlede energi- og klimaregning.

Vi skal gå all-in på den billigere vedvarende energi, også af hensyn til fremtidens konkurrencekraft. Draghi-rapporten om Europas konkurrenceevne har vist, at en central årsag til, at europæiske virksomheder har svært ved at konkurrere, er, at de betaler 2-3 gange så meget for deres elektricitet som deres kinesiske og amerikanske konkurrenter. Den bedste løsning er at fremskynde dekarboniseringen af økonomien, som Draghi rapporten påpeger. Det skal vi også i Danmark.

Der findes et godt grønt alternativ

Rådet for Grøn Omstilling (RGO) har lavet en rapport, der viser, at hvis Danmark nidobler sin produktion af sol- og vindenergi og laver en meget hurtigere elektrificering af vejtransporten, varmeforsyningen og industrien, kan vi helt frigøre os fra alle fossile brændsler i 2040. Planen kan skære 80 pct. af Danmarks CO2e-udledninger i 2030, 90 pct. i 2035 og så nå 100 pct. reduktion om femten år. Vi skal også investere meget mere i skovrejsning og biodiversitet, og vores beregninger viser endda, at det samfundsøkonomisk er en rigtig god investering at rejse hele 320.000 hektar ny skov frem mod 2040 – dvs. mere og hurtigere end i den grønne trepart.

Rapporten – Ren energi indenfor planetære grænser i 2040 – viser, at Danmark med denne strategi frem mod 2040 kan spare hele 207 mio. tons CO2 mere end regeringens klimapolitik. Det svarer til at barbere hele fem års udledning af drivhusgasser væk. Det har en klimaværdi på 267 mia. kr., hvis man regner ud fra Finansministeriets forventede CO2-pris i 2040.

Vi kan også løse tre store udfordringer, der ofte ignoreres i dansk klimapolitik: A) Udfasning af den klimaskadelige afbrænding af fast træbiomasse. B) Dekarbonisering af vores internationale luft- og skibsfart. C) Kraftig reduktion af den indlejrede CO2 i alle sektorers fossile forbrug via mere cirkulær økonomi.

Vi skal elektrificere alt, hvad der kan sættes grøn strøm til, fordi det rent energiøkonomisk er langt mere effektivt end at fyre med fossil energi og træbiomasse. Elmotorer er 3-4 gange mere effektive end forbrændingsmotorer. Varmepumper er 3-4 gange mere effektive end gasfyr. Danmark bør satse benhårdt på en elektrificering af alle sektorer. Under næste års danske EU-formandskab bør vi skalere disse løsninger hurtigt op i hele Europa. Vi bør spilde mindre tid og færre penge på dyre distraktioner med CO2-fangst, pyrolyse eller grøn brint til industrier, hvor det er bedre at elektrificere. Stort set hele industrien kan elektrificeres, og det vil være en god forretning. Fremtiden er elektrisk, og det er meget mere effektivt og billigere, hvis vi elektrificerer det meste af vores økonomi end fortsat at være afhængig af fossile brændsler, der skader klimaet. Og grøn brint skal fremstilles med vedvarende energi i lokale industriklynger og bruges med måde til at lave e-fuels til fly- og skibsfart eller fossilfri gødning.

I de sidste hundreder år har Danmark været et forbrændingssamfund, hvor vi først fik vores energi fra at brænde alle landets skove af, og siden brændte vi millioner tons fossil energi af om året for at holde gang i hjulene. Men forbrændingssamfundet har fået klimaforandringerne til at accelerere på dramatisk vis, og det er på høje tid at omfavne det 21. århundredes grønne og elektriske løsninger.

Dette er en kronik af direktør Bjarke Møller, der blev bragt i Dagbladet Politiken den 18. december 2024.