Øget klimabelastning fra offentligt byggeri er et problem

26. juni 2023
Kommunerne, regionerne og staten har en afgørende mulighed for at sætte fart på den cirkulære omstilling af byggeriet. Det ansvar skal de tage på sig hurtigst muligt

Byggeriet er en kæmpe og fortsat uløst klimaudfordring – både herhjemme, i EU og globalt. 50 procent af de materialer, vi udvinder på globalt plan, går i dag ind i byggeriet. Og byggeriet tegner sig for omkring 30 procent af det samlede danske klimaaftryk og 40 procent af den samlede globale CO2-udledning. Derfor er der hårdt brug for en cirkulær omstilling af branchen.

Alligevel er vi endnu ikke kommet ud af starthullerne. Der har været talt om cirkulært byggeri i mange år. Vi har enkelte cirkulære flagskibsbyggerier og har fra i år fået krav til livscyklusvurderinger og grænseværdier til materialers klimaaftryk. Men det er endnu ikke på et niveau eller skala, hvor det batter tilstrækkeligt i forhold til at få gang i den cirkulære omstilling af byggeriet.

Rapporten ’Cirkulært Byggeri – fra drøm til virkelighed’, som Rådet for Grøn Omstilling netop har udgivet, ser nærmere på, hvilke forhindringer der ligger i vejen for omstillingen af byggebranchen.

Efterspørgsel er stopklods
En af de største stopklodser er, at der simpelthen ikke er nok efterspørgsel på cirkulære materialer og byggeprojekter. Her bør den offentlige sektor påtage sig et langt større ansvar. Samlet set sidder staten, regionerne og kommunerne med en kæmpe indkøbsmuskel, når det kommer til bygge og anlæg – og har dermed muligheden for at spille en nøglerolle i forhold til at kunne bane vejen for et mere attraktivt marked for cirkulæret byggeri. Det ansvar påtager den offentlige sektor sig ikke i dag.

Det hører mere til undtagelsen end reglen, at der er klare cirkulære krav eller pointgivning til mere cirkulære løsninger tænkt ind som parametre, når offentlige aktører sender et bygge- og anlægsprojekt i udbud.

Energistyrelsens Global Afrapportering 2023 viser, at det offentliges klimaaftryk faktisk er steget de seneste år med 12 procent fra 2019 til 2021. Stigningen er primært drevet af øgede investeringer netop i bygge og anlæg samt øgede udgifter til bekæmpelse af coronapandemien.

Udbudsregler
Derfor er der brug for, at den offentlige sektor kommer op i gear og påtager sig et tydeligere ansvar for at understøtte den cirkulære omstilling af byggeriet.

Et skridt i den retning ville være at indføre nye udbudsregler, som fremmer et langt større fokus på cirkularitet i byggebranchen. Det arbejder blandt andre Københavns Kommune med på udvalgte projekter, men det er langtfra normen. Man kunne eksempelvis lade offentlige udbud følge de cirkulære rammer og krav, der er fastsat i EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer.

På et mere overordnet niveau vil et vigtigt skridt også være, at man politisk sikrer bedre data, klare reduktionsambitioner og realistiske reduktionsstier, som viser vejen til at reducere offentlige sektors klima- og ressourcepåvirkning – og herunder reduktioner inden for bygge- og anlæg.

Det har vi, til trods for en snart tre år gammel Strategi for grønne offentlige indkøb endnu til gode at se.

Dette debatindlæg blev bragt i Klimamonitor 26. juni 2023.

Kontakt

Anna Fenger Schefte

Redaktør og senioranalytiker, Ressourcer & cirkulær økonomi

(+45) 5194 7932
anna@rgo.dk

Læs mere