Indlæg af Claus Ekman, Direktør i Det ØkologiskeRåd, bragt af Altinget.dk

Statsministeren formåede i sin åbningstale at få øjenbrynene til at hæve sig på flere MF’ere, da han nævnte regeringens nye målsætning om én million grønne biler inden 2030.

Med noget, der lød som en fordobling af Socialdemokraternes tidligere udmeldte målsætning, blev den flanke lukket og den grønne del af valgkampen for alvor skudt i gang.

Udmeldingen er utvivlsomt et vigtigt signal, og kombineret med målet om stop for salg af rene benzin- og dieselbiler fra 2030 kunne man være fristet til at tro, at regeringen er klar til at gøre noget ved transportsektorens klima- og luftforureningsudfordringer.

En million elbiler er realistisk
Før vi kigger på, om det er klogt at fremme grønne biler i Danmark, og om regeringen virkelig mener det alvorligt, er det måske passende at spørge sig selv, om det overhovedet er realistisk med én million grønne biler inden 2030?

Svaret er i mine øjne klart: Ja, selvfølgelig er det realistisk, hvis man har en forventning om, at teknologi- og prisudviklingen fortsætter, hvis reguleringen understøtter omstillingen, og specielt hvis man har en bred definition af termen “grønne biler”.

Kig blot til Norge. Der kører i dag cirka 250.000 el og plug-in hybrid biler rundt på de norske veje. Over 70.000 af dem kom til i 2017, og i december blev der solgt flere af dem end af benzin- og dieselbiler.

Det er bestemt realistisk at kopiere eller blot lade sig inspirere af det Norske eksempel, og med den teknologiudvikling, vi ser i øjeblikket, kan en stor andel grønne biler opnås med en meget mindre regulatorisk indsats.

Hvis ikke Danmark skal gå forrest, hvem skal så?
Det næste spørgsmål er så, om det er klogt at fremme grønne biler i Danmark. Her er mit svar et endnu klarere ja. Vi er simpelthen nødt til at komme i gang med omstillingen af transportsektoren.

Det er meget simpelt: I gennemsnit kører biler i Danmark på vejene i cirka 15 år, hvilket betyder, at en god del af de biler, der sælges i dag, vil køre rundt på vejene i 2035. Det begynder at være tæt på det tidspunkt, hvor vi skal være helt færdige med at udlede CO2, hvis vi ellers skal gøre os håb om at holde temperaturstigningen på maksimalt 1,5 grader.

Hvis ikke et rigt land som Danmark skal gå foran i den udvikling, hvem skal så? Der er desværre stadig et ret udbredt sektorneutralt økonomilærebogstunnelsyn, der, kombineret med ensidigt fokus på vores EU-forpligtelse i 2030, tilsiger, at det vil være bedst at sænke registreringsafgiften på benzin- og dieselbiler. Jeg er glad for, at regeringen ikke (længere, er jeg fristet til at tilføje) er med på den vogn.

Én procent i mål de første to år
Men mener regeringen det virkelig alvorligt? Der bliver mit svar nok mere uldent, for der er i klima- og luftudspillet kun tale om en to-årig udskydelse af afgiftsindfasningen på elbiler. Dertil kommer, at regeringen definerer et såkaldt måltal på 10.000 nyregistrerede el og plug-in hybridbiler for 2019 og 2020.

Nås måltallet er logikken formentlig, at afgifterne skal skrues op igen. Med andre ord: målet er 1.000.000 grønne biler i løbet af ti år og vi begynder de første to år med 10.000 – altså kun én procent af millionen.

Den grønne slingrekrus er ikke rettet op
Jeg kan godt komme lidt i tvivl om regeringens reelle vilje på området, når indsatsen – i forhold til en målsætning, der ligger tre valgperioder ude i fremtiden – ikke skal levere mere end en hundrededel de første par år.

Der er selvfølgelig fint med den foreslåede afgiftslempelse, men der skal noget andet til for at overbevise mig om, at det her er noget man virkelig gerne vil. Og så indeholder de 10.000 grønne biler jo også plug-in hybrid, som vel og mærke forurener en del mere end rene elbiler. Hvorfor ikke prioritere nulemissionsbiler?

10.000 “grønne” biler de kommende år og det kommissionshjørnespark som klima- og luftudspillet også indeholder, overbeviser mig ikke om, at regeringens grønne slingrekurs for så vidt angår personbiler er rettet op.