I Karise på Sydsjælland vil 200 mennesker leve så selvforsynende og cirkulært som muligt

28. november 2023
Bofællesskabet Permatopia er bygget på tanker om selvforsyning, cirkularitet og et mere bæredygtigt liv. En drøm de fortsat udlever trods de bump, det praktiske liv byder på undervejs

Af Søren Bjørn Hansen

Det var juli, højsommer og høsttid. Men Anders Wamsler var stort set alene ude i de store grøntsagshaver rundt om bofællesskabet Permatopia udenfor Karise på Sydsjælland. Det var den første sommer, efter at de sidste af de cirka 200 beboere var flyttet ind i august 2018, og med omkring 80 børn som en del af fællesskabet åbenbarede et uventet problem sig: Børnefamilier bruger sommerferien på at tage på ferie.

“Om sommeren skal der jo laves noget. Og så rejste alle væk. Jeg skrev ud på vores fælleschat og var helt i vildrede. Vi få, der var her, var nødt til at knokle for at redde grønsagerne,” husker han over en kop kaffe knap femår senere.

“Så fik vi nogle diskussioner ud af det,” tilføjer han med et lille smil.

I dag er markarbejdet mere velorganiseret. Dels har nogle af familierne indrettet sig efter det, dels er der flyttet flere uden børn ind, og så er er der WWOOF’erne – de 2 til 4 frivillige arbejdere, der i dag bor i bofællesskabets fællesgård mod gratis logi og forplejning. Er man i tvivl, skal man bare kigge forbi ‘Permatopia Butikken’, der denne dag bugner af gevinster fra marker og drivhuse: tomater, peberfrugter, honning, salater, krydderurter, æg og sågar en “sprød og simpel” permatopia-cider, der “formentlig” holder mellem 3 og 5 procent alkohol.

Historien om arbejdet i landbruget rummer en generel læring om at bo et sted som Permatopia, der er født af idealisme og visioner om et mere bæredygtigt og selvforsynende liv: det er svært. 

Der er mange, lange diskussioner; der er udfordringer hvor for eksempel moderne børnefamiliers hverdag kolliderer med selvforsyningens årshjul; og der er tidspunkter, hvor man bare må indse, at den rene idealisme ikke står mål med virkelighedens muligheder.

Udskiftningen har været positiv

Alene Permatopias undfangelse er en historie om modgang, der overvindes – som det blev beskrevet i dokumentaren ‘Rejsen til Utopia. Et bankkrak og de klassiske byggeudfordringer forsinkede indflytningen flere år, og da de første flyttede ind, var det reelt for tidligt, men for at imødekomme de mange børns skoleskift.  

Anders Wamsler, der var med i arbejdet for at komme i mål fra 2014, flyttede faktisk først helt ind som en af de sidste i august 2018, hvor den sidste klynge af huse stod klar. Og lige som for de fleste andre var det tanken om selvforsyning, især med fødevarer, der havde tiltrukket ham. Han havde kigget på flere af de bæredygtige bofællesskaber, der er dukket op i Danmark det seneste årti, men de andre mest idealistiske krævede en stor grad af selvbyggeri, og det var han som næsten-pensionist uden håndværkerfærdigheder ikke interesseret i. 

Når den nu pensionerede matematiklærer, der fylder 76 dagen efter interviewet, kigger tilbage på de fem år, han har boet i den realiserede utopi, så er det netop både de store visioner og medfølgende store engagement iblandet mødet med det praktisk levede liv, der fylder.

“I årene op til vi flyttede ind, var engagementet i ideen og stedet stort og bredt. Men det øjeblik vi flyttede ind, kom det praktiske, hvor der var mange, der alligevel ikke kunne overskue det. Fordi de også havde børn og arbejde og andre ting. Og så var der en periode med sådan lidt dalende engagement, kan man så sige.”

Man kan også kalde denne periode en nødvendig justering. En del af de oprindelige beboere endte nemlig med at flytte, og i stedet for dem kom der folk til, der forstod, hvad en adresse i Permatopia kræver.

Anders Wamsler beskriver forskellen på dem, der er flyttet, og de nye der er kommet til, med en anekdote fra lige efter Permatopia var færdigbygget, og den nye landsbys indbyggere skulle lære hinanden at kende. Der var en dag med sociale lege, og en af dem gik ud på, at man skulle fordele sig efter, hvorfor man primært var flyttet ind – for det sociale eller for det selvforsynende arbejdsfællesskab. Dem der stillede sig længst mod førstnævnte var, groft sagt, også dem, der endte med at flytte. 

“Der er en del sympatiske mennesker, som er flyttet. Og selv om de var sympatiske, så synes jeg, det er positivt, for det at bo her kræver et vist engagement i det permakulturelle og det selvforsynende,” konstaterer han.

Sociokratiets fordele og ulemper

Rent praktisk kræver engagementet, at man lægger ugentlige arbejdstimer i fællesskabet. Udgangspunktet var, at man skulle lægge to timer, men i praksis er der mange, der lægger meget mere, og nogle der lægger mindre. Der er ingen tvang, og der er forståelse for sygdom, alderdom og andet.

Opgaverne er mange. Nogle tager sig for eksempel af hønsene, andre af de forskellige grøntsagshaver, andre igen passer jordvarmeanlægget. Og så er der også administrative opgaver som kommunikation, butik, regnskab og, som noget nyt, ansvar for rundvisninger. Den besøgende journalist er langt fra den eneste, der er nysgerrig på Permatopia.

Anders Wamsler har i dag indtaget en lidt mere tilbagetrukket rolle end tidligere, hvor han for eksempel var den drivende faktor bag butikken og ofte kom til at tage flere opgaver, fordi det greb om sig, som han siger.   

“Det har ikke været hårdt for mig. Når man har haft sit daglige arbejde i mere end 40 år, så er man vant til arbejde. Så jeg sagde, at jeg godt kan arbejde hver formiddag. Men noget af det blev lidt meget på et tidspunkt, og det har jeg sagt og prøvet at sige fra overfor. Det er også lykkedes,” siger han og går i gang med at beskrive fordelene og bagdelene ved det sociokrati, Permatopia i praksis udlever.

Sociokrati kan oversættes til ‘ledelse af venner’ og handler i sin essens om, at man uddelegerer ansvar til mindre grupper, fremfor at tage en masse beslutninger ved enten flertals- eller konsensusbeslutninger på stormøder.

Det er en smuk tankegang, og den pensionerede gymnasielærer går fuldt og helt ind for det, men det kan i praksis være svært. Hvor mange skal lede – sidde i ‘hovedkredsen’ som det styrende organ hedder, hvad kan de bestemme, og hvor meget ansvar kan den enkelte bære, er bare nogle få af de spørgsmål, der meget ofte er i spil.

På trods af alt besværet, den nogle gange lidt skæve arbejdsfordeling og de mange justeringer af det praktiske, er Anders Wamsler glad for sin beslutning om at flytte ind i Permatopia nummer 86. Som han oplever det, er det lige præcis, når det med arbejdet og det sociale går op.

“Det er tilfredsstillende. Når det er samlet,” siger han.

I aften skal han for eksempel igen til fællesspisning. Der er en velkørende turnusordning, med en køkkenansvarlig beboer, der er ansat i en deltidsstilling. De skal sidde i ‘Loen’, den store, prisvindende fællessal, og en stor del af måltidet kommer fra de grøntsagsmarker, de selv har været med til at passe.

Det giver mening.

Søren Bjørn-Hansen er journalist og en del af journalistfællesskabet Klimajournalisterne.

Denne artikel er en del af vores projekt ‘Yes in my backyard’, hvor vi sætter fokus på, hvordan folk er med med til at drive den grønne omstilling i deres lokalsamfund.


Energi, affald og mad i cirkulation hos Permatopia

Permatopia er bygget med et mål om at være så afkoblet som muligt fra det omkringliggende samfund. Det er hele grundtanken om selvforsyning, at man skal være off grid. I praksis kan det ikke fuldt lade sig gøre, men en række tiltag har bragt dem tæt på:

Regnvand opsamles i et stort underjordisk anlæg og genbruges som toiletskyl, til tøjvask i det fælles vaskeri og til vanding af grønsagshaver.

Når seperationstoiletterne skyller ud, skiller de ‘nummer 1’ og ‘nummer 2’ fra hinanden. Urinen ledes til en lagringstank og kan efter seks måneder bruges som gødning.

De såkaldt ‘grå’ og ‘sorte’ spildevand ledes til bofællesskabets store pilerensningsanlæg, hvorfra pilene høstes og bruges som kompost.

På en del af Permatopias 29,2 hektar står en 46 meter høj vindmølle, der årligt producerer 320 MWh. Elektriciteten kan afgiftsfrit bruges på landbrugsarealet, hvor den er produceret, dvs. til fælles vaskeri, madlavning, pumper, der driver forsyningen samt ladestandere til elbiler. Overskuddet leveres til SEAS-elnet. Privat elektricitet i boligerne er med eget valg af elleverandør.

Boligerne opvarmes med et stort jordvarmeanlæg, og varmen kan lagres i en varmtvandssilo.

Med fødevarer er de cirka 200 beboere ikke selvforsynende. De lokale supermarkeder supplerer i stor stil Permatopia Butikken, hvortil landbrugsområdet med en ansat gartner leverer alle afgrøder, som man så kan hente og betale for. Cirka en tredjedel af det høstede leveres til restauranter i København.


Permatopia i tal

Der er 90 husstande: 23 ejerboliger, 23 andelsboliger og 44 almene boliger. Boligerne er i fem størrelser fra 76 til 126 kvadratmeter.

I visionen for bofællesskabet håbede man på følgende beboersammensætning:

  • Unge (18 til 45 år) uden børn: 20 procent
  • Børnefamilier: 40 procent
  • Midaldrende (45 til 64): 30 procent
  • Ældre (65+): 10 procent.

Permatopia spreder sig over 29,2 hektar. De 4,7 hektar er byzone med boligbebyggelse, vejanlæg og P-pladser. De resterende 24,5 ha er landzone, hvoraf cirka 12 hektar er en tidligere fredskov.

Alle beboere har en arbejdspligt på i gennemsnit 2 timer ugentligt. Der er 34 aktive arbejdsteam, som er samlet i 6 områder: Landbrug, Forsyning, Økonomi, Fælles Areal, Fællesgård og Social Bæredygtighed. Landbruget trækker lidt mere end halvdelen af arbejdstimerne.

Kontakt

Helene Chéret

Redaktør, Kommunikation

(+45) 3318 1940
helene@rgo.dk