Dansk Erhverv og RGO: Afblæs kampråbet – klimaet og naturen er ikke hinandens modsætninger

6. maj 2024
Danmarks Naturfredningsforening advarer om, at regeringens lovforslag om energiparker vil »underminere årtiers arbejde med at udvikle det åbne land i balance.« Ærgerligt, at DN blæser problemstillingen ud af proportioner, mener Bjarke Møller fra Rådet for Grøn Omstilling og Ulrich Bang fra Dansk Erhverv.

Debatten om det åbne land har i mange år været en skyttegravskrig mellem landbrugets og naturens fortalere, der umuliggjorde fælles langsigtede løsninger. Den skyttegravskrig skal ikke rykke over til klimaløsninger som vedvarende energi og natur, som Danmarks Naturfredningsforening bidrager til i tirsdagens artikel fra Berlingske ved at tale en konflikt op som slet ikke er nødvendig, hvilket gentagne samarbejder mellem foreningen og opstillere af grøn energi da også viser.

For det første er det vigtigt at få proportionerne på plads, inden vi ringer med alarmklokkerne. Hvis den politiske ambition om at firdoble vedvarende energi på land skal opnås for at bidrage til uafhængighed af russisk gas, er der behov for blot 0,8 pct. yderligere areal til vedvarende energi. Der er dermed langt fra tale om en omkalfatring af vores åbne landskaber. Med 2 pct. beskyttet natur i Danmark og behov for i alt 1,3 pct. areal til vedvarende energi, er det ikke de to interesser, der skal kæmpe kampen om det åbne land.

Lovforslaget om energiparker åbner op for, at den grønne strøm produceret på vindmøller eventuelt kan bruges til at producere grønne brændstoffer, der kan reducere udledninger fra sektorer, som ellers er meget vanskelige at omstille, såsom flytrafik, skibsfart og den tunge industri. Hvis produktionsfaciliteter til Power-to-X kan placeres i sammenhæng med energianlæggene kunne vi undgå at transportere strømmen fra vindmøller i Vestjylland i højspændingsmaster over lange afstande. Det gør dog Danmarks Naturfredningsforening bekymrede for en ”industrialisering af det åbne landskab”. Men vi skal passe på med skræmmebillederne. Det bliver et fåtal af energiparkerne, der får tilknyttet PtX-produktion, da det udover adgang til vedvarende energi kræver adgang til store mængder rent vand, biogen CO2 og ikke mindst fjernvarmenet, så overskudsvarmen kan udnyttes. Langt de fleste energiparker vil bestå af vindmøller og solceller, som udviklere og Danmarks Naturfredningsforening tidligere har vist kan kombineres med genopretning af naturområder.

Energiparkerne skal være større og sammenhængende områder. Det giver god mening for at få skala i den grønne strøm, der skal elektrificere vores samfund. For at få større områder i spil, giver lovforslaget udvidet mulighed for at dispensere fra regler, der forhindrer vindmøller og solceller i at blive opført i en vis afstand fra kirker, gravhøje, skovbryn og søer. Disse regler beskytter primært landskabet, så der fx er frit udsyn fx til en kirke. Der kan være vigtige naturbeskyttelseshensyn, og derfor er det også godt, at dispensationerne kun gives efter en konkret vurdering fra sag til sag. Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling og lære at leve inden for de planetære grænser, kræver det benhård prioritering. Vi skal ikke gå på kompromis med biodiversiteten, men landskabelige hensyn må følge med tiden og til en vis grad vige tillade den nødvendige grønne energiproduktion, så vi kan blive uafhængig af russisk gas og få nedbragt klimabelastningen.

Naturbeskyttelsen og vedvarende energi skal ikke være hinandens modsætninger. Derfor er vi også glade for Danmarks Naturfredningsforening uden for debatsektionerne laver gode samarbejder med opstillere af grøn energi om biodiversitetstiltag som led i opførslen af energianlæggene. Det gavner både natur, klima og vores energiuafhængighed, når branchen og naturorganisationen finder fælles løsninger. Så derfor opfordrer vi Danmarks Naturfredningsforening til at afblæse kampråbet og finde fredspiben frem, så vi kan skabe et åbent land, der både hjælper natur og klimaet uden afhængighed af russisk gas.

Afsenderne af dette debatindlæg er Bjarke Møller, direktør for Rådet for Grøn Omstilling, og Ulrich Bang, der er underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv.

Det er blevet bragt i Klimamonitor 6. maj. 2024.

Kontakt

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk