Lanceringsevent: Cirkulært byggeri − Fra tanke til politisk handling

Kom med, når Rådet for Grøn Omstilling lancerer rapporten Cirkulært byggeri: Fra tanke til politisk handling. Rapporten kortlægger de mange lovgivningsmæssige benspænd og uforløste potentialer for cirkulært byggeri og giver nye bud på, hvordan vi kan accelerere den cirkulære omstilling af byggeriet. Mød blandt andet politikere og vigtige aktører i byggebranchens værdikæde.

Rapporten er en håndsrækning til det politiske Danmark og er initieret af Realdania, med et ønske om at bidrage til en fælles forståelse og dialog om, hvordan vi i Danmark skaber rammerne for et cirkulært byggeri. Med rapporten ønsker vi at kickstarte en væsentlig ændring og opfordre til handling, før det er for sent.

Til lanceringseventet vil vi derfor sammen med politikere og branchen stille skarpt på de konkrete cirkulære udfordringer i lovgivningen. Vi vil diskutere, hvordan vi kan gå fra cirkulære visioner til konkret praksis, og dermed øge tempoet i omstillingen til et mere bæredygtigt og cirkulært byggeri.

Vi har i årevis talt om cirkulært byggeri, og hvor vigtigt det er for både branchen, miljø og klima. Men alligevel går den cirkulære omstilling af byggeriet alt for langsomt i Danmark. Byggeri og anlæg tegner sig i dag for omkring en tredjedel af Danmarks samlede CO2-aftryk og 40 pct. af alt vores affald. Kigger vi frem, ser de kurver fortsat ikke ud til at knække – medmindre vi handler og vender tendensen.

Derfor er der akut brug for at opskalere den cirkulære indsats og sætte tempoet gevaldigt op på omstillingen af byggeriet. Vi skal gå fra cirkulære visioner til cirkulær praksis.

Tid: Onsdag den 18. september fra kl. 13.30-16.00

Sted: Vartov – Farvergade 27, 1463 København K (Storesal)

Download programmet længere nede på siden.

Kontakt

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk

Del på sociale medier