Debatindlæg bragt i Ræson den 23. juni 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Så landede der endnu en klimaaftale. En af mange delaftaler, der skal lukke afgrunden mellem den nuværende klimapolitik og målsætningen om 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Denne gang handlede det om energi og industri. Aftalen lukkede ca. 14 pct. af vejen til mål, og resten af delaftalerne er sat på standby til efteråret. Med den travlhed, klimakrisen fordrer, kan man undre sig, om det er den rette tid til standby? Det er det næppe, men lad os nu forholde os til det, aftalen indeholder – og hvad den mangler.

Vigtigst af alt er aftalen indgået mellem en bred aftalekreds. Det er både vigtigt for aftalens holdbarhed og for den videre proces med de resterende delaftaler og mod de 70 pct. Vi har brug for stabilitet og politisk ejerskab. Det fik vi. Og det kan man kun glæde sig over.

Aftalen indeholder mange gode tiltag. Vigtigst af dem alle er i mine øjne lovningen om en grøn afgiftsreform og en CO2-afgift. I alt for mange år er forureneren sluppet afsted med at lade resten af samfundet betale for deres forurening. Det skal nu være slut. Udfordringen bliver at møde de mange forskellige samfundshensyn, som en CO2-afgift vil påvirke. Det er hensyn, der gør, at vi hører en række politiske krav, når talen falder på en CO2-afgift. Jeg nævner i flæng: Den må fx ikke koste job, vækst, konkurrencekraft, sammenhængskraft eller social balance. Den må heller ikke gøre det dyrere at være dansker eller skade velfærdssamfundet. Det bliver ikke nemt at samle de tråde og vi er langt fra i mål. Men denne aftale er første skridt på vejen.

Andre positive elementer er, at afgiften for elbaseret overskudsvarme frafalder. Det gør udnyttelsen af overskudsvarmen mulig, hvilket var på høje tid. Derudover droppes forbrugerbindingen til naturgas, og der sættes energisparekrav til statens bygninger. Dog mangler der i den grad fokus på kommunale, regionale og private bygninger. Der sigtes desuden mod en udfasning af olie- og gasfyr. Det skal dog ske ved hjælp af løse tiltag, frivillighed og støtteordninger og ikke med krav og forbud. Et andet positivt element er, at vindmølleloftet udskydes til 2040. Det burde være droppet helt, men igen er der alligvel tale om fremskridt. Endelig investeres der massivt i CCS (Carbon Capture and Storage), en teknologi der hiver CO2 ud af skorstene eller direkte ud af atmosfæren, hvilket – som jeg forklarer nedenfor – dog ikke udelukkende er en god investering.

Klimapolitik er ikke nemt. Selv i det positive er der problemer og mangler at finde. Så lad os se lidt nærmere på de hovsa-løsninger, huller og hjørnespark, aftalen også indeholder.

Den vigtige grønne afgiftsreform skydes til hjørne. Nok fordi den som nævnt er så fuld af snubletråde og politiske slagsmål, at det vil tage lang tid at strikke den sammen til en spiselig størrelse. Det gælder både med hensyn til de politiske kompromiser, men også med hvordan en sådan afgift skal administreres. Man kunne sagtens have kommet nærmere på noget mere konkret om ambitionsniveauet ved fx at præcisere, hvor høj afgiften skal blive, når den er indfaset, eller hvor stor klimaeffekt man ønsker at opnå gennem afgiftsreformen.

Aftalen indeholder også to nye energiøer; en ved Bornholm og en i Nordsøen. Det er spændende højtflyvende visioner, også selvom en COWI-rapport konstaterer, at det er dyrere end konventionel havvind. Det, der mangler, er en indbygget garanti for, at det ikke bremser udbygningen af vores havvind. Derudover er det værd at bemærke, at det at insistere på at få dem op inden 2030 kan ende med at gøre vejen til klimamålsætningerne dyrere og mere besværlige end nødvendigt. I forlængelse af de to forbehold, bør man også spørge, hvor finansieringen er. I flot embedsmandssprog står der, at partierne bag aftalen er ”enige om, at etableringen af energiøerne […] skal tage udgangspunkt i principperne fra Energiaftale 2018, som fastslår, at havvind fremadrettet så vidt muligt skal være markedsdrevet uden offentlig støtte”. Held og lykke med det.

Et andet centralt element i aftalen involverer biomasse, der udgør ca. 2/3 af vores såkaldte vedvarende energi i Danmark, selvom det er et brændsel som ved afbrænding vel at mærke udleder CO2 – et mørkt hul i den danske grønne selvforståelse. Biomassen er rigtignok vedvarende, for der kan altid plantes nyt, men i en tid, hvor vi skal skære drastisk ned for vores udledninger, er den ikke klimavenlig. Vi har simpelthen for travlt. Aftalekredsen vil stille krav til bæredygtighed. Det er fint og i øvrigt et krav fra EU’s side, men regeringens egne embedsmænd har for nyligt vurderet, at krav ikke er tilstrækkeligt til at sikre bæredygtigheden. Og så parkeres de nødvendige tiltag for at udfase biomassen i en aftale om, at regeringen skal se på forsyningssikkerhed og omkostninger for forbrugeren. Aftalen indeholder ikke noget med at kigge på en biomasseafgift eller på de globale klimaeffekter, der kommer af, at vi hvert år importerer enorme mængder fast biomasse (ca. 37 pct.) for at brænde det af.

Det er derudover vigtigt, at der bliver taget fat på omstilling af individuel opvarmning, men tilskud og kæmpe afgiftslettelser på elvarme, som der lægges op til i aftalen, er imidlertid ikke vejen frem. Problemet er, at når elvarmeafgiften sænkes til EU’s minimumsniveau, så sender vi det forkerte signal til forbrugerne, der vil øge deres forbrug, selvom vores el mange år frem i tiden stadig vil være baseret på fossile brændsler og den førnævnte biomasse. Hvorfor supplerer man ikke i stedet tilskud til udfasning af olie og gasfyr med en dato for et endeligt stop?

Og så var der den førnævnte CCS-teknologi (Carbon Capture and Storage), der spiller så fremtrædende en rolle i aftalen. Faktisk udgøres hele 33 pct. af aftalens CO2-reduktion af netop denne teknologi – 0,9 ud af aftalens 2,7 mio. ton CO2e. Det er en uprøvet teknologi, der reelt stadig er på forsøgsstadiet. En teknologi, som stort set alle klimamodeller alligevel regner med, men som ingen endnu har kunnet dokumentere kan opskaleres i den skala, der ligger til grund for beregningerne. En teknologi, der burde bruges som en backup-løsning, hvis klimasystemerne løber fra os. Men nu står det meget klart, at tiltaget skal i brug som et håndgribeligt værktøj.

Det er i mine øjne et kæmpe problem, og det er et nærmest uhyggeligt bevis for, hvor langt bagud vi er. CCS er kun blevet nødvendigt, fordi vi netop har sløset de sidste 30 år væk i snak og manglende handling. Det skræmmer mig, at vi nu så konkret som det ses i denne aftale er begyndt at indarbejde en lottokupon som løsning på menneskehedens allerstørste problem, fordi vi ikke har modet til at tage fat, hvor det kan mærkes af os alle.

Søndagens klimaaftale er en blanding af gode tiltag, lyspunkter, huller, hjørnespark og farlig teknologifiks. Men det, der virkelig er iøjefaldende, er, at dansk politik endelig ser ud til at have fundet modet til at indføre en længe savnet grøn afgiftsreform og en helt nødvendig CO2-afgift, samt at de nu er begyndt at se CCS som en stor del af den grønne omstilling. Et principielt valg jeg synes fortjener at blive diskuteret indgående i den kommende tid. For det er i mine øjne en helt forkert vej at gå.

Det er nu vigtigt, at de næste omgange af klimaplanen sætter farten gevaldigt op og undlader at sparke mere til hjørne. Der er meget lang vej til de 70 pct., og de rigtigt svære områder som transport og landbrug ligger stadig forude, og vi har helt enkelt ikke længere tid eller råd til at skubbe ting foran os.