Debatindlæg bragt i Altinget den 9. oktober 2020 af Annika Lund Gade, projektmedarbejder i Rådet for Grøn Omstilling, Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Gry Bossen, politisk koordinator i Verdens Skove og Sofie Tind Nielsen, senior skovrådgiver i Verdensnaturfonden

Da aftalepapiret for de længe ventede lovkrav til træbiomasse endelig blev offentliggjort i mandags, var det en aftale, vi havde ventet spændt på, siden planerne om disse blev annonceret i maj 2020.

For hvad skal vi egentligt gøre med al den biomasse, der i dag ikke tæller i det nationale klimaregnskab, men i udgangspunktet udleder lige så meget CO2 som kul, hvis der ikke er styr på bæredygtigheden?

Efter at have læst aftaleteksten står vi desværre forundrede og skuffede tilbage.

Klimaministeren har tidligere meldt ud, at lovkravene skulle implementere bæredygtighedskriterierne fra EU’s opdaterede vedvarende energi-direktiv (VEII), at de skulle fastholde niveauet fra brancheaftalen og endda gå længere end disse gennem nye og supplerende krav.

På trods af det står vi nu alligevel tilbage med en aftale, der på mange områder er værre end det udgangspunkt, vi kom fra.

Flotte ord

Vi står med en aftale, hvor man åbner op for at hente biomasse til energisektoren i deciderede energiskove.

Energiskove, som vil kræve store landområder med monotone plantager, uden særlig naturværdi og på et areal, der kunne have været anvendt langt bedre.

Det er også en aftale, der accepterer resttræ fra skove, som ikke er drevet bæredygtigt, og fra skove, hvor kulstofindholdet er faldende. Ligeledes risikerer flere hundrede år gamle træer stadig at ryge i kedlen. Det kræver kun at skovejeren kan dokumentere, at skovene helt overordnet forvaltes forsvarligt.

Det er en aftale med flotte ord om bæredygtighed, men som er uden reelle kontrollerbare krav, der kan sikre sårbare arter, uerstattelige levesteder og de folk, der bor i og lever af skoven.

Det understøttes af uklare definitioner på for eksempel “restprodukter” og “særligt værdifulde områder”, som vil gøre det svært, grænsende til umuligt, at vurdere lovkravenes potentielle effekt – endsige at håndhæve loven.

Grønvaskning af forbrug

Det er også en aftale, hvis krav til CO2-reduktioner frem mod 2030 ligger langt under, hvad størstedelen af kraftvarmen udleder i dag målt per kilowatt-time, hvorfor de store værker indirekte tilskyndes til at slække på ambitionerne og effektivt udlede mere, end de udledte før loven. 

Sidst men ikke mindst, så er det en aftale uden reelle konsekvenser, for stort set alt det træ, der brændes af i dag, passer allerede ind under den nye aftale.

Dermed risikerer man, at aftalen i værste fald bliver en grønvaskning af et fortsat ubæredygtigt forbrug af træbiomasse i energisystemet, som vi længe har kritiseret. En kritik som Klimarådet og mange andre aktører de seneste år har bakket solidt op omkring.

Skandaler vil gentage sig

Men hvad så med de mange skandaler, vi har set de seneste år?

Import af træ fra lande som Brasilien, hvor risikoen for mangelfuld skovforvaltning, tilbagegang i skovenes kulstofpuljer og korruption er høj.

Store ryddede områder i det sydøstlige USA uden garanti for genplantning.

De estiske forskere og NGO’er, som for nyligt råbte på hjælp, fordi Danmarks tårnhøje forbrug af træbiomasse i energiforsyningen medvirker til massive indgreb i nogle af de ældste skove i Estland.

Og endelig de gamle bøge og egetræer, der tages ud af de danske skove for at ende deres dage i fliskedlen i stedet for at forblive i skovene som livsgrundlag for svampe, insekter, smådyr og fugle.

Hvor mange af disse uheldige sager ville vi kunne undgå i fremtiden med de nye lovkrav? Vores bud er; ingen!

Fælles forståelse med industrien 

Vi ved, at en stor del af branchen har været enige med os i, at vi skal begrænse antallet af hele, store stammer i energiforsyningen.

Branchen har også længe været enige med os i, at de restprodukter, der ryger i biomassekedlerne, i stigende omfang skal komme fra skovcertificerede produktionsskove, og at disse skove skal være i fremgang set både med biodiversitetsøjne og fra et klimasynspunkt.

Med denne aftale bliver vi effektivt sat år tilbage i forhold til den fælles forståelse, der var spiret gennem de seneste år mellem branchen og os i de grønne organisationer.

Tilskynder til at forbruge træbiomasse

Der bliver nu også stillet krav til det, der kaldes ikke-skov, som inkluderer træ fra blandt andet gamle, levende hegn, og til det træ, der sælges til private og forbruges af industrien.

Det ændrer dog ikke meget på, at aftalen ingenlunde sikrer bare en nogenlunde bæredygtighed af den biomasse, der bruges til energi i Danmark.

Vi håber, at aftaleparterne vil være lydhøre for vores opråb. Lovkravene til træbiomasse er i deres nuværende form utilstrækkelige, og i bedste fald vil de nærmest ingen effekt have.

I værste fald vil lovkravene tilmed tilskynde til at forbruge træbiomasse, der er mindre bæredygtigt, end det, der bruges i dag.

Vi opfordrer derfor aftaleparterne til, i forbindelse med at lovkravene udformes, at sikre sig, at aftalen får den effekt, man ønsker, ved blandet andet at bede myndighederne om en redegørelse for, hvordan den nye aftale skal styre os uden om nye uheldige sager, og hvordan aftalen vil afspejles i Danmarks samlede biomasseforbrug.

Til slut vil vi som altid understrege, at vi ser lovkravene til træbiomasse som det ene af to elementer i at få styr på biomassen i Danmark.

Gode lovkrav skal naturligvis komplementeres af en ambitiøs udfasningsplan.