Græsprotein fra Ausumgaard
Mellem Holstebro og Struer i Vestjylland ligger herregården Ausumgaard, der ejes af Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj. På gården er der i alt 700 ha økologisk planteavl, der især består af frøgræs, korn, raps, hestebønner og kløvergræs. Det primære fokus på gården er planteavl, men der er også en bestand af konventionelle slagtekyllinger og en svineproduktion, der er lejet ud til anden side.
Kristian fortæller, at han er meget optaget af bæredygtighed – økonomisk, social og miljømæssig. Han ønsker at drive en virksomhed, som næste generation vil have interesse og mulighed for at drive videre, og det kræver både en sund økonomi og at fødevareproduktionen sker uden at overbelaste miljø, klima og biodiversitet. Derfor er der altid nye projekter i gang på gården om at producere mere bæredygtigt. Kristian er optaget af fremtiden for dansk fødevareproduktion, og udover planer om at udvide arealet med afgrøder til konsum arbejdes der også med helt nye proteinkilder. Der er i øjeblikket en mindre produktion af melorme på gården, som udvikles i samarbejde med Teknologisk Institut, et samarbejde, der har været i gang siden 2013. Det var i forbindelse med projektet om melorme og arbejdet med alternative proteiner at Kristian blev involveret i udviklingen af græsprotein.
”Hvad vil vi kæmpe for hver dag? Vi vil muliggøre, at næste generation har lyst til og kan videreføre vores arbejde. Eftertiden skal have samme muligheder som os, så vi skal passe på. Det skal være både økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt.” Kristian Lundgaard-Karlshøj
Miljømæssig bæredygtighed
Det var også tanker om miljømæssig bæredygtighed, der fik Kristian til at etablere et biogasanlæg på Ausumgaard i 2017. Biogassen opgraderes på gården og sendes efterfølgende ud i det lokale naturgasnet. Der produceres gas på gården til at opvarme hvad der svarer til 2000 husstande. Som regel etableres biogasanlæg på økologiske gårde, hvor man afgasser gylle fra husdyrene, men på Ausumgaard gik det omvendt til. Efter etableringen af biogasanlægget, der fra starten afgassede en mindre mængde svinegylle sammen med frøgræshalm efter høst af græsfrø og andre restprodukter fra planteproduktionen, besluttede Kristian at der var god grund til at omlægge til økologi, da han nu var selvforsynende med gødning fra biogasanlægget og længe havde overvejet økologien som en måde at gøre landbrugsproduktionen på gården mere bæredygtig. Ausumgaard begyndte omlægningen til økologi i 2018 og vil i løbet af 2020 være 100 % omlagt.
Dansk produktion af græsprotein
I 2020 etableres det første bioraffineringsanlæg til græsprotein i kommerciel skala i Danmark på Ausumgaard. Projektet er støttet af statens Grønne Udviklings- og Demonstrations Program (GUDP), der leverer lige under halvdelen af finansieringen, og er et samarbejde med Vestjyllands Andel, der har ansvaret for at få det økologiske græsprotein ud på markedet. Græs kan kun omsættes af flermavede dyr som køer og får, men ved at udskille proteinet bliver det muligt at fodre dette til enmavede dyr såsom kyllinger og svin – og på sigt måske endda mennesker. Tanken er, at bioraffinering af græs i Danmark kan erstatte en god del af sojaimporten til foder, og samtidig har produktionen af kløvergræs, som græsproteinet udvindes af, mange miljømæssige fordele.
Kløvergræs optager mere CO2 end fx korn og det er kvælstoffikserende, dvs. at planterne kan bruge kvælstof fra luften. Flerårige afgrøder, især kløvergræs, er hovedhjørnestenen i økologisk produktion, både som foder til drøvtyggere og som grøntgødningsafgrøde. De kvælstoffikserende planter erstatter således kunstgødningen på de økologiske bedrifter. Endelig er kløvergræs en stærk konkurrent over for ukrudt, hvilket betyder at man efter at have haft kløvergræs på en mark vil opleve meget mindre ukrudt i den efterfølgende afgrøde.
Dansk græsprotein kan erstatte sojaimport
Der dyrkes i dag græs på ca. 300.000 ha dansk landbrugsjord. Samtidig importeres der hvert år omkring 1,5 millioner tons sojaskrå til dyrefoder. Forskere fra Aarhus Universitet har beregnet[1], at man med den eksisterende teknologi inden for bioraffinering af græs skulle bruge et areal på omkring 1 million hektar græs for at producere nok protein til at erstatte importen af sojaskrå til Danmark. Men hvis der medregnes forventede fremtidige forbedringer i græsudbytte og effektivitet i raffineringen skal der kun bruges ca. 500.000 hektar, altså 200.000 hektar mere end der dyrkes i dag. Selv om græsset sendes gennem et bioraffineringsanlæg, hvor der udvindes protein til erstatning for soja, ville der samtidig i processen blive produceret nok græsensilage til at erstatte den nuværende danske produktion af græsfoder. Dette er et simpelt regnestykke, der giver et indblik i størrelsesordenen for potentialet.
[1] https://pure.au.dk/portal/files/187801345/Notat_MOF_sp_rgsm_l_om_arealbehov_v_gr_sprotein_1405_2020.PDF
Samtidig ser det også ud til, at når man fodrer svin med græsprotein, kan der være behov for at supplere med andre proteintyper, f.eks. fra hestebønner og ærter, for at opnå samme foderkvalitet som i sojaskrå.
Bioraffinering af græs
Holger Thusholt Lauritsen er driftsleder for biogasanlægget på Ausumgaard. Han viser os både biogasanlæg og det nye græsproteinanlæg, der stadig er under konstruktion under vores besøg i juni 2020. Græsproteinet produceres ved først at sende frisk græs gennem en skruepresse. Det kommer der grønsaft og en fiberdel ud af. Fiberdelen kan bruges til kvægfoder, men på Ausumgaard skal det i stedet bruges til biogasproduktion. Grønsaften varmes op så proteinet koagulerer. Derved kan man udskille proteinet fra det man kalder brunsaften. Proteinet kan da sendes til tørring og efterfølgende sælges og brunsaften kan sendes til biogasanlægget. På den måde producerer man et foderstof af højere værdi og i samspil med biogasanlægget kan man udnytte samtlige restprodukter til at producere energi. I 2020 er der etableret en testopstilling af anlægget, hvor teknologien kan afprøves.
På Ausumgård vil de samtidig gøre sig erfaringer om logistikken i at høste græsset – der skal nemlig høstes meget græs og nærmest konstant for at kunne køre anlægget de 8 timer om dagen som er ambitionen for anlægget i efteråret 2020. Der høstes ikke græs hen over vinteren, november til april. På Ausumgaard er der 300 hektar græsarealer, men ved fuld kapacitet vil man kunne aftage græs fra 700 hektar og man regner med at kunne producere 1.500 kg protein pr. hektar på en græsmark hen over en sæson. Det er også muligt at tilføje en ekstra skruepresse til anlægget og dermed fordoble kapaciteten. Når anlægget er færdigbygget til fuld kapacitet, vil Kristian derfor også få brug for aftaler med de omkringboende landmænd om at levere græs til anlægget.
En teknologi under udvikling
Anlægget som netop er blevet etableret på gården, er som nævnt et demonstrationsanlæg. I Danmark har teknologien indtil nu kun været afprøvet i lille skala som forskningsforsøg. Ved at etablere demonstrationsanlægget, bliver det muligt at afprøve teknologien i en repræsentativ skala. Og da det er et udviklingsprojekt er der økonomisk råderum til at udvikle både på selve anlægget og logistikken omkring at bringe græs fra marken til anlægget. Anlægget er baseret på et eksisterende testanlæg, der er udviklet på Aarhus Universitet, men der vil alligevel være meget arbejde i at optimere på processerne. Kristian vurderer at prisen for at etablere bioraffineringsanlægget kan falde en del over de næste 10 år, men for at det skal ske må nogen gå forrest, og det er hvad de forsøger at gøre på Ausumgaard. Forhåbningen er at græsproteinanlægget på Ausumgaard bliver en kilde til inspiration for andre landmænd, så der kan blive flere gårdanlæg til bioraffinering af græs rundt om i Danmark.
Hvis selve anlægsprisen på sigt falder, begynder omkostningerne ved transporten af græs at fylde en ret stor del af de samlede omkostninger, og det vil blive endnu vigtigere at forbedre den del af processen. Et læs græs repræsenterer en meget lav værdi. Hvor et læs græs har en værdi på omkring 2.500 danske kroner, har et læs raps en værdi på omkring 60.000 danske kroner. Kun ca. 10 % af græssets vægt, når det høstes på marken, sendes videre som græsprotein til tørring. Derfor kan der vindes en hel del ved at minimere transportomkostninger fx ved at omlæsse fra høstmaskinen til større transportvogne eller ved at komprimere græsset inden det transporteres til anlægget. Og ved at investere i mindre decentrale anlæg frem for større centrale anlæg, hvor transporttiden bliver længere – hvad der også kunne blive en gene for indbyggere i landområderne. Robotteknologi kan desuden have stor relevans i høsten af græs, hvis der skal kunne høstes nok til at holde anlægget kørende 8 timer i døgnet eller mere – både fordi det er et kontinuerligt og monotont arbejde at høste, og fordi det helt lavpraktisk kan være en udfordring at køre med almindelige høstmaskiner på lerjorde i regnvejr. Da anlægget ikke kan stå stille pga. en smule regnvejr, er robotteknologien på det nærmeste en nødvendighed.
Er græsprotein konkurrencedygtigt?
Partnerskaber på tværs af værdikæden og med forskningsinstitutioner har været afgørende for Ausumgaards investering i græsprotein. En vigtig årsag til, at Kristian Lundgaard-Karlshøj er gået ind i projektet, er et solidt partnerskab med Vestjyllands Andel, som er et andelsselskab med engroshandel af landbrugsprodukter som korn, såsæd og foderblandinger, men som også er meget aktiv inden for innovation i landbruget. De ejer en søstjernefabrik, som er et led i Vestjyllands Andels investeringer i alternative danske proteinkilder. Sammenhængen til græsproteinanlægget på Ausumgaard er, at græsproteinet sendes til søstjernefabrikken til tørring og herefter står Vestjyllands Andel for salg og markedsføring af det nye protein.
”Jeg er på jagt efter, hvad landbruget skal lave fremadrettet – vores eksistensberettigelse. Vi skal lave noget, vi kan leve af, og deraf kommer min interesse for bæredygtigt producerede alternative proteiner som insekter og græsprotein.” Kristian Lundgaard-Karlshøj
Planen er, at prisen på græsproteinet skal kunne konkurrere med økologisk soja. Det kan betyde, at man må sætte prisen lidt lavt i en periode i forhold til produktionsomkostningerne, for at komme ind på markedet og få et kundegrundlag. Men omkostningerne skulle gerne falde i takt med at teknologien modnes. Der er stor interesse på markedet for Ausumgaards græsprotein, der vil blive solgt som et økologisk produkt. Anvendelsen af det nye, danske protein kan potentielt give en brandingfordel, fx for producenter af specielle højværdi, animalske produkter, hvor man beder forbrugeren give lidt mere for et velkendt produkt såsom grisekød, fordi det er produceret økologisk, uden importeret soja – eller med dansk græsprotein.
Både private og offentlige aktører skal bidrage til udvikling af ny teknologi
Driftslederen for biogasanlægget, Holger Thusholt Lauritsen, kunne godt tænke sig en større åbenhed fra politikere og kommuner, når en virksomhed gerne vil investere i nye grønne teknologier – så længe projekterne ikke er til nogen skade for andre. Det gør sig helt konkret gældende når der skal søges godkendelser til projekter. Og så påpeger han, at der er behov for tilskud til udvikling. Han nævner biogasbranchen som eksempel. Den er i øjeblikket statsstøttet, men han spår at branchen muligvis vil kunne stå på egne ben om 10 år. Der er brug for statsstøtten både i den tidlige udvikling af nye teknologier, men også i perioden efterfølgende frem til at teknologierne bliver så modne, at de er konkurrencedygtige. Han ser et problem i, at det offentlige ofte er tilbageholdende med at tage chancer og støtte projekter der ikke er skudsikre.
Ejer Kristian Lundgaard-Karlshøj ser nogle helt konkrete udfordringer for udviklingen af græsprotein koblet med biogasproduktionen, der er grundlaget for, at han turde satse på bioraffineringsanlægget. Der er nemlig flere reguleringsmæssige aspekter, der endnu ikke er afklarede – nok hovedsagelig fordi teknologien er så ny.
Det første aspekt handler om certificering af omlægningsafgrøder. Der er to års omlægningstid til økologi, og det vil sige at afgrøderne ikke er økologiske de første to år, men i visse tilfælde kan de anvendes under særlige regler som omlægningsafgrøder. Kristian oplever, at mange landmænd er interesserede i at være med til at dyrke afgrøder til græsprotein. Da det på nuværende tidspunkt især er økologisk græsprotein, som kan være konkurrencedygtig, skal afgrøderne også være økologiske. Mange landmænd overvejer at omlægge til økologi og dyrke kløvergræs, også på grund af de mange fordele kløvergræsset har i sædskiftet. Hvis omlægningsafgrøder kan godkendes til at producere økologisk græsprotein, kan det være en fordel for landmænd under omlægning til økologi, men dette er endnu ikke afklaret.
Det andet aspekt handler om certificering af biogas. Kristian er bekymret for, hvordan fiberdelen vil blive klassificeret som input til biogasproduktion. Man opnår forskellige certifikater på sin biogasproduktion afhængig af hvilket input der anvendes og om det fx er 1. eller 2. generationsafgrøder. Hvis fiberdelen fra bioraffineringsprocessen bliver kategoriseret som en 1. generationsafgrøde pga. dens mulige anvendelse som kvægfoder, vil det påvirke certificeringen af Ausumgaards biogas negativt, og det påvirker salgsprisen.
Kristians overvejelser understreger et behov for at rammevilkår følger med den teknologiske udvikling, så producenterne kan få klarhed omkring de vilkår, deres investering i nye teknologier er underlagt. Det er en udfordring at bevæge sig på grænsen af det velkendte. Derfor er det vigtigt, at det politiske arbejde følger med og understøtter den teknologiske udvikling, og samtidig skaber klarhed for eventuelle begrænsninger, man fra politisk hold ønsker at lave.