I København, Aarhus og andre danske byer skyder det frem med nye betonbyggerier, og infrastrukturaftalen vil bruge 161 mia. kr. fra 2022-2035 på at anlægge nye motorveje og ny infrastruktur. Verden af i går og business as usual forlænges med beton og asfalt ind i fremtiden.

Har vi forstået alvoren i klimakrisen? Fra Vejle til Esbjerg og Stevns rammes man allerede af oversvømmelserne, og flere vilde vejrlig venter i fremtiden, hvis ikke vi ændrer kurs. Og det haster.

Danmarks andel af det globale CO₂-budget (200 gigaton CO₂) løber ud i 2029, hvis vi fokuserer på vores nationale emissioner, men kigger vi på danskernes globale forbrugsbaserede udledninger, er budgettet ædt op i 2026. Det sætter os under et hårdt pres for at gennemføre en markant kursændring i alle sektorer. Det gælder også bygge- og anlægsbranchen, der i dag står bag 31 pct. af Danmarks samlede ressourceforbrug, og 40 pct. af alt vores affald.

Heldigvis efterspørger store dele af bygge og anlægsbranchen mere og skrappere lovgivning til fordel for vores klima, miljø og ressourcer. Så måske er tiden moden til en grundlæggende forandring af den måde, vi forholder os til bygningsmassen i Danmark?

I maj indgik et bredt flertal i Folketinget en tillægsaftale, der vil sænke grænseværdien for nye byggerier til 7,1 kg CO₂e/m2/år i 2025 og til 5,8 kg i 2029. Det er et fremskridt, at byggeprocessen også regnes med ift. grænseværdien. Men man skyder stadig alt for højt over målet. På den måde vinder vi ikke i den grønne Champions League. Faktisk skal vi helt ned på 0,3 kg i 2030, som det fremgår af Reduction Roadmap 2.0, som over 630 virksomheder og organisationer bakker op bag.

Det er ikke nok blot at sænke grænseværdierne for nybyggeriet. Vi skal også tænke bredere og mere holistisk. Det indlejrede energi- og CO₂-forbrug i hele brugsfasen, renoveringer og nedrivning og transport efter endt levetid bør tælles med. Vi bør bryde med CO₂-silotænkningen. PFAS og anden farlig kemi bør væk fra byggeriet, så det bliver nemmere at genbruge- og genanvende materialer. Skal vi skabe et absolut bæredygtigt byggeri i fremtiden, skal det holde sig indenfor alle planetære grænser og ikke bare 1,5 graders målet i FN-aftale

Der er absolutte grænser for, hvor meget mere Danmark kan bygge i fremtiden. Den store udfordring i de kommende år er at få transformeret den eksisterende bygningsmasse, at få recirkuleret byggematerialer mange gange og at få nedbragt energi- og ressourceforbruget i alle dele af værdikæden.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi lavet et grundigt eftersyn af de mange forskellige love og regler, der i dag regulerer byggeriet. Vores rapport – Cirkulært byggeri: Fra tanke til politisk handling – der er lavet med støtte fra Realdania, viser en klar fællesnævner: I byggeloven, bygningsreglementet, skattelovgivning, miljøvurderingsloven, anlægslove, planloven og bygningsfredningsloven er det mere undtagelsen end reglen, at der stilles krav til cirkularitet og et lavere ressourceforbrug.

Ved offentlige bygge- og anlægsprojekter bliver bygherren hverken mødt af mål eller krav om at reducere klima- eller ressourceaftrykket. I de fleste anlægslove gentager historien sig. Og i udbudsloven er der ingen krav om at fremme nye anlæg med de lavest mulige klima- og ressourcepåvirkninger. Finansministeriet presser på for, at totalomkostningerne skal være så lave som muligt, og økonomi trumfer miljø.

I Danmark er de grønne afgifter som andel af bruttonationalproduktet faldet til 2 pct., hvor de for to årtier siden var oppe på 5 pct. af BNP. Vi fortæller stadig hinanden fine eventyr om den grønne frontløbernation, hvor forureneren betaler, men vi sætter reelt ikke ordentlig pris på natur, klima og miljø.

Skatte- og afgiftssystemet er slet ikke udformet med henblik på at understøtte cirkulært design, et lavere ressourceforbrug, mindre nybyggeri, mere renovering, transformation og færre kvadratmeter. Den høje pris, som klimaet og jorden betaler for den massive produktion og forbrug af byggematerialer, er på ingen måde afspejlet i råstofafgiften, der i dag ligger helt nede på 5,56 kr. pr. m3, og som siden 1990’erne kun er steget med 0,56 kr. Råstofafgiften er ikke fulgt med prisudviklingen. Det samme gælder deponiafgiften, der kun er 475 kr. pr. ton, hvorfor der i Danmark stadig deponeres alt for mange bygningsmaterialer, der godt kunne genanvendes eller genbruges. Og der er et nedrivningsfradrag for afskrivningsberettigede erhvervsbygninger, som fører til endnu flere nedrivninger, hvor man i stedet burde transformere bygningsmassen.

I skattelovgivningen er der indlagt stærke incitamenter til at bygge nyt og stort. Med de nye ejendomsvurderinger, sættes grundskylden ud fra den absolut bedste udnyttelse af ens grund – uanset om man pr. kvadratmeter har udnyttet det fulde potentiale eller ej. Bygger man nyt, bliver man fritaget for at betale ejendomsværdiskat for en periode, mens man under renovering skal betale fuld pris – stort set upåvirket af, hvor stor eller lille renoveringen er.

RGO´s kortlægning viser, at dansk lovgivning er fyldt med snubletråde, som skal klippes over. De offentlige myndigheder mangler et klart mandat til at prioritere cirkulære løsninger. I planloven er der ingen krav om, at kommuner skal indtænke cirkularitet eller ressourceforbrug i deres kommuneplaner. Men det burde de gøre.

Frem over bør der stilles et obligatorisk krav om, at alle nye byggerier og anlæg påvirker natur, biodiversitet og klima positivt, og at danske byggerier i højere grad anvender recirkulerede materialer. Cirkulære krav bør tænkes ind i hvert et hjørne af lovgivningen, så reduktion i klima- og ressourceforbrug gennemsiver hver en lille sprække i lovgivningsfundamentet.

I RGO anbefaler vi, at politikerne i den forestående revision af bygningsreglementet målrettet stiller cirkulære krav om forbedret levetid, tilpasningsevne, design til adskillelse og nedrivning og sætter klare mål om recirkulering af byggematerialer. Ved alle nye byggetilladelser bør bygherren forpligtes til at lave en cirkulær handlingsplan, og når folk ønsker at rive eksisterende parcelhuse, villaer og erhvervsbygninger ned, bør der stilles ’bevar eller forklar’-krav. Ofte er det bedre at bevare og renovere mange af de gamle bygninger, der fortjener at få flere liv frem for at blive jævnet med jorden.

Danskernes materialeforbrug er steget med hele 7 pct. i det sidste årti, og hver dansker forbruger hvert år 25,3 ton materialer, viser Danmarks Statistiks seneste Tiårsoversigt. Det er markant over de 14,4 ton, som en gennemsnitlig EU-borger bruger. Sammen med Luxembourg har vi det højeste forbrugsaftryk af EU-landene. Byggeri og anlæg er – sammen med stor import af olie og træbiomasse til afbrænding – med til at presse tallene i vejret. Ved en målrettet satsning på cirkulært byggeri i alle love og reglementer, kan vi sænke materialeforbruget markant.

Vi bør her lære af de bedste. EU´s cirkulære frontløber er Nederlandene, der har et mål om at halvere forbruget af alle materialer og ressourcer inden 2030. De recirkulerer 24,5 pct. af de jomfruelige materialer, der går ind i økonomien, hvor tallet i Danmark kun er 4 pct. – iflg. Circularity Gap Report. I Nederlandene arbejder de målbevidst på at skabe en cirkulær økonomi, for de har forstået, at høj energi- og ressourcebevidsthed er nøglen til fremtidens konkurrencekraft.

Nederlandene bygger dobbelt så mange kvadratmeter boliger som i Danmark om året, men byggesektorens ressourceforbrug – målt pr. indbygger – er kun en fjerdedel af, hvad det er i Danmark. De har sat et mål om 100 pct. genanvendelse i bygge og anlægssektoren i 2030, og de vil mere end halvere CO₂-aftrykket af beton. Tænk hvis vores nye social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, satte et mål om, at vi i Danmark skal være lige så dygtige som Nederlandene til at lave cirkulært byggeri?

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling og er blevet bragt i Berlingske den 4. november 2024