At træbaseret biomasse i den danske energiforsyning er en klimamæssig udfordring, er efterhånden en gammel nyhed. Nye tal fra Danmarks Statistik viste i sidste uge, at biomassen fortsat udgør mere end 2/3 af den danske vedvarende energi. Siden 1995 er forbruget af biomasse til energi mere end 4-doblet, og det er især den træbaserede biomasse i form af træpiller og træflis, der fylder mere i det danske forbrug.

Men hvorfor er det danske forbrug af biomasse vokset så massivt? En stor del af forklaringen gemmer sig bag to EU-akronymer, nemlig ETS og LULUCF. ETS omhandler EU’s kvotehandelssystem, som bl.a. energisektoren afrapporterer under. Her skal der betales ved kasse 1, når der udledes CO₂ (ikke nok, men dog en start.) LULUCF derimod omhandler afrapportering af udledninger og optag fra landbrugsarealer og skov. Og det er her problemet gemmer sig. For energien fra biomasse bruges, når den brændes af i energisektoren, mens biomassen hentes i det andet system, LULUCF.

Den udledte CO₂ skal selvfølgelig kun registreres ét sted, og det har IPCC anbefalet sker i LULUCF. Det betyder, at energisektoren kan sætte et stort rundt nul ud for udledninger fra afbrænding af biomasse. Da de er pålagt at reducere deres emissioner, er det naturligt at skifte til biomasse, hvilket er sket i stor stil, da kul er blevet erstattet med biomasse. Samtidig er der intet incitament for den enkelte skovejer i LULUCF til at bevare CO₂-lageret i skovene.

Facit er, at vi knokler på for at opfylde vores 70% mål med biomasse som en markant bidragsyder. Men det betyder bl.a., at vores LULUCF-regnskab for hvor meget CO₂ der er lagret i de danske skove, bliver væsentlig ringere. Det slår iflg. Klimaloven negativt igennem i Danmarks samlede drivhusgasregnskab og dermed i opfyldelsen af 70 % målet for 2030. Det manglende CO₂-lager i LULUCF hænger dermed på den danske stat, som skal finde andre måder at opfylde både 70 % målet og vores LULUCF-mål i forhold til EU.

Så hvad skal vi gøre for at skabe de rette incitamenter, så biomassens udledninger afspejles i prisen?

Et afgørende skifte er at etablere en emissionsfaktor på træ til energi ligesom den findes på gas, kul og olie. Præcis hvad faktoren skal være er svært at opgøre, da videnskaben fortsat er uenige om væsentlige forhold som fx hvilket tidsperspektiv, man skal se på. Ser man på netto-udledningen fra at brænde træ over 100 år, vil nye træer have suget meget af CO₂’en fra træafbrænding til sig. Men i mellemtiden vil træafbrændingen have øget atmosfærens CO₂-indhold betydeligt, og klimaproblemet er blevet alt for akut til, at vi kan vente i 100 år på balance. I dag peger forskningen derfor på emissionsfaktorer på alt mellem 20kg CO₂/GJ til over 100 kg CO₂/GJ. (Til reference har kul ifølge IPCC en udledning på 94 kg CO₂/GJ). Klimarådet har med kommentering af Global Afrapportering 2022 placeret sig i den mere konservative ende med en emissionsfaktor på 42 kg CO₂/GJ.

Trods uenighed er langt de fleste forskere dog enige om at emissionsfaktoren ikke kan være nul. Selv hvis man inkluderer en lav emissionsfaktor i Danmarks grønne afgifter og EU’s kvotehandelssystem ETS, vil det have stor betydning for incitamentsstrukturen for afbrænding af biomasse. Det vil nemlig betyde, at det nu er forurenerne, altså dem der brænder træet af, som betaler for klimapåvirkningen – og ikke længere staten.

Resultatet vil være en accelereret omstilling til el fra sol og vind, varmepumper, overskudsvarme, geotermi og andre grønne løsninger, som allerede er konkurrencedygtige på pris.

Dette debatindlæg er skrevet af Jens Dahlstrøm Iversen og bragt i Ing/Gridtech 1/9-2023